ASLE TOJE
Daytona er Amerikas største racerløb.
En forherligelse af tapperhed, fart og motorlarm. Uden for stadion står der svovlprædikanter med megafoner. Publikum bliver advaret mod spiritus og sex uden for ægteskabet. Der tales meget om cheeses – hvilket slår mig som besynderligt, eftersom Florida ikke er kendt for sine oste. Efter nogle minutter går det op for mig, at det er Jesus, vor herre og frelser, der tales om.
Folk i køen råber ufinheder og lattermilde forbandelser tilbage.
USA er midt i en stribe demografiske forandringer. I befolkningen som helhed er hvide amerikanere ifølge United States Census Bureau stadig i flertal i 49 af de 50 delstater. Hvide amerikanere født efter 2007 er i mindretal, de er den største minoritet. Hvide har lave fødselsrater.
Køen i Daytona viser Amerika før globaliseringen. Der er omkring 10 procent sorte ligesom andre steder i befolkningen, mens resten er hvide amerikanere. De fleste har en baseballkasket på hovedet, en hel del med ordet »Murica« i panden. Jeg forstår ikke, hvad det betyder, og spørger en forbipasserende. Han svarer: »Am-murrica!«
Overalt er der amerikanske flag. Daytona er også et patriotisk ritual. I bogen Hillbilly Elegy (2016) af J. D. Vance beskrives den hvide arbejderklasses tilknytning til Gud og fædreland som identitetsmarkører: »Bedstemor havde altid to guder: Jesus og Amerikas Forenede Stater. Jeg havde det på samme måde, og sådan var det også for alle andre, jeg kendte.«
Præsident Trump åbner Daytona 500. Han erindrer os om, at »uanset hvem der vinder løbet, er det Gud, familie og fædreland, der betyder mest«. Han taler om soldaterne, der har ofret deres liv for at »forsvare vores land og vores flag«. Hver anden sætning får jublende bifald.
Vance påpeger i sin bog, at den hvide arbejderklasse går stadig mindre i kirke, og at skilsmisseraterne i denne samfundsgruppe er blandt de højeste i USA. Kun i Frankrig og Sverige udsættes børn oftere for mødre med tre eller flere samlivspartnere. Ikke desto mindre jubler de hæmningsløst.
Trump slutter af med at sige til kørerne, at de nu skal køre »300 hjertegribende miles« rundt på banen og konkurrere om »den rene amerikanske ære«. Da han slutter af med sangen »God Bless America«, råber de 100.000 tilskuere taktfast USA! USA!, mens F-16-jagerfly tordner hen over anlægget.
Trump er kommet til sine egne, og han tager en runde på banen i en sort limousine, der går under navnet »The Beast«. Bag præsidenten kører racervognene i kolonne. Kørerne har navne som Kurt Busch, Kevin Harvick, Ryan Newman, Tyler Reddick og Bubba Wallace Jr.
Amerikansk patriotisme er anderledes end den europæiske udgave. Den er mere brovtende og mere angloprotestantisk, hvis man skal tro Harvard-professoren Samuel Huntington. Han mener ikke, at USA er en nation af indvandrere, ikke i kulturel forstand. I bogen Who Are We? skriver han: »Ville Amerika have været, hvad det er i dag, hvis det i 1600- og 1700-tallet ikke var blevet koloniseret af britiske protestanter, men derimod af franske, spanske eller portugisiske katolikker? Svaret er nej. […] I så fald ville det have lignet Quebec, Mexico eller Brasilien.«
Huntington mener, at senere indvandrere har assimileret sig til den unikke blanding af britisk kultur og protestantiske værdier. Hvide amerikaneres ejerskab til nationen udtrykkes af skuespilleren Matt Damon i rollen som Edward Wilson i filmen The Good Shepherd (2006):
Joseph Palmi: »Lad mig spørge dig om noget. Vi italienere, vi har vores familier, og vi har kirken; irerne har hjemlandet, jøderne traditionen; og de sorte har deres musik. Hvad med jer, mr. Wilson, hvad har I?«
Edward Wilson: »Amerikas Forenede Stater. I andre er her bare på besøg.«
Kognitivt klassesamfund
Nascar-løbet er besynderligt. Bilerne er næsten identiske, og de kører rundt og rundt i ring. Den, der kører først i rækken, når løbet starter, har alle chancer for at vinde, og det sker kun sjældent, at positionerne skifter. Farten ligger på cirka 300 km i timen, og når de kører forbi, lyder det, som om de gennembryder lydmuren.
Larmende og tilrigget. Det kunne være en metafor for et USA, hvor man påstår, at »enhver kan blive præsident«, men hvor den socioøkonomiske mobilitet er lav. Siden 1980 har amerikanerne kun bevæget sig lidt op eller ned fra den ene sociale eller økonomiske
klasse til den anden, og mobiliteten er lavere end i Skandinavien.
Bogen Coming Apart: The State of White America (2012) af Charles Murray er en moderne klassiker. Murray hævder, at gudstro, flid, arbejdsmoral og familie stadig står som stærke værdier i overklassen, mens de tilsvarende værdier er blevet svækket i underklassen. Her er skilsmisser, arbejdsvægring og gudløshed fremherskende.
For Murray er det mennesker med en høj intelligenskvotient, der nemmest befæster sig i samfundets øverste lag, fordi kognitive evner er den sikreste indikator på produktivitet. Kloge gifter sig med andre kloge og får kloge børn. Han ser konturerne af et klassesamfund baseret på intelligens og med dybe kulturelle kløfter.
Daytona-billetterne er dyre. For 3500 kr. får min søn og jeg to af de billigste pladser i et af svingene. Jeg ser mig om. Jeg ser ingen af de universitetslogoer, som højtuddannede amerikanere går med på T-shirts, baseballkasketter eller sweatshirts for at skille sig ud fra de lavt uddannede.
Jeg spekulerer på, hvordan folk har råd til det alt sammen. En pølse og en øl koster 150 kr. Mindstelønnen i USA er 75 kr i timen. I Hillbilly Elegy beskrives en kultur, hvor de insolvente opfører sig, som om de var velhavende.
I Vances familie var det helt normalt at købe statussymboler, man ikke havde råd til. Den amerikanske kreditkortgæld er på næsten en milliard dollars. En million millioner dollars. Høje renter og gebyrer betyder, at mange aldrig bliver gældfri.
En ung mand med bar overkrop, muskuløs og mejslet som en Abercrombie-model, kravler hen over stolerækken foran os. Han er halvfuld og glad, mens han omfavner en tyk nevø. Han har et 5-tal skrevet med spritpen på den solbrændte ryg. »Jeg er bare så glad for at kunne være her nu, hvor jeg er sluppet ud af fængslet. High five!«
Bag os vræler en kvinde »Donald Fucking Trump! Ten more years!« Hun er tatoveret som en barrista og hønefuld. Hun råber det samme igen og igen, indtil stemmen svigter. Ingen gider fortælle hende, at Trump højst kan vælges for fire år til.
Pludselig hører jeg en irriteret ældre mand sige: »Jeg træder ikke på dine tæer, hvorfor træder du på mine?«
På trods af den megen jubel er stemningen ikke særlig rar. Det er ikke som en fodboldkamp på Ullevaal Stadion i Oslo. Folk er høflige, men smiler ikke til hinanden. En fyr bag os gør honnør for flaget. En gnaven sidemand spørger, om han har været soldat. »Ja, sir. Jeg har været udsendt til Afghanistan to gange.« Den gnavne bliver noget venligere, takker den anden og tilføjer beklagende, at han ikke selv fik chancen på grund af en lidelse, hvis nærmere beskaffenhed drukner i motorlarm.
Nedslidte moteller
Der falder et par dråber regn, og løbet afbrydes. I en halv time tørres underlaget med gigantiske udgaver af de føntørrere, der ellers plejer at høre hjemme på offentlige toiletter. Min søn spørger, hvorfor de ikke kan køre, selv om banen er lidt fugtig, og det undrer også mig.
Jeg går ud fra, at en våd bane ville have skabt større uforudsigelighed. I betragtning af, at Nascar-løbet er en amerikansk nationalsport, er det forbløffende uamerikansk. Siden højdepunktet i 2005 har det da også haft en gradvis tilbagegang, hvad angår antallet af tv-seere og levende publikum. Det lader til, at Trump er publikumsmagneten i år.
Mens banen tørrer, benytter kommentatoren lejligheden til at takke »a couple of guys«, som har gjort det hele muligt. Han takkerne vennerne på Coca Cola, Circle K og General Tires, som om de var lokalbutikker, der havde spyttet i kassen, så landsbyen kunne holde en ordentlig fest.
Så begynder løbet for alvor. Vognene kører i kø efter hinanden og passerer i så høj fart, at man ikke kan dreje hovedet hurtigt nok til at følge dem, når de suser forbi. Kofanger mod kofanger og få centimeter fra betonbarrieren kører de med 250 km i timen. Det er fantastisk.
Så regner det igen. Tunge, tropiske dråber, for Florida ligger langt sydpå. Denne gang bliver løbet aflyst, og publikum dropper ud efter kun 20 omgange. Stemningen er temmelig højspændt., og min søn ser sit første rigtige slagsmål mellem to solbrændte mænd; de slås om penge.
Florida er en mikroudgave af USA – prangende velstand langs kysten, fortove så rene at man kan spise af dem, europæiske biler og how-may-I-be-of-assistance i tide og utide. Indlandet er et helt andet sted med vildnis foran husene, krøllede shorts og tatoveringer. Det er en sydstat, hvor man siger y’all i hver eneste sætning.
Sam Bakers filmiske mesterværk The Florida Project handler om fattige hvide, der bor i de nedslidte moteller rundt om Disney World i Orlando, og om børn, der vokser op i skyggen af den amerikanske drøm. Trist, rørende og sandt, overbevisende sandt.
Mens min kone og børnene er i Disney World, kører jeg rundt til de steder, hvor filmen var optaget. Disney er blevet kritiseret for at betale lavere lønninger end udgifterne til mad og husleje i lokalsamfundet. Motellerne i skyggen af »det magiske kongerige« er præget af amerikansk armod. Fattigt på alt undtagen det materielle.
Minoriteternes majoritet
Demokraterne burde vinde det kommende præsidentvalg. Det amerikanske arbejderparti har journalisterne, universiteterne og minoriteterne. Den amerikanske befolkning bliver stadig mindre hvid, mindre religiøs og mindre middelklasse. Republikanerne burde være en udrydningstruet art.
I statsvidenskabeligt regi blev der i begyndelsen af 2000-tallet skrevet lærde bøger om, at masseindvandring af lavtuddannede latinamerikanere, afrikanere og asiater ville skabe en »minoriteternes majoritet« for det demokratiske parti.
Det har vist sig at være mere kompliceret end som så. Mange minoriteter nærer større uvilje mod hinanden end mod »den hvide mand«, der er summen af al uretfærdighed i deres verdensbillede. Det er også forvirrende, at demokraterne vælger en hvid mand som præsidentkandidat.
Det andet problem er, at det demokratiske parti ikke har forstået, at store dele af USA havde det hårdt under Obama. For mange amerikanere er Obama-årene ikke det tabte paradis, som tv-værterne forestiller sig; der var både småbydød, massefyringer og narkoepidemier.
Trumps største fordel er, at mange demokrater lader til at være villige til at give køb på lønstigninger, et bedre arbejdsmarked og en større vilje til at tage kampen op med medicinalindustrien, hvis de til gengæld kan få en pænere tone i den politiske debat. De synes ikke at forstå, at udhulingen af middelklassen har gjort USA grovere og mere vulgært.
Der er også noget andet.
Der er en hel del akademikere, som mener, at vælgerne motiveres af vidt forskellige ting. Chicago-skolen mener således, at økonomiske interesser er den bedste indikator for, hvordan stemmerne afgives. Dette kan måske medvirke til at forklare, hvorfor Bernie Sanders, »den store omfordeler«, har så stor tilslutning.
For to år siden fik jeg mulighed for at overvære et møde hos Minnesotas norsk-amerikanske demokrater, hvor man diskuterede, hvem der burde nomineres, hvis man ville slå Trump. De foretrak en folkelig, hvid mand fra det indre USA, helst fra en republikansk delstat, men med så lidt tilknytning til Washington som muligt.
De beskrev Peter Buttigieg. Denne »Mayor Pete« har et præsidentegnet CV med både Harvard og Rhodes-scholarships. Han havde arbejdet for Goldman Sachs, før han uselvisk satte sine kræfter ind på et redde sin fallerede hjemby South Bend i Indiana. Han har endda været soldat i Afghanistan i et halvt år. Buttigieg fortalte i sin »stump speech« – den standardtale, der skal holdes mange gange – at han 119 gange havde været »outside the wire«.
Det lyder farligere, end det måske er, og han var sådan set også kun chauffør i Kabul og oplevede næppe ret meget. Forsvaret talte ikke turene, men det gjorde han altså. Det er næsten, som om han lige har dyppet tæerne i krigen for at kunne fortælle om den i en politisk tale. Som for at bekræfte, at Buttigieg er ualmindelig klog, understreges det, at han taler seks fremmedsprog. Inklusive norsk, som ha har lært for at kunne læse Erlend Loe på originalsproget.
Det lyder intellektuelt suspekt. Man lærer muligvis norsk for at kunne læse Hamsun eller Knausgaard. Men Erlend Loe? Loe er eksponent for »litterær naivisme« i en roman som Naiv super med sine viljeløse mænd og ironiske meningsløshed. Ingen kan vel påstå, at det er stor litteratur.
Taler Buttigieg norsk? Svaret kom under et valgkampsarrangement i Las Vegas, hvor en entusiastisk mand blandt publikum bad ham siger: »Det, der sker i Vegas, bliver i Vegas,« på norsk. Buttigiegs ansigtsudtryk er ubetaleligt, nogenlunde som hvis en englænder var blevet bedt om at sige noget på skolefransk. Til sidst kommer det så i et ubeskriveligt toneleje: »Det, der skete i Vegas, skal ligge der.« Man kunne måske tro, at nordmænd ville være de første til at påpege Buttigiegs manglende sprogbeherskelse. Men nej.
Vi nordmænd er så stolte over, at en kandidat til verdens mest magtfulde embede taler norsk, at vi alle sammen er villige til at se bort fra, at Buttigiegs kendskab til norsk åbenbart ikke kommer i nærheden af at tale sproget. Det kan virke ondskabsfuldt at hive det frem her, men det vidner jo også om noget andet.
I amerikansk populærkultur overdriver man ofte intelligensens betydning. På film er personer fra eliteuniversiteter i mange tilfælde ufatteligt kloge, de mestrer snesevis af sprog, henter livsvigtige informationer ud af umulige tekstmængder og kan regne lige så hurtigt som Rain Man. Bortset fra at det kan sandsynliggøre usandsynlige handlingsforløb, legitimerer det også det kognitive hierarki i et USA, hvor intelligens belønnes højere end sved, og hvor Harvard-studenter er overmennesker, der kan lære et nyt sprog bare for at kunne læse en roman.
Buttigieg smed håndklædet i ringen efter primærvalget i South Carolina. Han gav sin støtte til Joe Biden. Kynikere vil måske mene, at hans egentlige mål var at få støtte nok til at bytte sig til en central position, måske som vicepræsident, hvis demokraterne skulle
vinde præsidentvalget i november.
Buttigieg trak sig samtidig med flere andre demokratiske kandidater. Nu er der kun Joe Biden og Bernie Sanders tilbage. De er henholdsvis 78 og 77 år gamle. Den ene har problemer med hukommelsen, den anden med hjertet. De havde begge deres politiske guldalder i 1980’erne.
Demokraterne må endnu en gang vælge mellem et levn fra Clinton-æraen og en gammelsocialist. Og endnu en gang tyder meget på, at Bernie vil få hele partiapparatet imod sig og tabe. Vi er på vej til en genopførelse af præsidentvalget i 2016. Demokraterne lærte åbenbart ikke ret meget af deres nederlag dengang.
Kloge gifter sig med andre kloge og får kloge børn. Han ser konturerne af et klassesamfund baseret på intelligens og med dybe kulturelle kløfter.