I 1831 rejste en ung franskmand,
Alexis de Tocqueville, til Amerika.
Han havde fået et stipendium til at
skrive om reformer i det amerikanske
fængselsvæsen, men den bog,
han skrev, anslog et bredere tema.
Bogen – “Demokratiet i Amerika”
– handler om den brydningstid,
som USA var inde i; en epoke,
hvori demokratiets udbredelse forvandlede
den amerikanske måde
at leve på. Bogen beskæftigede sig
med, hvad frihed som livsstil betyder
for den måde, folk betragter sig
selv på, hvordan de forholder sig
til hinanden, og hvordan borgerne
anskuer samfundet.
Tocqueville betragtede den demokratiske
kultur både som udtryk
for håb og som en trussel.
Den franske aristokrat var både
forført af og forfærdet over den
samfundsorden, han så vokse frem
i USA. Set med Tocquevilles øjne
er det middelklassens dyder, der
dominerer i demokratier, og middelklassen
ved at værdsætte kvantitet
og penge, men er dårlig til at
anerkende kvalitet og værdier, der
ikke kan købes.
Han advarede mod, at demokratiske
samfund ønsker tilstande,
hvor vi kender prisen på alt, men
ikke værdien.
Jeg kan huske, at jeg var misundelig,
da jeg første gang læste Tocqueville
som student. Misundelig
på grund af muligheden for at have
levet, da samfundsvidenskaben
var i sin barndom, før barriererne
mellem statsvidenskab, sociologi,
økonomi og antropologi havde
vokset sig høje; for at have levet i
en mere spændende tid, da den
gamle samfundsorden var ved at
give efter for noget nyt.
Året før Tocqueville foretog sin rejse,
brød en ny fransk revolution ud.
Gadekampene fik ikke den store
historiske betydning, men de inspirerede
Eugène Delacroix til at
male et af historiens mest berømte
malerier – “La Liberté guidant le
peuple”, “Friheden fører folket” –
hvor en kvinde med blottede bryster
fører folket hen over barrikaderne
over de faldnes kroppe med
et gevær i den ene hånd og Trikoloren
i den anden. Revolutionsfanen
farver mit lands flag og
mange andres. Rødt, hvidt og blåt.
Og til farverne knyttes de tre
ord, der har fulgt os siden: frihed,
lighed og broderskab. Mange af de
ideologiske stridigheder, der fulgte,
opstod just i forsøget på at finde
en balance mellem disse tre
ord. Hvor megen frihed, hvor megen
lighed og hvor megen enhed
eller broderskab? De tre mest mobiliserende
ideologier i moderne
historie fik hver sin favorit – liberalismen
(frihed), socialismen (lighed)
og nationalismen (enhed).
Desværre glemmer ideologerne
ofte, at et godt samfund finder en
balance mellem de tre dele – målet
er ikke at dyrke et enkelt ideal og
fortrænge de andre.
Efter socialismens død har liberalismen
haft medvind. I dag er alle
mainstreampartier i Vesteuropa
liberale. Socialliberale, liberalkonservative,
javel. Men liberale
alle som en. Enkelte mener, at liberalismen
som nationalismen og
socialismen før den er ved at mutere,
ved at blive antidemokratisk.
Eliten har smuglet magten ud af
parlamenterne som en fange, der
smugler sand ud i lommerne
under gravning af en flugttunnel:
Selvstyret outsources til Bruxelles,
jobbene til lande med lave omkostninger,
frivilligheden til staten
og moralen til kultureliten. »Vi er
ved at nå et punkt, hvor medlemsstaterne
har afgivet så megen
magt, at de folkevalgte bliver ligegyldige,
« siger Dieter Grimm, der
er tidligere dommer ved den tyske
forfatningsdomstol, til avisen
Frankfurter Allgemeine. »Vælgerne
vil da blive reduceret til at krydse
stemmesedler af uden reel indflydelse.
«
Stedse voksende problemer med
hensyn til pension, sundhedsvæsen,
kriminalitet og skatteniveau
ser ud til at være havnet
uden for de folkevalgtes rækkevidde.
År med statsstøttet kulturradikalisme,
værdirelativisme og multikulturalisme
har blot bidraget til
at øge fornemmelsen af fremmedgørelse
i Europa.
Mange, specielt i flertalsbefolkningen,
føler i dag, at de står uden
repræsentation. Måske afdøde
ideologier ikke er demokratiets
værste fjende? Tocqueville mente,
at demokratiernes værste fjende
ville være de korrumperende mekanismer,
der er indbygget i selve
demokratiet. Måske får han ret.
I lighed med Tocqueville lever vi
også i en brydningstid. Det landkort,
der blev tegnet under Den
Kolde Krig og spejlvendt i de idealistiske
1990’ere, svarer ikke længere
til landskabet. De arvede skabeloner,
begreber, som vi har brugt
til at forstå, hvad der er godt,
sundt, rigtigt og vigtigt, dækker
kun dele af vore dages virkelighed.
Finanskrisen fører en djævelsk
strøm af dårlige nyheder med sig.
Den dårligste er strukturel og langsigtet:
Middelklassen svinder ind.
Det er urovækkende, fordi en bred,
ejendomsbesiddende middelklasse
danner rygrad i vestlige demokratier.
Finanskrisen er ved at blive en
krise for vor samfundsorden. En
svulmende velfærdsstat er for dyr i
drift i en ny økonomisk virkelighed.
Negativ demografi og skrøbelig
værdiskabelse gør denne udfordring
reel. Finanskrisen gør den
akut. De seneste valg har vist, at de
nationale eliter i Europa ikke længere
ved, hvordan de skal appellere
til de millioner af vælgere, som
ikke kan finde middelklassearbejde
i den postindustrielle økonomi,
den nye klasse af mennesker på
overførselsindkomst i forstæderne,
de fremmedgjorte indvandrere,
som troede på multikulturalismens
luftkasteller, de barnløse og
de grånende borgere, som har fået
deres identitet nedbrudt og nedvurderet
af eliteidealister.
I bogen “Rødt, hvitt & blått” har jeg
skrevet essays om 12 af de temaer,
jeg finder mest presserende, bl.a.:
Hvad sker der, når arbejderklassen
bliver til en klasse af mennesker på
overførselsindkomst? Hvorfor
svækkes kristendommen, når islam
styrkes? Hvorfor har etablerede
idealer som europæisk integration,
socialisme, ja, selv kunsten
mistet deres mobiliserende styrke?
Hvad er konsekvensen af, at europæere
får for få børn og ikke skaber
plads til de unge på arbejdsmarkedet?
Hvorfor vækker kombinationen
masseindvandring og
multikulturalisme så stærke følelser?
Hvorfor vokser de nye højrepartier
sig stærke i Europa – og
hvorfor er nationstanken på vej
tilbage? Og hvilken virkning har
disse tendenser på vore tanke- og
handlingsmønstre?
Jeg er privilegeret. Mit arbejde
som omstrejfende akademiker har
givet mig mulighed for at rejse
rundt på kryds og tværs i Europa.
Jeg er rastløs af natur, så når møderne,
forelæsningerne eller konferencerne
har været forbi, er jeg
gået ud for at se på livet i stedet for
at sidde på hotellet. Der er mange,
der er klogere end jeg, men jeg ynder
at tro, at jeg indhenter noget
af det ved at være nysgerrig og
åben.
Ofte er jeg søgt i retning af de
områder, hvor der er stor spænding,
hvor tendenser, som vi kun
aner konturerne af i Norge, fremstår
i stærke farver. I mange tilfælde
er disse områder tilholdssted
for dem, der lever på “bunden” af
samfundet. Denne interesse kommer
af, at jeg er blandt dem, der
mener, at de store tendenser i samfundet
og den skæbne, som vi ikke
kan løbe fra, kommer nedefra.
En samfundsordens sygeleje kan
være en kilde til optimisme og tro
på fremtiden. Dagens Europa er
præget af det modsatte. Politiske
systemer har en tendens til at bevare
deres legitimitet, så længe de
er leveringsdygtige i to ting: velstand
og arbejdspladser. Dagens
Europa kæmper med begge dele.
Når krybben er tom, bides hestene.
Da bliver faktorer som klasse, kultur,
religion og etnicitet mere mobiliserende.
Der er for tidligt at sige noget
om tab og gevinst. Brikkerne er
fortsat i spil. I historien er faktorernes
orden ikke ligegyldig, og summen
er ikke konstant. De, der mener
at kunne læse fremtiden i nyhedsbilledets
kaffegrums, er oftest
medium for en eller anden afdanket
ideologi.
Verden af i går efterlader os ikke
med et landkort over næste epoke;
kun en bunke tilsyneladende uløselige
problemer, som gør det
umuligt at fortsætte som før.
Trykket i Jyllandsposten Torsdag den 15. november 2012