London. Metropolen er rig og fattig på samme tid. Bydele som Chelsea og Kensington ligger hen i mørke, fordi de rige ejere bor andre steder, mens kvarterer som Hackney og Ilford har for mange kroppe til for få værelser. Den britiske hovedstad er ikke længere et sted for middelklassen.
Af Asle Toje
London, Europas mest globaliserede by. Af de rundt regnet otte millioner indbyggere udgør hvide briter nu under halvdelen. Byen er rig og fattig på samme tid. Bydele som Chelsea og Kensington er mørklagte, fordi de rige ejere bor andre steder, mens kvarterer som Hackney og Ilford har for mange kroppe til for få værelser.
Fattigdomsstatistikken for perioden fra 2004 til 2010 afslører, at de fleste af de kvarterer, som er blevet markant fattigere, ligger i det ydre London, mens centrum er blevet rigere. Byens metroland sidder som et beskidt pandebånd rundt om det velplejede centrum. Borgerskabet flytter væk fra undergrundsbanekortet og erstattes med arbejder-indvandrere, der er så talrige, at de kan betegnes som en hel klasse.
Den franske geograf Christophe Guilluy har påvist, at den hvide middelklasse er på vej væk fra Europas metropoler. Og det gælder ikke kun Paris eller London. Den samme udvikling finder sted i storbyer fra Madrid til Göteborg. Mellem 2001 og 2011 faldt antallet af hvide briter i London med 600.000, selv om byen i samme periode fik en million nye indbyggere.
Rige londonere har ikke brug for middelklassen, men derimod for barnepiger, skraldemænd, chauffører og kokke. Stadig flere af disse erhverv overtages af indvandrere. Kombinationen af faldende lønninger for ufaglært arbejde, færre faste stillinger og flere ansatte på timebasis har skabt en underklasse, som briterne kalder »arbejdende fattige«.
Før jeg rejste til England, ringede jeg til Ben Judah, en forfatter, der har ry for at være ekspert i det nye London. Han anbefalede mig bydelen Ilford som base. Ilford er ikke på rejseguidernes liste over seværdigheder, og hoteltilbuddene er derefter. Jeg ville strække rejsepengene så langt som muligt og bestilte derfor et værelse på Banks Hotel. Det var ikke nogen god idé.
Vejen til receptionen var en spidsrod mellem hjemmetatoverede russere; ; vodkaånde og cannabisrøg. Hotellet er en labyrint af uensartede værelser. I mit var der et vindue ud til spisesalen. Husreglementet på væggen inkluderede det sædvanlige forbud mod rygning samt nogle lidt mere usædvanlige advarsler mod brug af narkotika og elektrisk værktøj på værelset.
Set i bakspejlet erkender jeg, at jeg burde have tjekket anmeldelserne på TripAdvisor. For mens femstjernede hoteller er gode på den samme måde, er tostjernede hoteller dårlige hver på sitt eget vishver sin måde. Side efter side med indlæg og overskrifter som: »Jeg skulle have sovet i bilen.« »Hvorfor lå der brugte kondomer på gulvet i værelset?« og gengangeren: »Tag aldrig et værelse her!«
Banks Hotel finder sit klientel i den cigaretrygende europæiske arbejderklasse. Et flertal af bilerne på parkeringspladsen var hvide varevogne. Da jeg gik ud for at spise, stødte jeg ind i en klynge multietniske prostituerede i miniskørter og glinsende læbestift. Alle verdenshjørner var repræsenteret. Der lugtede af fisk i deres trækvind.
Forfald i Ilford
Ilford er en landsby, der engang blev opslugt af London. Den ligger langt fra centrum, over en time med tog. Tjenestefolk har som regel ikke råd til at bo i de indre kvarterer. Den manglende centrale beliggenhed opvejes ikke af større komfort. Langs hovedgaden i Ilford ligger gamle rønner side om side med elementbyggede nye huse i hastigt forfald. Visne planter er den almindeligste vinduespynt.
Det mest slående ved Ilford er, at kvarteret ikke er England. Jo, gadenavnene er på engelsk, og arkitekturen er engelsk, men englænderne mangler. Alt andet, som vi forbinder med engelsk kultur, mangler også – høflighed, tweed, hatte, selvironi, klassemarkørerforskelle. To tredjedele af befolkningen i Ilford er indvandrere, og der lader ikke til at være tale om nogen nævneværdig integration.
Oxfordprofessoren Paul Collier har påpeget, at den hastighed, hvormed indvandrere tilegner sig britisk kultur, lader til at være langt mindre end antaget. Han finder en del af svaret i, at vi alle kun har et begrænset antal sociale interaktioner med hinanden i løbet af dagen, og når antallet af migranter stiger, vil en større andel af den slags interaktioner foregå mellem indvandrere. Resultatet bliver manglende assimilering.
På disken i The Grill Hut står der indsamlingsdåser til tre forskellige islamiske projekter. Kassemanden Mahmoud kan fortælle, at han efter 32 år i Storbritannien endnu ikke anser sig for at være brite. Gautam Malikani skriver om dette emne i bogen Londonstani fra 2007, det vil sige om indvandrere, der svinger mellem at markere afstand fra kulturen i England og tilslutte sig den.
Nu et årti efter, at bogen fik ufortjent gode anmeldelser, synes udfordringen at være, at de kulturelle læremestre har forladt scenen. Store dele af Ilford er befolket af lavtuddannede indvandrere fra en halv snes forskellige lande, som har slået sig ned i en evakueret by. På Cranbrook Road ombygges den anglikanske kirke til lejligheder.
Hadprædikanten og IS-entusiasten Anjem Choudary er Ilfords mest berømte bysbarn. I parken ved Loxford Lane er flertallet af kvinder klædt i burka. Udvider man synsvinklen, ser man dog også en muskuløs sort mand, der træner med nøgen overkrop, polske arbejdere, der spiller fodbold med lænkesmykker om halsen, og to bebrillede kinesere, der stirrer på deres fødder, når de går.
Rumæneren
I hjørnet af parken ligger et gammelt hus, der næsten er forsvundet bag træer og vegetation, et hus, der er smukt på en Hans-og-Grete-agtig måde. Jeg prøver at komme ind, men bliver standset af trådhegn. Da jeg går videre, kommer en frygtsom mand efter mig. Han spørger, hvorfor jeg vil ind i huset. Han virker ufarlig og nervøs. Da jeg spørger, hvorfor han vil vide det, svarer han: »Fordi jeg bor der.«
Manden hedder Calin Katalin og er 35 år. Han flyttede fra Rumænien til London for fem år siden. Han undskylder for sin påklædning og for lugten. »Det er ikke så nemt at holde sig pæn i tøjet, når man sover på en fugtig madras.« Han forklarer, at det forladte hus er fuld af affald, men at han har ryddet et af værelserne for at have et sted at sove.
Calins historie ligner mange andres. Han kom til London med alle sine sparepenge, som han brugte på at få de nødvendige certifikater som bygningsarbejder. De første tre år var gode, og han tjente omkring 150 kr. i timen som gelændermontør. Han delte et værelse med fem andre rumænere og betalte 3000 kr. om måneden for det. Resten sendte han hjem til sin far.
I september sidste år blev det næste byggeprojekt udskudt. Han ventede i uge efter uge uden at få løn. Til sidst var sparepengene brugt op. Bolighajen smed ham ud og overlod hans seng til en anden. Nu sad han og ventede på, at en af de gamle værelseskammerater skulle komme forbi på vej hjem fra arbejde og måske give ham lidt penge til mad.
Calin hoster. En dyb, rallende hoste, der er alt for voldsom til en så mager mand. Han tror på, at han får det bedre, hvis bare byggeprojektet kommer i gang igen. »Hvad siger formanden, når han hører din hoste?« spørger jeg. »Tror du, han giver dig lov til at arbejde?« Calin svarer sammenbidt, at han har arbejdet på byggepladser, siden han var 16 år, og at han er hårdfør. Men han har feberglans i øjnene.
»Hvorfor finder du dig ikke et herberg?« Fordi han ikke mener, at han er hjemløs. Ikke desto mindre havde han forsøgt, men det tager sin tid at få plads.
Kronisk fattige
Solen bryder gennem skyerne, og Calin lukker øjnene i mod himlen. Han forklarer, at hvis han skal have sengen på femmandsværelset tilbage, skal han betale fire ugers leje som forskud. Men arbejdsgiveren udbetaler ikke forskud. »Jeg bliver nok nødt til at tage et lønningsdagslån,« siger han uden at åbne øjnene.
En undersøgelse fra januar 2018, gennemført på initiativ af Royal Society of the Arts, viser, at syv ud af ti britiske arbejdere er »kronisk fattige«. En tredjedel har under 5000 kr. i sparepenge.
En skrupelløs kreditsektor låner de fattige arbejdende penge frem til næste løncheck mod en passende ågerrente. Denne sektor er mere end fordoblet siden finanskrisen. Den tegner sig nu for over 20 procent af alle lån. Det er dyrt at være fattig i Storbritannien.
Jeg spørger Calin, hvorfor han ikke bare rejser hjem. »London er en rig by, der er mange muligheder her,« svarer han. »I Rumænien er der ingen jobs.«En af virkningerne af EU-udvidelserne i sydøst er, at staterne i Sydeuropa kun i ringe grad har tiltrukket sig økonomisk aktivitet. De er snarere blevet hjemsted for andre landes billige arbejdskraft. En femtedel af den rumænske arbejdsstyrke befinder sig uden for Rumænien.
Jeg spørger, om han har pårørende derhjemme. Nej, han havde en forlovet, som skulle være fulgt med, men hun var ham utro. Uopfordret fortæller han så, at han i flere uger loggede ind på kærestens Facebook-konto. Han fulgte hendes forhold og fandt på spørgsmål, der fik hende til at lyve for ham. »Det blev efterhånden underholdende!« Dette sagt med en grimasse.
Charles Dickens beskrev i 1800-tallet et London, der nu er genopstået med indvandrere i rollerne. Mænd som Calin Katalin slides op og viskes ud. Datingsiderne på det rumænske websted Anuntul er et tidsvidne. Side efter side med annoncer, der er rørende i deres enslydende, proletariske søgen: »Mand, X år, arbejder. Søger seriøst forhold med ægteskab for øje. Ryger ikke, drikker kun lidt.«
Trevor Philips har stillet op som borgmesterkandidat for Labour og er noget af en kapacitet, hvad angår integrationen i London. Han er selv af afro-caribisk herkomst. Han giver sig tid til at tale med mig, mens han gør sig klar til en af den slags sammenkomster, som London-eliten deltager i flere gange om ugen. Mørk habit og vin.
»Migranter begynder på bunden og må arbejde sig op, det er ikke noget nyt,« fortæller han mig. »Jeg er selv vokset op i et fattigt migranthjem i Wood Green som den yngste af ti søskende. Muslimer og sorte får mere opmærksomhed. Men når man ser på statistikken, har fattige hvide det faktisk dårligere,« mener han.
Det stemmer med, hvad The Economist skrev allerede i 2006: »Nationens mest udsatte gruppe i absolut og relativ forstand er fattige, hvide briter.«
I efterårets mest omtalte fagbog, Whiteshift, skrevet af en professor ved Birkbeck College, Eric Kaufmann, påvises det, at hvide briter marginaliseres, blandt andet fordi de er afskåret fra at definere deres kollektive egeninteresse på linje med andre etniske grupper. Britisk identitet er blevet en laveste fællesnævner, der er åben for absolut alle og tømt for indhold og sammenhold.
Tatoveringer og sprit
Et interessant aspekt af det etniske London-kort er, at de største koncentrationer af englændere nu findes i henholdsvis øst og vest, i hver sin udkant af byen. En halv times kørsel fra Ilford langs Themsen ligger havnebyen Tilbury. Det er stadig en overvejende engelsk småby med 83 procent briter i 2011, ifølge de lokale myndigheder.
Denne forhenværende værftsby er et billede på den britiske arbejderklasse. På vejen ind mod Tilburys centrum er der mange tatoveringsbutikker og spiritusudsalg. Da komikeren Sacha Baron Cohen skulle finde et sted at indspille en film om den dekadente, hvide arbejderklasse i Grimsby, valgte han ikke byen Grimsby, men indspillede filmen i Tilbury.
I skyggen af Amazons gigantiske, gennemautomatiserede lagerbygning ligger Thurrock, et kvarter med bebyggelse af ringe højde. På mange af husene er der klistermærker på dørene: »Attention. No cold calling. We will not open the door and will inform the police.« Der er høj kriminalitet i Tilbury. Mellem 2016 og 2018 blev der anmeldt 689 tilfælde af »asocial opførsel«.
Forsøgene på at få folk i tale går dårligt. Efter at jeg er blevet opfordret til at ryge og rejse på fire forskellige måder, vælger jeg en anden fremgangsmåde. Charlie M. er en 70-årig mand klædt i flonelsskjorte og grå joggingbukser; han står med en flaske mælk i et indkøbsnet. Jeg siger, at min kone har fået et job hos Amazon, og at vi overvejer at flytte familien fra Norge til Tilbury. Vil han anbefale det?
Charlie leder efter ordene, inden han svarer: »Under ingen omstændigheder. Det skal I virkelig ikke gøre. Det her er ikke noget godt sted at vokse op. De unge her …« Som for at fuldføre sætningen kører en Vauxhall forbi på den mennesketomme gade. En ung mand læner sig ud og brøler med et ansigt fordrejet af raseri: »Se så for helvede at gå til side!!!« Gamle Charlie skynder sig forskrækket ind på fortovet.
Den hvide arbejderklasse udgør rundt regnet en tredjedel af den britiske befolkning. I butikken Card Crazy arbejder Peter Cartwright. Han mener, at Tilbury får en stedmoderlig behandling, dels fordi andre etniske grupper har stærkere talsmænd, dels fordi »de jobs, som britiske arbejdere før ville have fået, nu overtages af lavtlønnede østeuropæere«. Tilbury er overflødig.
Jeg spørger, om der er problemer med racisme i Tilbury. Han virker oprigtigt overrasket. »Der er ikke nødvendigvis ret meget racisme her, men folk bryder sig ikke om at se, at andre, der er kommet til landet for nylig, lever bedre end de selv.« Cartwright mener, at en stor del af problemerne skyldes, at skolerne er dårlige. Eleverne ender ofte på bistand ligesom deres forældre.
Han tilføjer, at der findes en arbejderkultur, hvor man finder sammenhold ved at holde hinanden nede. Det får mig til at tænke på en formiddagsberuset mand på pubben The World’s End. Mens jeg ventede på min mad, bedyrede han først, at folk i Tilbury »holder sammen og hjælper hinanden«, men straks efter afskrev han sine naboer som en »flok uduelige skiderikker«.
Undergrundsbanens sociologi
Jeg har set nok til at tale med Ben Judah. Vi aftaler at mødes ved indgangen til Shepherd’s Bush Market. Efter et kort håndtryk er vi på vej i rask march gennem dette store marked.
Judah deler rundhåndet ud af sin viden: »Dette marked blev reddet af idealister. Men nu er det først og fremmest en front for kriminelle. Boderne hvidvasker profitter andre steder fra.«
Han fortæller, at det er hans egen jødiske oprindelse, der ligger til grund for hans interesse for indvandrere. »Der er cirka 600.000 ulovlige indvandrere i London, vidste du det?«
I bestselleren This is London har Ben Judah interviewet polakker, somaliere, afghanere og nigerianere i kvarterer som Beckton, Upton Park, Edmonton og Harlesden, og han beskriver, hvordan det gamle London er erstattet af en »pseudoglobal megaby« med få rige og mange fattige.
Kortet over Londons undergrundsbane har ikke forandret sig ret meget siden 1979. Zone 1 er fortsat centrum; zone 2 er bykernen, og zone 3 til 6 er forstæderne. Dengang var zone 1 forbeholdt Storbritanniens overklasse og højere middelklasse, mens zone 2 var nedslidte indvandrerkvarterer og resten et kludetæppe af arbejder-og middelklassekvarterer.
I 2018 har dette ændret sig drastisk, fortæller Judah. Lejlighederne i zone 1 ejes nu overvejende af tilflyttere fra Rusland, Kina og Golfen. Det britiske etablissements børn har ikke råd til at bo her længere. Zone 2 opklassificeres og bliver i stigende grad hjemsted for den barnløse, aspirerende middelklasse, mens migranterne skubbes ud til forstæderne.
Judah viser vej. På vej gennem Shepherd’s Bush forklarer han, at Margaret Thatchers boligreformer skabte en ny udlejerklasse, som fik den hvide arbejderklasse til at købe deres egne sociale boliger og leje dem ud til indvandrere. Selv flyttede de ud i periferien.
Vi standser foran en skomager, hvor Judah indleverer et par sko. »Du skulle prøve at tale med skomageren; han tilhører den engelske arbejderklasse. Spørg, hvordan han stemte under EU-afstemningen; spørg, hvad han synes om migranterne!«
Videre, videre. Hen ad en gade i Notting Hill. Judah peger på en parkeringsplads med kæder omkring. Den er blevet solgt for nylig. Prisen var over en million kroner. På denne gade bor der tyske ingeniører og schweiziske finansmænd. Hen ad en anden gade. Han peger på noget socialt boligbyggeri. »I den ejendom bor de mest forgældede mennesker i hele London. Jeg ved ikke hvorfor; jeg burde sådan set finde ud af det.«
Hvert eneste skilt og hver eneste facade rummer en historie. Vi går forbi en Pret a Manger-sandwichshop: »Dette er globaliseringen i praksis; ejet af amerikansk kapital og i det store og hele drevet af underbetalt, indvandret arbejdskraft.«
Grenfell Tower
Til sidst står vi foran Grenfell Tower. I juni 2017 udbrød der brand i dette højhus. Det var sandsynligvis en gnist fra et køleskab på fjerde sal, der startede katastrofen. 72 mennesker omkom.
The Guardian skrev: »Sammensætningen af de omkomne viser, hvor mangfoldigt, åbent og tolerant Storbritannien er blevet i løbet af de sidste 30 år.« Kun syv af ofrene var hvide briter.
»Katastrofen blev et nationalt traume. Nogle ønskede at lægge skylden hos lokale myndigheder og et igangværende istandsættelsesprojekt. Andre bebrejdede brandmændene, der nåede for sent frem, og andre igen mente, at årsagen var, at der boede for mange mennesker i lejlighederne.«
Grenfell Tower er indhyllet i en kæmpemæssig presenning, hvorpå der er skrevet »Grenfell forever in our Hearts.«
Teksten forekommer mig at være lidt for sentimental til at være forfattet af briter. »Mener de virkelig, at den hæslige betonblok altid vil være i deres hjerter?« spørger jeg. Judah smiler. »England er blevet en sentimental nation. Især efter prinsesse Dianas død er offentlige følelsesudbrud blevet socialt acceptable, respektable, ja, forventelige. Jeg tror, det har noget at gøre med tabet af imperiet, tabet af sig selv.«
Oversat af Claus Bech
Leave a Reply