Vi besøger Valdisholm, Norges sagnomspundne middelalderborg
af Asle Toje
Jeg står uden for rådhuset i det, som med lidt god vilje kan kaldes Spydebergs centrum. Hyperaktiviteten, der præger norsk natur efter den frosne årstid, er afløst af ’husmandsommeren’, hvor bygdeproletariatet i sin tid kunne gøre, som det ville. Luften er varm og stille. Himlen hæver sig klar og blå over de skovklædte højder i Indre Østfold.
Østfold er Norges mindst fashionable landsdel. Dialekten med dens tykke l’er og den norsk-svenske blandingskultur er genstand for endeløs og hjerteløs efterligning. Folkekarakteren, som ifølge komikerne kombinerer det nærtagende med det påståelige, indbyder ikke til turisme. For de fleste er Glomma en luftspejling i bilvinduet på motorvejen til Sverige.
Engang var Indre Østfold landets oksemørbrad, hvor kong Gandalv herskede. Det drejede sig om jord. Eilert Sundt skrev i 1867, at området ”udmærker sig […] ved større sammenhængende strækninger med opdyrkelig og frugtbar jord, end vi finder i kystegnene og inde i landet mellem fjeldene”.
Nordmænd vil helst glemme, at landet omkring Oslofjorden formodentlig var under dansk overherredømme helt frem til 1000-tallet. Det er ikke underligt, for vand binder, mens land skiller, historisk set. Sagaerne fortæller, at Harald Hårderåde i 1060’erne brændte landsdelen af, sandsynligvis for endegyldigt at berøve danskerne fodfæstet.
På rådhuset får jeg lov til at leje en kano for 250 kroner af en livlig dame, tidligere håndboldspiller, geddefisker og blikfang på bagsædet i en stylet Volvo og sikkert det alt sammen på én gang, forestiller jeg mig. Jeg siger ikke, at jeg skal bruge kanoen på Glomma.
Østfoldingerne har stor ærefrygt for denne elv, Glomma, der her 500 km fra sit udspring i højfjeldet har vokset sig 100 m bred. Den stedlige bonde, der først gav mig idéen til at gøre turen, advarede mig flere gange om, at jeg med sikkerhed ville drukne.
Rejsens mål er Valdisholm, Norges mindst kendte middelalderborg, et sted, som de færreste har besøgt. Den blev i 1220’erne bygget som et fæstningsværk, hvor kong Håkon Håkonsson indsatte en af sine mest kendte krigere for at bevogte elven og den oprørske lokalbefolkning.
Valdisholm er også en fodnote i dansk historie. Saxo fortæller om en ”dyb og hastig” elv i Norge, hvor der var en ø med en fæstning, som havde landforbindelse ved en ”smuk” vindebro, og hvor elven styrtede ud over ”en skovklædt klippe mellem træerne, der står så tæt, at det ikke er muligt at se enden på vandfaldet”.
Jeg krydser broen ved Vommafossen, der for længst er blevet inddæmmet til kraftværk, men det med træerne stemmer stadig. 160.000 norske gårdbrug er nedlagt siden 1960, færre kreaturer græsser på engene, og der fældes mindre træ til brændsel end førhen. Det betyder, at en stadig større del af Norge ”går åt skogen”, som de siger i Indre Østfold.
Saxo fortæller historien om de tolv Bjørnebrødre (de hed alle Bjørn), som hærgede på egnen fra sin borg i elven. Kong Frode Fredegods søn Frideiv måtte gribe ind. Det er en lang historie fortalt med al den unødige kløgt og grusomhed, der præger Saxos historier fra folkevandringstiden, 800 år før hans egen tid.
Saxo satte ikke navn på borgen, men Christiern Pedersen, der udgav Danmarks Krønike i 1514, har tilføjet Valdisholm som en fodnote og bemærker, at ”rester af en fordums bygning” stadig kan ses der på stedet. De rester, han omtaler, blev bygget på samme tid, som Saxo blev færdig med sit historiske værk, omkring 1220.
Jeg har kontaktet rigsantikvaren i Oslo og fået tilladelse til at besøge øen, og jeg har kontaktet en lokal stormand, som har talt godt for bonden, der ejer øen, og jeg har selv kontaktet bonden og fået lov til at bruge vejen ned til elven. Han sagde modvilligt ja.
Ingen af delene er strengt taget nødvendige, eftersom nordmændenes Magna Carta er ”allemandsretten”, der siden middelalderen har givet os ret til at færdes frit i naturen. I både vildmark og kulturlandskaber kan enhver benytte veje og stier, al den stund man holder hensynsfuld afstand til hus, haver og gårde.
Jeg har standset bilen for at se efter gården, og i det samme kommer en anden bil kørende og bremser hårdt op, og en arrig mand bjæffer: ”Hvem er du, hvad laver du her?” Det er den vrede bonde, som er årsagen til, at kun yderst få mennesker har besøgt Valdisholm. Jeg forklarer, at vi har en aftale, og han kører væk igen, stadig med læber og mund i bevægelse.
Denne julidag er Glomma mild, elven er er sort og blank som olie, og kanoen flytter sig knap nok med strømmen. Der er halvtreds meter over til øen, der er så lille, på størrelse med en håndboldbane, at den måske burde kaldes en holm. Jeg smider tøjet og lader mig drive med strømmen for bedre at se borgen fra vandsiden.
Da jeg kravler i land, får min famlende hånd fat i en lang, smal sten på elvbunden. Det er en sten-list, tydeligvis formet af menneskehænder, og den får mig til at tænke på den slags stenarbejde, jeg har set rundt om vinduer på middelalderborge. Jeg lægger den tilbage på stranden.
Den, som havde Valdisholm, havde et fast greb om sejladsen på elven, for der var mindre gennemstrømning i Glomma før i tiden. Præsten Jacob Nicolaj Wilse, som udforskede egnen sidst i 1700-tallet, anslog elvens bredde til at være 20 alen (12,5 meter) på denne strækning, og så smal er den ikke nogen steder i dag.
På lokalhistorisk museum i Askim kan man læse, at vanddybden på østsiden af Valdisholm var så ringe, at man sprængte bunden dybere for at forhindre tømmerstokke i at sætte sig fast under flådning. Der har været fremsat hypoteser om, at det kan have været muligt at vade ud til øen, så Saxos vindebro er tænkelig, selv om der ikke er fundet rester af den.
Når man læser Saxo, får man fornemmelsen af, at de danske krigere har haft deres færden nord for al folkeskik og på steder, hvor både dyr og mennesker var vilde. Dette er en opfattelse, som til en vis grad går igen i senere norsk historieskrivning. Grænselandet mod Sverige er en brudflade med sine egne magtstrukturer.
Fraværet af førstefødselsret opmuntrede til oprør, eftersom alle en konges sønner – også de uægte – havde et legitimt krav på tronen. Kong Sverre Sigurdsson (1177 – 1202) tog den naturlige konsekvens af dette system og tilranede sig kongemagten under dække af et højst usandsynligt kongeligt faderskab.
Årene 1130 til 1240 præges i Norge af borgerkrige. Stadig nye aspirerende konger ønsker at vinde den norske trone med ild og sværd. Og ned ad Glomma kommer en jævn strøm af nye oprørsbander, alle med mer og indre skrækindjagende navne: Birkebeinere, Slittunger, Ribbunger, Vårbelger.
Gang på gang bliver byerne langs kysten plyndret og brændt af folk fra indlandet. Kongerne trækker store vikingeskibe over land fra Oslofjorden for at holde søslag på indsøerne i Glomma. I 1220’erne har kong Håkon Håkonsson fået nok. Han sender straffeekspeditioner ud og bygger en fæstning på Valdisholm.
Den er der ikke meget tilbage af. På holmens højeste punkt er der en lille slette, ikke større end aftrykket af en villa. Rundt om sletten er der rester af mure med mørtel og knuste mursten, ikke noget der ser godt ud på billeder. Valdisholm har utroligt nok aldrig været genstand for arkæologiske udgravninger.
Alt, hvad vi har, er nogle notater fra en jernbaneingeniør ved navn Peder Andreas Blix, som i 1896 på egen hånd foretog udgravninger, hvor han foruden at kortlægge bygningens grundmure påpegede en stor mængde knust teglsten og aske. Han foreslår, at borgen kan være brændt ned, sandsynligvis i de sagaløse århundreder efter den sorte død.
Så hvor blev borgen af? Der er kun skår tilbage efter det, som må have været en betydelig bygning af mursten. Lokalhistorikeren Truls Nygård antyder i bogen Borgen på Valdisholm (1995), at lokale bønder i årenes løb har hentet mursten til skorstene, indtil der ikke var flere at hente. Jeg vil tro, at en hel del mere ligger i elven.
Det er næsten uundgåeligt at betræde samme jord som Skule Jarl. Skule er det mest sammensatte menneske, vi møder i de norske kongesagaer. Det er ham, der styrer landet, mens kong Håkon er barn, som besejrer oprørerne, beroliger kirken og fylder statskassen.
Meget tyder på, at det var Skule, der fik Valdisholm bygget. I borgerkrigens sidste kapitel griber han til våben for selv at blive konge. Snorre Sturlasson tager ungdomsvennen Skules parti og må bøde med livet for det. Skule mente, at påviselige evner var vigtigere end en tvivlsom stamtavle.
Sagaen vidner om et betydeligt intellekt. Et eksempel: Kort før uvenskab går over i fjendskab, møder Skule den unge konge i Bergen. Han har mange skibe med, som ankommer i formation. Kongen har ikke stillet en stol frem til ham. Skule får nogen til at hente en stol – han forstår betydningen af, hvordan tingene tager sig ud.
Kongen lader en kø af stormænd klage over hertug Skule og tager derefter selv deres parti. Skule er gået ind i et opportunistisk bagholdsangreb, omtrent som da Joe Biden for nylig blev anklaget for racisme i en debat med partifællen Kamala Harris. Biden stod fast og stammede sig igennem, men ikke Skule.
”Jarlen rejste sig, da de var færdige, og han begyndte sin tale med:
En vise kan jeg:
Ørnen sad på fjeldet.
Jeg kan en anden vise:
Ørnen sad på sten
alle som en:
Ørnen sad på sten.
Sådan er det også her i dag, sagde han, enhver taler med sin tunge, men det går ud på et, de klager alle over mig. Derpå talte han længe og klogt og nægtede sig skyldig i alle de klagemål, der var rettet mod ham.” Brug af en vuggevise er et retorisk kunstværk.
Krigen bryder ud, og Skule erobrer Valdisholm i 1240. Det sidste, vi hører om borgen, er, at jarlen fjerner ”alle de ting, han havde lyst til” og tager dem med sig. Og så forsvinder Valdisholm ud af historien, før den atter dukker op i en anakronistisk fodnote hos Saxo.
Manglen på ruiner har paradoksalt nok givet plads til vilde spekulationer. Det er lokalhistorikerens paradoks, denne tendens til at gøre sin lille jordlod større og vigtigere, end den faktisk er. Wilse, Blix og Nygård – de tre, der har skrevet om Valdisholm – har alle begået denne fejl.
Nygård hævder, at der kan have været en garnison på 100 mand på Valdisholm, men når jeg sidder på toppen af holmen, virker det ikke særlig sandsynligt. Hundrede kroppe ville havde fyldt mere end hele kastellet. Et dusin mand forekommer mere sandsynligt.
Blix har tegnet en gotisk fantasi over, hvordan borgen kan have set ud, åbenbart inspireret af tyske borge langs Mosel. Men den bygning, han har tegnet, kan der kun have været plads til, hvis den var blev bygget af legoklodser på Valdisholm.
Det er mere sandsynligt, at holmen havde mure af teglsten og var forsynet med trætag. I Håkon Håkonssons saga står der, at kongen lod ”Valdisholm huse”. Dimensionerne er omtrent som et blokhus, som for øvrigt er navnet på et sted lige i nærheden.
En miniborg var sandsynligvis nok til at kontrollere Glomma. I borgerkrigstiden er skalaen lille-mindre-mindst. Til sidst er landet så forarmet, at oprørshæren ofte tæller under hundrede mand. Når hertug Skules død markerer afslutningen på borgerkrigen med ordene ”hug mig ikke i ansigtet”, minder det mere om et bandeopgør end om en krig.
I det fjerne smælder riflerne, som skydes ind til efterårsjagten, der kun er nogle uger væk. Jagt er tegn på mandighed i Indre Østfold. En råbuk svømmer over Glomma, væk fra skyderiet. Jeg følger den med øjnene og bliver opmærksom på en mandsskikkelse, der står og stirrer demonstrativt på mig hen over vandet.
Jeg får en besked på mobilen. Det er grundejeren. Han er i harnisk. Han vil have mig væk. Han har en række usandsynlige grunde til, at jeg ikke kan overnatte på Valdisholm. Bønder er sommetider sådan, jordsyge. Det smerter dem at se andre mennesker på deres jord, allemandsret eller ej.
Da forsøgene på at tale den arrige landmand til ro er slået fejl, pakker jeg hængekøjen, som jeg lige har spændt ud mellem to fyrretræer, ned igen og padler tilbage over elven. Jeg kører langsomt gennem sommernatten og får følge af en elg, der lunter langs vejen i en så ejendommelig gangart, at vi har et særligt ord for det – ordet at ”elge”.
Vi lever i ruinerne af fortiden. Ian Buruma kalder 1945 for ”år nul”. Krigen med stort ”K” var et politisk, økonomisk og kulturelt brud. Den er blevet stående som en væg mellem os og en fortid, som vi ikke kender, men som er vores fælles arvegods. Det, som adskiller vores levevis fra den generiske globalisme.
I Norge var interessen for middelalderhistorie en bølge i årene omkring forrige århundredskifte. Den, der er interesseret i gravhøje, stencirkler og bygdeborge, er som regel henvist til gamle skrifter. Vor tids arkæologer graver mest foran bulldozere ved nybyggerier, deres mange opdagelser er lite kendt.
Universitetet i Oslo har næsten ingen middelalderhistorikere, for den politisk ladede ”globalistorie” har helt taget overhånd. Adrian Wooldridge skriver i The Economist (18.07.19): ”Historikere bruger livet på at lære mere og mere om mindre og mindre og producerer smalle ph.d.-afhandlinger uden almen interesse.”
Han fortsætter: ”Under den gamle ordning fik studenterne i det mindste en forståelse af deres eget lands historie. I dag studerer de ofte et sammensurium af særemner, der ikke holdes sammen af noget, og som ikke giver nogen forståelse af en overordnet historisk udvikling.”
Det passer også i Norge. Historikerne har tabt deres samfundsopgave af syne. De fleste nordmand kender ikke navnet på en eneste historiker ansat ved universitetet. Wooldridge slutter af med den udslidte frase om, at ”den, der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den”.
Vi lærer ikke af historien, hovedsagelig fordi historien ikke gentager sig. Vår tids kommentatorer derimod, gentager sig selv. Historiske analfabeter advarer os dagligt om, at alt – næsten alt – er en parallel til nazismen. Vores eget lands historie er ikke tilstrækkeligt velkendt til, at den bruges i eksempler.
Det er svært at erkende, at vores informationsmættede tidsalder også er en ”uoplysningstid”, en tid, hvor den jævne skandinav er bedre bevandret i Ringenes herre end i den norrøne verden, som inspirerede Tolkien. De kender troldmanden Gandalf, men ikke den faktiske Gandalv.
Norge er et lille land med en gigantisk historie. Men norske historikere er uinteresserede i den form for historie, der vækker folks interesse; de skriver ikke om krig, herskere og borgere. De forstår ikke, at udtrådte sko og karbondaterede bålpladser er for viderekomne, og at interessen først skal tændes.
Dette er dog samtidig en fantastisk mulighed for den kommende generation, som kan få glæden af at genopdage kilderne fra 1800-tallet og være del af en genfødsel, en renæssance for national historie. Først må de tilsidesætte arven af aske.
I en tid præget af rodløshed kan historie genfortrylle verden. Fantasien binder os til dem, der har vandret ad disse stier, svømmet i disse elve, trukket sværdet på disse sletter. Det vekker nysgerrighed. Derfor skal vi tilgive lokalhistorikerne, som forestiller sig en kongeborg på et sted, hvor der engang stod et blokhus.
Oversat af Claus Bech