Trykket i Weekendavisen 03. februar 2022 .

Det norske narrativ. Talebans besøg i Norge er en indikator for, hvilken vej vinden blæser i international politik

I januar i år fik Taleban, et regime som intet land i verden anerkender, sin diplomatiske debut efter at have smidt vestmagterne ud af Afghanistan i august 2021.

En delegation blev inviteret til Oslo. Mens enkelte kommentatorer bifaldt Norges humanitære engagement, mente andre, at det var »too soon«.

I Norge blev nyheden om, at terrororganisationen var inviteret til Oslo, mødt med spredt applaus. Kulsyren er gået af norsk fredsdiplomati. Allerede i 2007 konkluderede forhenværende udenrigsminister Thorbjørn Jagland i Aftenposten: »Stort set alle de fredsprocesser, vi har været involveret i, ligger i grus.« Alle forstod, at han talte om den største succes i Norges diplomatiske historie, den succes, der blev til aske. I 1993 mødtes palæstinensere og israelere til fredsaftale på plænen foran Det Hvide Hus. Med norsk hjælp syntes verdens mest uløselige konflikt at nærme sig en forhandlingsløsning.

I dag er Osloprocessen omgærdet af udbredt kynisme. Forskere med en ph.d. i bagklogskab kan fortælle os, at israelerne aldrig for alvor overvejede at bytte land for fred, eller at palæstinenserne opfattede forhandlingerne som et skridt på vejen til at drive israelerne i havet.

Faktum er, at processen var tæt på at levere en tostatsløsning. En sådan ville ikke i sig selv have været en garanti for stabilitet, men kriterierne for succes er ikke høje i den del af verden. Som bekendt gik det ikke efter planen. Attentatet på nobelprisvinderen Yitzhak Rabin i 1995 var et tilbageslag; et af mange.

I mellemtiden blev Osloprocessen et popkulturelt fænomen. I tv-serien Borgen retfærdiggør den danske statsminister sit fredsengagement ved at sammenligne med, hvad lille Norge havde drevet det til. Hun siger: »De lykkedes næsten med det.«

HBO-serien om palæstinaforhandlingerne, Oslo, fremstiller »den norske proces« som en forunderlig blanding af overmod, idealisme og promille. Fra Norges side handlede det også om en ung og talentfuld gruppe fredsmæglere, som ville forandre verden.

Få bøger har haft større indflydelse på norsk udenrigspolitik end Jan Egelands Impotent Superpower – Potent Small State fra 1985. Tanken var, at småstater er særligt egnede til idealpolitik, og at det er i deres interesse at beskæftige sig med netop den form for politik. Banalt, måske, men ideen inspirerer stadig norske diplomater.

Svage resultater gjorde for en tid Norge forsigtig med at søge det fredspolitiske rampelys. Så blev de mange tilbageslag lettere at bære. Det bevirkede også, at succeser fik mindre opmærksomhed end fortjent. Mæglerrollen ved fredsslutningen i Colombia (2016) forbliver undervurderet.

Efter nederlaget

Hvorfor Oslo? Man kunne mene, at Qatar, der i en årrække har været vært for Talebans »ambassade«, ville have været et bedre egnet åsted for dialog med islamisterne end et af de lande, de har ligget i krig med. Svaret er, at selvom magtbalancen i verden har ændret sig, er det stadig Vesten, der bærer den humanitære byrde.

Efter tilbagetrækningen er Afghanistan blevet verdens største humanitære krise. Over 22 millioner mennesker, mere end halvdelen af landets befolkning, er i fare for at sulte ihjel. »De fleste af dem ved ikke, hvor deres næste måltid skal komme fra,« skriver FNs Fødevareprogram.

Det norske initiativ blev godt modtaget internationalt. En række af verdens vigtigste lande, deriblandt tre medlemmer af Sikkerhedsrådet samt EU, sendte specialrepræsentanter til møderne i Oslo. Alle kunne se det gavnlige i at have åbne linjer til Kabul, om ikke andet så for at få deres egne borgere ud af afghansk fangenskab. De fleste af de lande, som var involveret i Afghanistan-krigen, føler også et ansvar for den civilbefolkning, som NATO overlod til Taleban. Norge var et indlysende alternativ, eftersom Norge har erfaring med humanitær dialog, og udenrigsminister Anniken Huitfeldt er risikovillig.

Møderne blev mødt med kritik fra den politiske opposition. Fremskrittspartiets Sylvi Listhaug kritiserede, at et medlem af haqqani-netværket var en af deltagerne i den afghanske delegation. Det kom også bag på det norske udenrigsministerium, som var tilbøjeligt til at give hende ret, dog ikke offentligt.

Listhaug kritiserede også, at norske myndigheder havde betalt for privatfly til delegationen. En kilde tæt på processen smilede ad denne kritik. »Vi kan jo ikke så godt sige, at Norge har brændt 24 milliarder kroner af i Afghanistan, og at et par 100.000 til privatfly er småtterier.«

Der var rasende protester fra afghanske migranter foran Udenrigsministeriet, men den slags demonstrationer er dagligdag nu, hvor så mange indehavere af et norsk pas har hjertet andre steder. Kritikken ebbede ud, da det viste sig, at Norge havde tilrettelagt dialoger mellem Taleban og afghanske civilsamfundsaktører.

Det hjalp nok ikke, at den afghanske delegation var så stolt af privatflyet, at dens medlemmer lagde en hel del selfies ud på Twitter (som trækker grænsen ved Trump). Opslagene undergravede Norges fastholdelse af, at mødet ikke medførte nogen anerkendelse af regimet. Det budskab var svært at sælge.

En norsk kommentator kvitterede med en påstand om, at Norge havde »tabt«, og Taleban »vundet« kampen om »narrativet«. Som om vi ikke tabte den kamp, da vi stak af fra Kabul med mennesker hængende uden på flyene. En ting, vi burde have lært af Afghanistan, er, at narrativer er eventyr, vi fortæller os selv. En anden ting, Norge har lært, er, at Taleban ikke består af renæssancemennesker. Ledergruppen har kun en ringe forståelse af verden uden for Afghanistan. Nogen må forklare dem, hvad der skal til for at blive behandlet som legitime magthavere. Det indebærer, at man forholder sig til ytringsfrihed, retssikkerhed og politisk deltagelse.

Og på trods af alt dette forløb møderne udmærket. De fleste lande indser, at når afghanerne sulter, og landets magthavere beder om hjælp, er det nødvendigt at åbne døren på klem. Heller ikke Talebans fjender ønsker en sultkatastrofe, en ny migrantbølge, eller at Afghanistan vender tilbage til at eksportere terror.

En idealist krydser sit spor

Men hvorfor Norge? Hvorfor har en lille og perifer stat den slags prætentioner? I lighed med andre skandinaver har nordmænd en missionsimpuls, som i takt med landets afkristning har fundet afløb i politikken: et brændende ønske om at være gode og en stor iver efter at få andre til at anerkende det.

Man kan ikke forstå norsk udenrigspolitik, hvis man ikke har læst børnebogen Dyrene i Hakkebakkeskoven. Denne klassiker er, som det klart fremgår af Thorbjørn Egners forord, en meditation over international politik. »Dyrene i Hakkebakkeskoven er en digtet lilleverden, som på mange måder kan minde om vores egen store verden.« (…)

»I Hakkebakkeskoven findes ligesom hos os i den store verden en længsel efter fred og tryghed og respekt for hinanden. Lille Morten Skovmus siger det på denne måde: ‘Vi kunne have det så godt her i skoven, hvis alle var gode venner, og de store lod de små være i fred.’«

Det er sådan, Norge gerne vil se sig selv. Som en lille Morten Skovmus, der ønsker at gøre verden til et bedre sted. Morten synes, det er ondt, at små dyr skal æde hinanden. Omtrent som når norske udenrigspolitikere opfatter krig som irrationel og indfører kødfri kantiner.

Og hans løsning – at overbevise kødspiserne om, at de skal blive vegetarer – er ikke særlig realistisk. Mennesker, der mener at være klogere end andre, er ofte rørende naive. John Maynard Keynes sammenfattede den sandhed i en beskrivelse af sin gode ven, filosoffen Bertrand Russell: »Bertie havde på samme tid to grundanskuelser, som var latterligt uforenelige. Han mente, at menneskers anliggender forvaltes på en yderst irrationel måde, men at løsningen var enkel og ligetil, fordi det eneste, vi behøver at gøre, er at blive rationelle. At diskutere praktiske problemer inden for en sådan ramme var ualmindeligt kedeligt.«

Fra 1900-tallet gik bistand og fredsarbejde fra at være fritidsaktivitet til at blive kernepensum i norsk udenrigspolitik. Med EU nedstemt, NATO uden modstander og Sovjet i opløsning blev statsidealisme det nye norske projekt, kendt som »engagementspolitikken«.

Der er flere tænkelige grunde til, at Norge har benyttet det mulighedsvindue, som fraværet af trusler har givet det globale engagement. En del af svaret er norsk exceptionalisme. I lighed med USA har Norge et skamløst godt selvbillede kronet med en stiltiende formodning om, at alle andre lande kan, vil og bør blive mere som Norge.

Historikeren Geir Lundestad skrev i 1985, at norsk udenrigspolitik præges af et stærkt ønske om internationalt samarbejde iblandet skepsis over for konkrete forslag om forpligtende samarbejde. »Andre skal ikke have lov til at påvirke os, men ingen tager vel skade af, at vi påvirker dem en lille smule.«

Dialogen med Taleban passer, fordi den ikke forpligter Norge, men samtidig giver mulighed for at presse Taleban til at genåbne pigeskolerne, løslade politiske fanger og være i begivenhedernes centrum. Nordmænd er interesseret i udenrigspolitik, og de straffer kun i beskedent omfang politiske partier for at være ambitiøse.

Dette har igen noget at gøre med, at de ideologiske forskelle mellem partierne i Stortinget er minimale. Alle stortingspartierne er liberale med undtagelse af de tørlagte kommunister i partiet Rødt. Det bevirker, at tilskyndelsen til at opponere ikke har været til stede undtagen som rutinemæssig pointjagt.

Det seneste årti har været præget af en kursændring i norsk udenrigspolitik. Verden har forandret sig, og Vesten er mindre almægtig. For at undgå at de mange stater, der lever i skyggelandet på randen af en pariatilværelse, slutter sig til Vestens rivaler, er det nødvendigt at skifte til en mere defensiv strategi – en koldkrigsstrategi, om man vil.

Det er på denne baggrund, at Norge har bevæget sig væk fra en venstreliberal drøm om at »redde verden« og mere i retning af lutheransk realisme. Målet er ikke at opnå, men at undgå. Ikke at bygge et paradis på jord, men at holde mørket på afstand. Hvis det indebærer, at man skal tale med Taleban, så er det det, Norge gør.

Fokus rettes mod spørgsmål, hvor norsk kompetence og norske penge kan gøre en forskel. Det er umagen værd at redde liv, selvom det ikke redder verden. Ved selv at vælge, hvor vi engagerer os, kan vi sige nej til håbløse opgaver. Et problem med vestlig udenrigspolitik er, at der er alt for mange topmøder.

Engagementet fungerer som en ramme for en realistisk udenrigspolitik, hvor Norge er i løbende kontakt med verdensledere om spørgsmål, som vi ikke selv er en del af. Det giver muligheder for at fremføre vores egne anliggender. Ved alle, at Norge er blandt de bedste i Europa til at hjemsende uberettigede asylansøgere?

Norges afghanske krig

Forskellige lande gjorde forskellige erfaringer i Afghanistan. I USA gav den paniske evakuering mindelser om Saigons fald i 1975. Tyskerne opdagede, at de foruden glutenintolerance også er allergiske mod krig. Danmark brugte Helmand til at fordrive dæmonerne fra 1864 og 1940, forestillingen om testosteronsvage danske jenser.

For Norge var det anderledes. Oslo opfattede Afghanistan som en humanitær opgave. Regeringen behandlede ISAF-soldaterne som bistandsarbejdere i grønt. Bag lukkede døre blev Norge kritiseret af sine allierede for at sætte mere ind på at tage sig godt ud til glæde for den hjemlige opinion end på at indfri NATOs mål.

Den officielle Lilleland-rapport fra 2011 konkluderede, at Norge mislykkedes med at stabilisere og genopbygge »sin« afghanske provins, dels som følge af uklare målsætninger, dels på grund af en direkte misvisende retorik. Civile hensyn overtrumfede de militære.

Bistand var gangplanken i Norges tilbagetrækningsplan, vores »exitstrategi«, fra Afghanistan. Da forsvarsminister Barth Eide bekendtgjorde, at Norge ville forlade sit militærprotektorat i Faryab-provinsen, var planen, at soldaterne skulle erstattes med langsigtet bistand.

I 2009 forøgede USA den militære tilstedeværelse i et forsøg på at fremtvinge en militær løsning. Ved et tilbageblik står det klart, at NATO havde opnået alt, som det var muligt at opnå, allerede inden 2006. At NATO blev i landet i yderligere 15 år, var et fejlgreb i gallipolisk skala.

Politologen Jack Snyder har skrevet bogen Myths of Empire, der handler om, hvordan USA gang på gang har skabt »narrativer«, der var tænkt som propaganda, men endte med at blive selvbedrag. Husker man retorikken? Fogh Rasmussens truende: »NATOs fremtid vil blive afgjort i Afghanistan.« Lad os ikke håbe det.

De allierede fandt hinanden skuffende på nye og uventede måder. Det er forkert at sige, at de optrådte samlet. Alle havde deres egen plan, og ingen af dem virkede. En anden fast frase var, at »NATO gik ind samlet, og samlet trækker vi os ud«. Det var tænkt som en formaning til de lande, der ville ud af hængedyndet.

Da tilbagetrækningen endelig kom, var den kaotisk. Enhver måtte klare sig selv. Nogle vil påstå, at den taktik, de allierede havde brugt for at stabilisere Afghanistan, var mangelfuld. Mange lærde bøger vil blive skrevet, før nogen siger ligeud, at det var en håbløs opgave: at gå i krig for værdier er som at kneppe for kyskhedens skyld.

Regeringer, der var ivrige efter at »afbalancere« militære og civile virkemidler, leverede bistand med en brandslange. Det bidrog – ifølge en mængde evalueringer – til at skabe korruption, svække staten og undergrave folkestyret. Da Taleban kom ned fra bjerget, viste det sig, at kun få var villige til at dø for det regime, som Vesten havde givet dem.

Kalkuleret altruisme

Er det ikke klogt af Norge at fortsætte den fremherskende udenrigspolitik? Da statsminister Støre var udenrigsminister, ville han »rehabilitere« interessebegrebet. Det endte med en besynderlig cirkelargumentation, der definerede Norges interesser som det, Udenrigsministeriet gør. Ellers ville det ikke gøre det.

I en tid hvor mange stater retter udenrigspolitikken mod snævre nationale interesser, satser Norge på, at kalkuleret altruisme giver bedre resultater end realisme. Måske kan det anskues som en afart af erkendelsen af, at hvis man på lang sigt lever i henhold til principper, giver det bedre resultater, end hvis man forsøger at maksimere egennytten i hver enkelt transaktion.

Der er også noget andet. Skandinaver er gode til at være på forkant med udviklingen. Tag storebror Sverige: Villig til at støtte Cuba for at lede modstanden mod Vietnamkrigen, da denne modstand var blevet almindelig, også i USA. Senere var ingen mere principfaste modstandere af kommunismen end svenskerne. Vel at mærke efter Sovjetunionens sammenbrud.

Hvad jeg prøver at sige her er, at der bag den inderlige idealisme i skandinavisk udenrigspolitik også findes en inderlig opportunisme. Der går ikke lang tid, efter at en modkultur bliver mainstream, før et skandinavisk land har udråbt sig til at være leder af den. Vi kan være snerpede moralister eller pragmatiske kynikere alt efter behov.

Tag Norge. Vi havde et af de største militære kontingenter i Afghanistan beregnet pr. capita. Norske elitesoldater dræbte talebanere i hobetal. Og da nederlaget var en kendsgerning, var vi de første til at invitere Taleban hjem på kaffe og wienerbrød. Næste gang bliver det måske Syrien.

Misforstå mig ikke: Det er godt, tilmed beundringsværdigt. Pointen er snarere, at udenrigspolitik i sidste instans er en proces. Skandinaver er pragmatikere, der er derfor, det er en gid idé at følge med i, hvad der sker i Norge. Når historien kommer til et vendepunkt, er det klogt at have begge ben på jorden.

Vendepunktet i vores sammenhæng her er, at der bliver stadig færre demokratier i verden – kun 8, 3 procent af verdens befolkning lever i fuldblodsversionen, hvis man skal tro The Economist Democracy Index. Et dårligt afkast for en blok, som i to årtier har forsøgt at fremme demokratiet med alt fra venlige ord til krydsermissiler.

Når svenskerne har investeret deres gode navn og rygte i en fiasko som »feministisk udenrigspolitik«, og danskerne søger tilbage til 1990erne, åbner det et spillerum for Norge. Hvis man kan stole på udviklingen i Norge, er kendis-idealisme på vej ud, og det samme er egoistisk realisme: Kalkuleret altruisme er den modebevidste europæers foretrukne udenrigspolitik.

Oversat af Claus Bech.