Weekendavisen30 Dec 2016
Vi begynder uden for Falköping, som Jan Guillou har kåret til »Sveriges kedeligste by«. Ikke langt herfra led Albrecht af Mecklenburg i 1388 et knusende nederlag til dronning Margrethe I’s haer, og sejren beredte grunden for en skandinavisk stat. Den holdt ikke laenge, men det er ikke det store, der har aendret sig siden Saxos og Snorris tid: Svenskere, danskere og nordmaend er fortsat tre uadskillelige nationer adskilt af et faelles sprog. I en lysning i skoven forfalder en rødmalet hytte. Den baerer vidne om en tid, hvor den svenske lykke var en sommer på landet.
Nu truer 2017, og de fleste af os har godt lagt maerke til, at noget er forandret. Med det mener jeg ikke levevilkårene, for vi ligger stadig øverst i FNs statistikker. Men der er noget, der ikke stemmer. Den grundvoldsrystende forandring af vore samfund op mod årtusindeskiftet har også forandret os selv med en forsinket eksplosion. Og vi er ikke sikre på, at det er til det bedre. Førhen ville vore forfattere have forklaret os, hvem vi nu er, men litteraturen er blevet fremmed for vores samfund. Ingen forløser vor samtid, sådan som Strindberg, Nexø og Bjørnson i sin tid gjorde det.
Da jeg overvejede et sindbillede på Skandinavien, kom jeg til at taenke på en lille hytte i en lysning med flaget hejst mod den blå sommerhimmel. Det billede har historiske forgreninger og minder om det gode ved de jordbrugssamfund, som Skandinavien forlod ved indgangen til det 20. århundrede. Sommerhuset markerer naerhed til det oprindelige liv på landet, naer naturen og langt borte fra modernismens bastion, byen. »By og land – hand i hand«, som det hed i Norge. Fritidsboligen var central for nationsopbygningen i de tre lande. Den var en luksus, som staten undte alle.
Våre partenon
Christopher Woodward skriver i sin bog In Ruins, at forfaldets charme ligger i, at vi møder fragmenter af det forgangne, det som Freud kalder das Unheimliche, noget som er lidet hjemligt, idet det er bekendt og fremmed på én og samme gang. Ruinen ansporer den type overvejelser, som er denne teksts forehavende: Hvem var vi? Og hvor er vi på vej hen? Derfor er ruinturisme den aeldste form for turisme. Skandinaver har for staerk ordenssans til at bryde sig om spektakulaere ruiner, så vi nøjes med forladte fritidshuse som vores Parthenon. Jeg gør et nummer ud af at kikke ind i dem, når jeg er på rejse.
I Skandinavien findes der omkring 1,3 millioner hytter i norsk forstand, og titusindvis af dem er i forfald. Hytteruiner er så almindelige, at de faerreste laegger maerke til dem. De vidner om, hvad vi engang fandt og måske stadig finder meningsfuldt, koselig, hyggeligt. I den forstand er de størknet identitet. Lige så moderigtigt det er at påstå, at forskellene de tre skandinaviske nationer imellem blot består i »de små forskelles narcissisme«, lige så klart er det også for de fleste, at der faktisk er forskelle fra land til land. Der er forskel på opfattelsen af, hvad der er godt og sundt, rigtigt og vigtigt. Disse forskelle kommer til udtryk i sigende detaljer. De forladte fritidshuse er øjeblikke fanget i rav.
Det svenske ord stuga, det danske sommerhus og det norske hytte refererer i teorien, men ikke i praksis til det samme. Når man googler billeder af dem, bliver det tydeligt, at de danske sommerhuse gerne skal vaere sorte og hvide, mens de svenske stugor er røde og hvide og de norske hytter som oftest brunbejdsede. De tre typer fritidshuse er også forskelligt indrettet. Tag nu bare stugan uden for Falköping: Inden for de spindelvaevsklaedte vinduer ligger braendet stablet i et strengt kvadrat og signalerer orden og mådehold. Køjesengene er stramt opredt og nudistmagasinet Tidlösa paent stablet på baenken.
Med ansigtet presset mod ruden kan jeg lige akkurat se udgivelsesåret: 1969. På vaeggen haenger en falmet løber, som broderet med blåt og gult forkynder, at man skal bede og arbejde. En pyntetallerken haedrer den svenske kong Gustaf Adolf side om side med et folkedanserfotografi. Sveriges svenskofobe kommentatorstand har en samlebetegnelse for alt dette: fascisme. Stugan fører i lige linje tilbage til det forgangne, og vor tids Sverige forsøger at kappe fortøjningen til fortiden i troen på, at det vil gøre en anden fremtid mulig.
Stor stat og frie individer
I bogen Sosialdemokratiets tidsalder beskriver Francis Sejersted den nationsopbyggende proces, som fandt sted efter Anden Verdenskrig. I begyndelsen af 1900-tallet var vore lande eksemplariske nationalstater: et af de få steder, hvor nation og stat stod i forholdet 1:1. Den kulturelle nationsopbygning, som tog fart med Geijer, Grundtvig og Wergeland, blev i efterkrigstiden bundet op på en sammensmeltningsproces, som gjorde de tre lande utroligt ens – såvel økonomisk som socialt og kulturelt.
Under daekke af industrialiseringen voksede staten og folket sammen, og i dette mobiliseringspotentiale lå kimen til den skandinaviske modernitet. Fra en liberal betragtning var Socialdemokratiet en halvautoritaer orden. Det kan derfor virke som et paradoks, at The Worlds Values Survey, som har overvåget vaerdier i over 100 lande siden 1981, viser, at vi i Skandinavien laegger større vaegt på individets selvbestemmelse, end man gør i naermest noget andet land. Den skandinaviske kombination af stor stat og individualisme kan se ud som en selvmodsigelse, men ifølge Lars Trägårdh har den store stats fremmeste funktion vaeret at fremme individuel autonomi og social mobilitet.
Dette er ingen uvigtig indsigt. Trägårdh skriver, at »selv om vejen ikke altid har vaeret snorlige, kan man skelne en overordnet ambition i de nordiske lande i løbet af det 20. århundrede – ikke om at underkaste økonomien samfundet, men om at frigøre den enkelte borger fra alle former for underordning og afhaengighed (…) de fattige fra velgørenhed, arbejderne fra deres arbejdsgivere, konerne fra deres aegtemaend, børnene fra deres foraeldre – og omvendt«. Og hermed såede Socialdemokratiet kimen til sit eget endeligt.
Som Christian Welzel har påpeget i referencevaerket Freedom Rising, bevaeger samfund sig efter industrialisering vaek fra traditionelle vaerdier, hvor kollektiv religion, ritualer og respekt for nedarvet autoritet står i centrum, og hen imod en sekulaer rationalisme, som er mere åben for forandring, fremskridt og afvigelser. Når samfund bliver mere velstående, bliver de saedvanligvis også mere frisindede. Smuglingen af skandinavisk pornografi til USA i tresserne bekraefter på kuriøs vis tesen om vore lande som modernitetens spydspids.
Mennesket som fremmedlegeme
Jeg kender ikke de danske udkantsområder naer så godt som de norske og svenske, men i hvert fald ser jeg faerre forladte sommerhuse i Danmark. Uden for Billund finder jeg mit danske eksempel. Sommerhuset her er ligesom stugan i Sverige en etvaerelses barak bygget efter krigen. Den danske ruin er sat i stand, og resultatet er lige så foruroligende som de tv-programmer, hvor aellinger forsøger at blive til svaner ved hjaelp af kosmetisk kirurgi og Botox. De sprossede vinduer er erstattet af panoramavinduer og vaegge, tag og gulv malet i forskellige nuancer af sygehushvidt. Her er absolut ingen ejendele, som fortaeller en historie. Designerlampen, designerstolen og det solblegede Chillida-litografi står som i forventning om en fotograf, der aldrig kommer. Der er muselort på køkkenbaenken.
Danskerne, der diagnosticerer sig selv som verdens lykkeligste folk, har i nyere tid taget patent på selveste hyggen. Op til jul udkom der bøger viet til at forklare hyggens mysterier for engelsksprogede laesere, melder The Economist. Det finder jeg besynderligt, eftersom det allestedsnaervaerende danske design nok er stiligt, men vel ikke ligefrem hyggeligt? Er det muligt for et rum, hvor mennesket er et fremmedlegeme, at vaere hyggeligt? Hygge opstår, når mennesker mødes i et hjem, men det gør vi tilsyneladende mindre end før. Vi omgås, bevares, men de rituelle sammenkomster med faellesskab forekommer mig at vaere blevet faerre. Vi er blevet fremmede for hinanden. Måske tabet af hygge er modernitetens pris.
Verdens bedste skandinaver
Skandinaverne er brandgode til det med modernitet. Atter en gang kom vi først ud af starthullerne, da verden gik ind i den store transformation betitlet globalisering: en tendens, som i løbet af få årtier har gjort verden mere og mere ensartet. Vi skandinaver har vidst at saelge vores livsstil, og resultatet er, at den moderne verden er forbløffende skandinavisk. Unge mennesker i Beijing, Moskva og Seattle indretter deres første lejlighed med møbler fra Ikea, de klaeder sig i skandinavisk mode og forelsker sig under kejtet dans til lyden af letsolgt skandinavisk pop. Og hvis de er heldige, laegger de sig efter vores seksualmoral, kønsrollemønstre og strikkede sweatre.
Det er opsigtsvaekkende, hvor meget vores sølle 20 millioner ud af verdens 7400 millioner mennesker har bidraget til verden af i dag. Vi er gode til at finde på og endnu bedre til at hoppe med på vognen. Hvor end en ny trend med globalt potentiale opstår, vil der stå skandinaver klar til at gøre den til deres. Skandinavien er derfor et yndet onaniobjekt for udlaendinge. Der er dem, der ser Skandinavien for sig som en socialdemokratisk Astrid Lindgren-verden, hvor tilliden er graenseløs og regnbuen designet af Arne Jacobsen. The Guardian kaldte i sin tid Sverige »det mest succesrige samfund i verden nogensinde«. Briter forveksler til svenskernes glaede gerne Sverige med Skandinavien. I Stockholms lufthavn Arlanda ønsker man besøgende velkommen med bannerteksten »Welcome to the Capital of Scandinavia«.
De skandinavisk-begejstrede har statistik at henvise til. I 2016 vandt de skandinaviske lande naesten alle svaervaegtsbaelter i kategorien »verdens bedste samfund« – selv om man kan indvende, at kriterierne synes skraeddersyede til Skandinavien. Det ville ikke lyde naer så godt simpelthen at sige, at skandinaviske lande endnu en gang tog prisen som verdens mest skandinaviske samfund. Sverige blev for nylig fornuftsstridigt kåret som verdensførende i integration af indvandrere. Skandinaver går ikke så meget op i den slags ranglister; vi ved godt, at det bare er facade. Men vi tager sjaeldent til genmaele, for også misforstået ros er rar at få. Idealforestillinger gøder grunden for skuffelse.
Briten Michael Booth formulerer den i bogen Almost nearly perfect people, hvor han ønsker at afsløre den skandinaviske utopi som en myte. Booth opdager, at det egalitaere Sverige i virkeligheden er vaeldigt hierarkisk indrettet, at tolerante danskere kan vaere svaert intolerante, og at internationalistiske nordmaend er nationalister. Booth berører også noget, han ikke formår at saette ord på, nemlig at skønt vi påstår, vi har en tynd og flydende identitet, er den skandinaviske identitet faktisk tyk og umaelende. For vi giver os ikke laengere af med nationsopbygning: Myndighederne har bedrevet det modsatte i tolerancens navn. Skandinaven sidder tilbage i ruinen af det smukke svenske ord folkhemmet med sin kollektive identitet dekonstrueret og nedvurderet.
Kringsatt af kitsch
Den norske ruin ligger på Bolkesjø. Den ligger omtrent en kilometer fra den naeste hytte og vidner om nordmaends praeference for at feriere på tryg afstand af andre nordmaend. Den står ulåst. Interiøret er et stormangreb af umalet fyr, og hytten er overmøbleret med minder. Der er fotografier af skiløbere, trolde med norske flag, hjemmelavede ting fra børnehånd og rigtig, rigtig mange smedejernsornamenter. I sammenligning med ryddeligheden i nabolandene er det her det glade kaos. Det er de simple hytter, som bliver overladt til forfaldet i Norge.
Før i tiden var manglen på indlagt vand og elektricitet selve definitionen på en hytte. Men i 1969 – samme år som de sidst indkøbte ugeblade i stugan i Falköping – fandt Norge olie og blev til verdens rigeste samfund. Samme bekvemmeligheder, som man før tog en pause fra, er nu obligatoriske. Pudsigt nok er de nye hyttepaladser ofte praeget af ruinens aestetik – som i en bøn om, at det enkle liv med dets barske glaeder vil komme af sig selv, hvis bare fladskaerm og modem er kringsatt af kitsch fra bedsteforaeldrene.
Ikke langt fra hytten ligger hotellet, hvor den norske stat i 2016 ville placere 225 asylansøgere i en bygd med bare 40 indbyggere. Lokalbefolkningen modsatte sig planerne, og NRK lavede en meget ufordelagtig dokumentar om dem. Jonathan Haidt beskriver i The Righteous Mind, hvad der skete efter den socialdemokratiske frigørelse. Åbenheden førte til fremvaeksten af en kosmopolitisk holdning, som isaer sås hos den urbane elite. Lokale bånd blev svaekket, og folk gav sig til at taenke på deres medmennesker som med-verdensborgere. Og verdensborgere holder af mangfoldigheden, som de ser som synonym med indvandring. De betragter en positiv holdning hertil som selve lakmustesten på agtvaerdighed.
En ny underklasse
Indvandringen til Skandinavien har vaeret kolossal. Norge kan tjene som eksempel. I 1970 var 1,3 procent af den norske befolkning af udenlandsk oprindelse. I 2016 var tallet 15 procent. Udviklingen har vaeret endnu mere dramatisk i Sverige, hvor indvandrerbefolkningen er taget til med omkring en million i løbet af en snes år, og mange af de nye medborgere er lavtuddannede fra lavtillidssamfund. En postnational urban elite og en national velfaerdsstat på jagt efter klienter fandt sammen og fostrede en fortsat masseindvandring. Eliterne var enige med hinanden i antagelsen om, at dette forhold ville vaere uproblematisk for verdens mest veluddannede og tillidsfulde samfund.
Men det var problematisk. Alle skandinaviske lande har et foruroligende sammenfald mellem etnicitet og kulturelt og religiøst tilhørsforhold på den ene side og socioøkonomisk status på den anden. Sat på spidsen, hvor ting står klarest, har vi importeret en ny underklasse. Lige så foruroligende var det, at tegnene på, at den berømte skandinaviske tillid var i faerd med at svaekkes, var mest dramatiske i Sverige. Spørgsmålet er, hvor laenge middelklassen vil acceptere høj beskatning, som disproportionalt gavner de nytilkomne. Parallelt med det gik aeldre politiske faellesskaber i opløsning, og mange følte sig ikke laengere repraesenteret eller varetaget af det politiske system.
Utrygheden, som opstod i kølvandet på den galopperende liberalisme, globalisering og de europaeiske institutioners modvilje mod en nationalt tilpasset politik, blev forstaerket af indvandringen. Mange indvandrere tager kun i begraenset omfang den skandinaviske kultur og dens normer til sig. En del af dem – isaer muslimer – forventer, at samfundet skal tilpasse sig deres kulturelle saeregenheder. Jonathan Haidt påpeger, at når indvandrere ivrigt tager deres nye hjemlands skikke, sprog og vaerdier til sig, fortaeller det lokalbefolkningen, at deres nation er vaerdifuld, attraktiv og god. Det synes at vaere saerligt vigtigt for skandinaverne, som er meget stolte af deres samfund. »Men når et land har historisk høje niveauer af indvandring fra lande med en meget anderledes moral og uden nogen staerk og vellykket assimileringspolitik, så vil der så godt som sikkert komme en modreaktion.«
De tre skandinaviske lande var ens til forveksling op igennem meget af 1900-tallet. Så kom bruddet. I dag er Sverige og Danmark modpoler. I Sverige forsøgte kosmopolitterne at fordrive nationalisterne fra debatten og havde i høj grad held med det. Aldrig før i Skandinaviens historie har vi set så megen intolerance i tolerancens navn. Claes G. Ryn opsummerer udviklingen i artiklen »Sveriges kulturradikala experiment«. Mordraten røg i vejret, det samme gjorde voldtaegtstallene, og staten fik økonomiske problemer. Alle varselstegn blev ignoreret. Sverigedemokraterna var de eneste modstandere af eksperimentet og blev gjort til politiske pariaer.
I Danmark var udviklingen en anden. Her var det nationalisterne, som gik sejrende ud af striden. Kulturkampen startede med Anders Fogh Rasmussen og aendrede på få år den danske debat så meget, at Carsten Jensen måtte til norske og svenske aviser for at få sin afsmag på tryk. Alle partier konkurrerede om at signalere en barsk indvandringspolitik, hvilket førte til en endnu hårdere tone, da de ikke magtede at levere som lovet. I lighed med Sverige fortsatte Danmark med at vaere et af Europas største indvandringslande. Dansk Folkeparti fik rollen som kongemager i dansk politik, men den danske hårdhed havde ikke meget mere succes end den svenske tro på godhed som vejen frem. Også her voksede den nye underklasse frem. Og Norge befandt sig som så ofte før et sted midt imellem Sverige og Danmark. Nationalister og kosmopolitter har i større grad sameksisteret i Norge. Mens den ene part kan glaede sig over, at vi er mere strikse end Sverige, kan den anden part trøste sig med, at vi ikke er så slemme som i Danmark. Også her ser vi tegn på, at en generøs og tillidsbaseret velfaerdsstat plus masseindvandring fra lavtillidslande er et regnestykke, som ikke går op. Men alle synes enige om, at det nok skal løse sig, hvis blot vi fokuserer på det positive. I Norge har det indvandringsskeptiske Fremskrittspartiet taget plads i regeringen med partiets moderation som resultat.
Vor tids kulturkamp
Og her står vi så nu. Skandinavien er fanget i et limbo mellem en national fortid og en endnu ikke opnået postnational fremtid. 2016 var året, hvor de universelle vaerdier, som vi havde erstattet kulturen med, led det ene sviende nederlag efter det andet. Mange trøster sig med, at fremskridt består i forandring, og at det da gør ondt, når knopper brister, men at vi snart vil vaere verdensførende på ny. Andre mener, at vi har forsyndet os mod selve det, som gjorde os verdensførende i udgangspunktet: en kulturelt homogen befolkning, som traekker i flok. De sidste mener, at der skal assimilering og nationsopbygning til for at redde stumperne, og de to grupper betragter hinanden med uforfalsket foragt.
Meget tyder på, at vi er på vej ind i en ny kulturkamp. I Sverige vil den blive smertefuld, hvilket vil glaede danskere og nordmaend på samme måde, som banneret i Stockholms lufthavn glaeder svenske hjerter. Hvis kosmopolitterne vinder, vil resultatet formentlig blive et nyt klassesamfund, denne gang efter etno-religiøse delelinjer. Hvis nationalisterne vinder, vil en mere egalitaer orden vaere mulig. Nationen, som vil skulle bygges op, vil vaere en anden, for indvandringen er blot en del af en bredere og uafvendelig udvikling, som allerede har forandret, hvem vi er. Vi kan ikke vende tilbage til, hvor vi kom fra. Det eneste, vi kan gøre, er at gå hen til vores skandinaviske ruin, kikke ind og lade os fylde med vemod eller afsmag og så gå tilbage til bilen. Fremtiden ligger forude.
Asle Toje er forfatter og forskningschef ved det norske Nobelinstitut. Artiklen er oversat fra norsk af Sara Høyrup
** i den trykte versjonen av denne artikkel ble et punktum til et kolon med det resultat av professor Claes Ryn artikkel ble tillagt et meningsinnhold den åpenbart ikke har. Følgende skal tillegges undertegnede, ikke Ryn: “Mordraten røg i vejret, det samme gjorde voldtaegtstallene, og staten fik økonomiske problemer. Alle varselstegn blev ignoreret. Sverigedemokraterna var de eneste modstandere af eksperimentet og blev gjort til politiske pariaer.”