Odessa: Ukraines militære frikorps
af Asle Toje
Jeg er kommet til Odessa, Sortehavets perle. Det er ikke min hensigt under dette besøg at rapportere om krigen i Østukraine, der i løbet af fire år har krævet over 12.000 døde til meget lidt nytte. Det er heller ikke mit mål at aflægge beretning om situationen på Krim, der fortsat markeres som ukrainsk i lokale vejrmeldinger. I stedet vil jeg undersøge et underliggende aspekt af udviklingen i landet: frikorpsene. Paramilitære grupperinger har styrket statens mobiliseringsevne, men har også skabt en parallel magtstruktur, som er vanskelig at håndtere.
I Odessa hersker freden. Overalt er der kraner, og der bygges adskillige hoteller, som skal kapre de turister, som før rejste til Krim. Da jeg forlader mit gæstgiveri kort før solnedgangen, spadserer velklædte borgerfolk under kastanjerne på Pusjkinavenuen på vej til aftensmaden. Dyre biler trommer over brostenene mod den brede Richelieugade, der fører ud til havet. Adgangen til havet blokeres af havnen. Her er ingen palmepromenade, men skramlende tog og kraner, der griber efter himlen med rustne klør.
Da jeg nærmer mig rådhuset, møder jeg skarer af politifolk. Det virker, som om de afventer en russisk invasion, men det viser sig, at de forbereder sig på 2. majdemonstrationen dagen efter. Det sydlige Ukraine er stadig overvejende russisktalende, og statsmagten er bange for pro-russiske markeringer. Sidst det skete, blev 43 af demonstranterne dræbt, da den bygning, de havde søgt tilflugt i for at slippe væk fra moddemonstrationen, blev sat i brand.
”Folk er bange for ultranationalisterne, men …” hører jeg fra Timofei Hryniuk, en ung jurist og aktivist, ”men staten baner vejen for dem. Problemet er,” fortsætter han, da vi går videre, ”at krigen på en måde har skabt en permanent undtagelsestilstand. Bykernen shines op, det er godt for turismen, men hvem er det, der først og fremmest har gavn af forskønnelsesarbejdet? Det er politikerne. Det er ofte dem, der på én gang er arbejdsgivere og leverandører. Ved at holde sig gode venner med ultranationalisterne undgår de protester.
Maidan – Odessa – Luhansk
Maksym Ishchuk har et andet perspektiv. Som 25-årig var han færdig med studierne og sluttede sig til protesterne på Maidan i Kiev i januar 2014. ”Da Janukovitsjs specialpoliti begyndte at skyde på demonstranterne, blev det klart, at meget stod på spil. ”Jeg ved, hvordan det lyder, men jeg oplevede, at det handlede om vores frihed.” Den journaliststuderende Khrystyna Melnyk var også til stede på Maidan. ”Vi troede, at vi levede i et europæisk land, men staten beskytter os ikke. Vi måtte gøre det selv.”
Maksym tog del i kampene på Maidan og var blandt de første til at melde sig som frivillig til selvforsvarsbataljonerne, som på dels statsligt, dels privat initiativ blev stablet på benene, da Krim blev infiltreret og annekteret af Rusland, og oprør brød ud i det østlige Donetsk og Luhansk. Han havde ikke tænkt sig at blive soldat, men i foråret 2014 var landet præget af regeringskrise og handlingslammelse. ”En ven var stationeret på Krim, da russerne invaderede. Han ringede og ringede, men fik ingen ordrer, så det endte med, at de overgav sig.”
Da krigen brød ud i 2014, var Ukraines hær tvunget i knæ efter ti års forsømmelighed. Hærstaben foreslog at oprette frikorps for at bekæmpe pro-russiske oprørere. Snesevis af den slags frikorps så dagens lys i tiden efter Maidan. Efter nogle uger med basal militærtræning stod det klart, at ”generalerne ikke vidste, hvad de skulle stille op med os. Vi blev ikke sendt nogen steder hen,” fortæller Maksym. Han hørte fra venner, at der var russiske flag overalt i Odessa, og fik tilladelse til at rejse hjem. Der bor mange etniske russere i byen. ”Det var naturligt, at patrioterne samlede sig i Odessa. Vi var bange for, at russerne kun ventede på et påskud for at invadere hele det sydlige Ukraine.”
Fjendtlighederne kulminerede den 2. maj 2014. Pro-russiske demonstranter forskansede sig til slut i fagforeningernes hus i byens centrum, som blev stukket i brand. Hændelsesforløbet er omstridt. Begge sider kastede brandbomber. Ischchuk deltog i gadekampene, der førte til mordbranden, men ”da jeg kom derhen, var bygningen allerede sat i brand. Vi byggede en rampe, så vi kunne komme op til vinduerne. Jeg forsøgte at komme ind og redde dem, der var derinde, men røgen gjorde det umuligt. Det er trist, at folk på begge sider skulle dø. De blev udnyttet, uden at de forstod hvorfor.”
Maksym vendte tilbage til specialpolitibataljonen ”Storm”. ”Det er vigtigt at huske, at vi på det tidspunkt troede, at oprøret i øst var en politiopgave. Det var frikorpsene, der førte an. Bataljon Storm var på 2-300 mand dengang, som blev sendt af sted uden tunge våben.” Jeg spørger, om han virkelig gik i krig næsten uden træning? Han smiler. ”Ja … min mor var ikke begejstret.” Og din far? ”Han gjorde, som fædre plejer at gøre, han udtrykte sig med sin tavshed.”
Den 20. august stod bataljonen 10 km uden for Luhansk, hvor den pludselig stødte på tungt artilleri og senere den russiske hær. ”Det var første gang, jeg så fjenden. De forsøgte at knuse os i en knibtangsmanøvre, men vi bed os fast og holdt stillingerne.” Han viser billeder af smilende soldater, som poserer ved siden af ødelagt russisk materiel.
En ubehagelig sandhed: en hel del soldater kan godt lide krig. De fleste mænd synes godt om konkurrence, og krig er den ultimative kappestrid; cowboys og indianere med ægte våben og samtidig noget meningsfuldt at kæmpe for. Maksym erkender gerne, at han i begyndelsen var opfyldt af den følelse, som den romerske digter Horats har sat ord på: ”Det er smukt og ærefuldt at dø for fædrelandet.” Men krigens realiteter har en tendens til at lægge en dæmper på begejstringen. Da jeg spørger, hvad han mener om de uger og måneder, han kæmpede i Donetsk og Luhansk, får ansigtet et smertefuldt udtryk. ”Jeg savner det enkle liv ved fronten, men jeg ønsker mig ikke tilbage.”
Frikorpsenes rolle
Siden det farlige år 2014 er en del af frikorpsene blevet inkorporeret i de ukrainske militærstyrker, men ikke dem alle sammen. På trods af international kritik af, at visse af frikorpsene har højreradikale og neofascister i deres rækker, er processen gået langsomt. Det skyldes til dels, at frikorpsene er populære. De består af unge mænd, der var villige til at ofre sig, da den ukrainske stat svigtede. Det skyldes nok også, at frikorpsene er ”billige”. Soldaterne kræver ikke pension, og de villige til at slås.
Lad mig fortælle om en episode i Ernst von Salomons bog Die Geächteten (De fredløse), Rowohlt 1930, som beskriver frikorps fra sidst gang, hvor de var en drivkraft i europæisk politik. Beskrivelsen er også dækkende for de ukrainske frikorps. I kaosset efter første verdenskrig blev der dannet paramilitære frikorps, som frivilligt tog af sted for at forsvare østgrænserne mod de nye nationalstater, som forsøgte at udvide deres landområder på Tysklands bekostning. Man kan ikke forstå nyere tysk historie uden at forstå frikorpsene, og man kan ikke forstå frikorpsene uden at forstå stormen på Sankt Annaberg, som von Salomon var på vej til i 1921:
Toget rumlede gennem natten. Jeg stod ude på gangen og nød den dirrende spænding over det, som var sat i gang. I alle vognene sad og stod unge mænd som jeg. Konduktøren holdt mistroisk øje med dem, for de var klædt i slidt feltgråt som jeg selv; deres lyse hår og arrogante ansigter gav dem en vis familielighed. Vi genkendte hinanden og hilste. Uden at kende hinanden var vi lokket hertil fra alle egne af riget for at opleve kamp og fare. Uden ordrer og uden andet klart mål end at nå frem til Øvre Schlesien.
I Leipzig steg unge mænd med fjer i hattene på toget og talte med bayersk dialekt. Jeg gik forbi dem, klappede på bagagen og mumlede. Skydevåben? Manden, som stod nærmest, smilede. På kasserne stod der ”Oberland”. De kom fra alle egne af det tyske rige. Der var frontkæmpere fra Baltikum, studenterforeninger, fagforeninger, arbejdere og forretningsfolk. Der var mænd fra Rhinen og Ruhr, fra Bayern og fra Ditmarsken. Baltere, svenskere, finner, mænd fra Transsylvanien og Tyrol, fra Østprøjsen og Saar. Alle unge, alle beredt.
Selv om det er for stærkt at påstå, at det tyske ”vi” opstod af frikorpskrigene, så var det dog stadig et skridt på vejen fra hessisk eller bayersk identitet til en tysk, national identitet, den ”Deutschtum”, som digtere og filosoffer talte om. Weimarrepublikken havde hverken vilje eller evne til at sætte sine værdier igennem. Von Salomon skriver: ”Hvor var Tyskland? I Weimar? I Berlin? Engang var det ved fronten, men fronten fandtes ikke mere. Lå den hos folket? Men folket råbte på brød og stemte for at få sin tykke mave fyldt. Lå den hos staten? Men staten søgte snakkesaligt en identitet og fandt den i ansvarsfraskrivelse.”
Frikorpsene fandt sammen i hadet mod indtrængende fra øst og foragten for liberale politikere, der lod til at være mere optaget af penge end af folket og kulturen. Beretningens hovedperson, en forklædt version af forfatteren, siger: ”Vi mente, at det for Tysklands skyld var os og ikke andre, der burde have magten. Vi følte, at vi var legemliggørelsen af Tyskland. Den herskende magt i Berlin havde ingen tilsvarende legitimitet.”
Et lignende sindelag finder man hos en af de frivillige i den berygtede Azov-bataljon. Han kalder sig ’Nestor Makhno’, et nom-de-guerre. Bag de sodede ruder på en restaurant i Odessa-bydelen Arkadia har han ikke meget godt at sige om det herskende styre i Kiev. ”Vi har givet vores blod for Ukraine. Ukraine blev samlet som nation og stat i vores kamp. Er vi nationalister? Selvfølgelig er vi det! Og folk ved, at vi ikke tillader forræderi. Hverken fra terrorister eller fra vores egne politikere.” Jeg spørger, hvorfor højrenationalisterne har så ringe tilslutning, når der er valg. Han slår ud med hånden og svarer: ”Politikerne lyver, stjæler og snyder. Når folket vågner, er vi parat.” ”Til hvad?” ryger det ud af mig. ”Til revolution,” lyder svaret.
Problemet med Højre Sektor
Forskeren Vyacheslav Likhachev skriver i en rapport udarbejdet til den franske tænketank IFRI (2016): ”I det store og hele har medierne overdrevet frikorpsenes betydning for antiterrorbekæmpelsen. De spillede en begrænset rolle i de militære operationer.” De er ikke desto mindre blevet en magtfaktor. Den største af disse grupperinger, paraplyorganisationen Pravyi Sektor (Højre Sektor), er blevet fremhævet i EU’s bekymrede udmeldinger om tilstanden i et land, som EU i praksis støtter. Den skulle stå bag adskillige forbrydelser, uden at retsvæsenet har grebet ind. Artem Filipenko, der har været aktiv ved grænsevagten i Odessa, mener, at Pravyi Sektor er et spøgelse, et fænomen, der fungerer som en slags franchise, en mærkat, der udnyttes i russisk propaganda for at underbygge fiktionen om, at Pravyi Sektor er den væbnede fløj af ”fascistregimet” i Kiev.
Filipenko gav ”Bataljon Storm” støtte og udstyr i 2014. Staten havde en del våben, men manglede uniformer og støvler. Manglen på udrustning er nu mindre prekær, til dels på grund af støtte fra USA. Han mener, at vesteuropæernes advarsler mod nationalisme er malplacerede. ”Moderne ukrainsk nationalisme er en selvforsvarsideologi, ikke et politisk projekt.” Ingen ved, hvor længe den sønderskudte Minsk-aftale, hvis mål er at nedtrappe konflikten, vil holde. Filipenko mener, at krigen kan blusse op igen. ”Den ukrainske hær er meget stærkere, end den var i 2014, og kan sandsynligvis generobre områder i øst, men hvis Rusland griber ind …”
Det kan være en del af årsagen til, at Kiev på trods af gentagne løfter har undladt at lægge bånd på frikorpsene. De kæmper stadig mod de russiskstøttede separatister i øst. Men disse uformelle grupper har vist sig at være vanskelige at kontrollere, og nogle få af dem er de rene kriminelle bander. Næsten alle er enten blevet optaget i landforsvaret eller sendt hjem. Alle undtagen Pravyi Sektor. Ifølge Washington Post har gruppen mange tusind medlemmer, deriblandt en milits med flere hundrede soldater. De kæmper side om om side med regeringshæren, men det er uklart, om de modtager ordrer.
Måske føler statsmagten sig ikke stærk nok til at tage en konfrontation. En meningsmåling taget op i november 2017 på vegne af Det Internationale Republikanske Institut viste, at kun 3 procent af de spurgte mente, at præsident Petro Porosjenko gør et godt stykke arbejde, hvilket er lavt uanset skala. Måske kan tingenes tilstand forstås som en slags intern våbenhvile. Enkelte kommentatorer hævder, at Pravyi Sektor er blevet mindre interesseret i den form for korruption, som kendetegner dele af det politiske system. Den 8. maj var Pravyi Sektor til stede i Odessa under markeringen af sejren i anden verdenskrig for at sikre sig, at ingen russiske symboler blev benyttet af de gamle mænd, som hædrede de faldne i krigen som endte for 73 år siden.
En overgang forsøgte de ukrainske myndigheder at bortforklare Pravyi Sektor. Radikale udtalelser og handlinger blev tilskrevet en minoritet i gruppen, hvilket muligvis er rigtigt. Men gruppen har tiltrukket højreradikale og fascister fra en række europæiske lande, og der kræves – som bekendt – kun én nazist for at give en hel gruppe et dårligt ry. Så længe frikorpsene får lov til at eksistere, løber Ukraine en stor risiko for sit gode navn og rygte. Landet er kun en krigsforbrydelse fra et svidende tab af omdømme, ikke mindst i Tyskland, som i kraft af sine egen smertelige erfaring med frikorps har lært at indtage en ikke særlig forstående holdning.
Oversat af Claus Bech