Rejse gennem rationalitetens jernbur

Weekendavisen | 05.12.2014

Kronik. Tilliden mellem de styrende og de styrede er i dag tyndslidt i Europa. For hvorfor overhovedet outsource folkestyret til Bruxelles? Fordi det kan betale sig. Hvorfor acceptere frihandel, som fører til tab af arbejdspladser? Fordi det kan betale sig. Hvorfor gå med til en masseindvandring? Fordi det kan betale sig. Men hvad nu, hvis det ikke kan betale sig?

Rejse gennem rationalitetens jernbur

AF ASLE TOJE

Europa er utilfreds. I land efter land synes de liberale eliter at have mistet deres greb om vælgerne. Mange føler ikke, at de har nogen, der repræsenterer dem. Efter en tid lang med nedvurdering af det nationale og smuldren af de folkevalgte organers myndighed, er mange vælgere usikre på, hvem det egentlig er, der har magten. Davos-menneskene bliver ikke bare betragtet som irrelevante, men efterhånden også som skydeskiver for aktivt fjendskab.

Det er et af historiens paradokser, at et regime ofte udfolder sig i sin største pragt og arrogance, når frøene til dets nederlag allerede er begyndt at spire. For kort tid og en politisk evighed siden var liberalismen den eneste stuerene ideologiske valgmulighed i europæisk politik. I Vesteuropa var det nødvendigt at bekende sig til såkaldt liberale værdier for overhovedet at blive opfattet som en legitim politisk bevægelse. En liberalisme 2.0 blev opdyrket, den betonede det frie markeds forrang, juridifiseringen af politik, indsnævringen af folkestyret og en generøs mindretalspleje.

Vor tids liberalisme har dog ingen holdning om, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen. Liberalismens styrke ligger i nuet – helt konkret i at levere varerne. Borgerne opmuntres til at tænke på sig selv som forbrugere, og markedets logik gennemsyrer forholdet mellem mennesker. Denne styreform mangler således en overordnet fremtidsvision, og det er op til den enkelte at finde sin egen mening. I sådan et pluralistisk samfund vil sammenhold være en mangelvare, fordi der er så lidt at samles om; tanken er, at »jeg har min verden, og du har din«, og derfor overser vi høfligt hinanden under de fælles institutioner.

Længe var denne ideologi populær – fordi den leverede varerne. Liberalismen har leveret mere velstand, mere frihed og mere sikkerhed end nogen anden ideologi i historien. Men enhver orden er nødt til at levere økonomisk vækst og arbejde – begge er de nødvendige for at bevare et regimes legitimitet.

Historien viser, at demokratier såvel som diktaturer er underlagt denne jernlov. Efter seks år med kontinuerlig økonomisk krise spørger europæerne nu sig selv, om det overnationale styre virkelig er nogen god idé. De blev lovet, at national magt skulle afstås til EU netop for at løse de virkelig store udfordringer.

Tilliden mellem de styrende og de styrede er i dag tyndslidt i mange europæiske lande. For hvorfor overhovedet outsource folkestyret til Bruxelles? Fordi det kan betale sig. Hvorfor acceptere frihandel, som fører til tab af arbejdspladser? Fordi det kan betale sig. Hvorfor gå med til en masseindvandring uden ende? Fordi det kan betale sig. Men hvad nu, hvis det ikke kan betale sig? Så vil den enighed, der er stablet op på dette fundament, begynde at vakle.

Tillad mig at give et eksempel fra Europas indvandringsregime.

Strømmen af asyl-indvandrere reguleres af forhold i oprindelseslandene, ikke af behov i modtagerlandene. På trods af den økonomiske krise er antallet af asyl-indvandrere til Europa øget frem til i år, og masseindvandring til lande med massearbejdsløshed skaber forudsigeligt nok utilfredshed. Det er kun naturligt, at Europas porøse grænser svækker tilliden til et EU, som synes ivrigere efter at tilegne sig magt end efter at forvalte den.

Jeg hører til dem, der mener, at denne krise er af åndelig art såvel som økonomisk, efter at jeg har besøgt mange egne af det stagnerende Europa. I min nyeste bog Jernburet, som består af rejsebreve fra Bukovina til Paris, fra Burgas til Kaliningrad, beskriver jeg nogle af de centrale brudlinjer i moderne politik.

Disse brudlinjer løber ikke langs den gamle højre-venstreakse.

Snarere ser vi et liberalt centrum, som med forfærdelse ser de antagelser, som de med tiden er begyndt at tillægge moralsk merværdi, blive udfordret af en broget samling modstandere lige fra fløjlsbukse-akademikerne i Alternative für Deutschland til hurra-fyrene i det britiske UKIP, overvintrede nationalister i det franske Front National og de bulgarske fascister i Ataka. Og så selvfølgelig Vladimir Putin.

Kritikere påpeger, at alle disse antiliberalister ikke har noget samlende projekt og noget tydeligt alternativ til den etablerede orden. Men det behøver de heller ikke nødvendigvis at have.

I 1967 udgav historikeren Carl Emil Schorske det berømte essay Fin-de-siècle Vienna om liberalismens nederlag i Østrig-Ungarn. Denne stat var ved slutningen af 1800-tallet liberalismens højborg i Europa sammen med Storbritannien. »De sociale kræfter,« påpegede Schorske, »som rejste sig og udfordrede liberalismens dominans, kunne ikke undgå at overraske observatører, som så dem gennem liberalismens forståelsesbriller.

« Schorske lagde skylden på den liberale elites bedrevidende postnationale politik, der »udgjorde en del af en bredere kulturrevolution ved indgangen til det tyvende århundrede« og bidrog til »Europas sociale og politiske fragmentering«. Da jeg fik den tanke, at jeg ville skrive en rejseskildring fra Europas ideologiske krise, blev Max Weber min foretrukne rejsekammerat. Den tyske sociologs centrale projekt var at forstå den rationalisering, sekularisering og afmystificering, som ledsagede modernitetens gennembrud i de vestlige samfund. Gennem sin higen efter en målbar verden bliver mennesket fremmed for sin egen kultur og sit tilhørsforhold. Det bekymrede Weber, hvordan dette tømmer menneskene for lidenskab, så vi bliver til »specialister uden ånd«. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet så Weber konturerne tegne sig af en modernitet, hvor det bureaukratiske sindelag breder sig til at blive det dominerende og rigtige tankesæt.

Økonomien styres af pengekalkuler, bureaukratiet af procedurer, retsvæsnet af præcedens og uddannelsen af standardiserede læreplaner. Overalt underlægges menneskene regler, som vi ikke længere har nogen indflydelse på. Weber beskrev, hvordan det enkelte menneske reduceres til tandhjul i rationelt ordnede systemer. Samfundet lukker sig og bliver til noget koldt og uoverskueligt, som for det enkelte menneske er meningsløst. Tabet af mening og sammenhæng er det, som Weber kalder for »rationalitetens jernbur«. Jernburet er et billede på individet, som står som fremmed over for et system, han selv har skabt. Det ironiske er, at han selv har smeltet jernet og bygget spærene, som holder ham fangen. Weber så ingen vej ud af dette uføre, men skrev også: »Ingen ved endnu, hvem der i fremtiden skal bo i buret – om der ved slutningen på denne enorme udviklingslinje vil stå helt nye profetier eller en vældig genfødsel af gamle tanker og idealer, eller om resultatet bliver en mekaniseret forstening pyntet op med krampagtig selvhøjtidelighed.

« Hans eget nedslående svar på spørgsmålet var, at »jernburet er vor skæbne«. Denne beskrivelse vil klinge bekendt for vor tids ledere.

Europa sidder fast i den økonomiske krise, og det tabte tiår, som man i 2008 frygtede som et mareridtsscenarie, fremstår nu nærmere som en alt for håbefuld prognose. Vores samfundsmodel kæmper med at skabe økonomisk vækst og beskæftigelse. Vi lader til at have manøvreret os selv ind i et hjørne, som det er svært at slippe ud af med de handlemuligheder, som vi mener er de rette. I spændet mellem internationale forpligtelser, markedets krav og lagene af forordninger, love og kompromiser synes vore ledere ikke at have magt nok til at bryde tendensen.

Det er også et spørgsmål om vilje. Liberal ortodoksi gør mange løsninger utænkelige. Den liberale ordens udfordrere er i dag en broget forsamling af radikale konservative, nationalister og religiøse fanatikere. Det er den liberale ortodoksi, de suger deres næring fra og retter deres raseri imod.

Intet komplicerer vore liv mere end dette, at summen af helt igennem rationelle valg kan blive noget umenneskeligt.

Goethe skriver et sted, at naturen skaber det upersonlige, og kun mennesket kan være personligt. Selv bliver jeg stadig mere overbevist om, at kun mennesket kan skabe fuldstændig upersonlige systemer og tankesæt. Weber frygtede, at bureaukratiet ville sætte demokratiet ud af spil. Kort tid efter den russiske revolution spåede han, at »proletariatets diktatur vil blive et bureaukratiets diktatur«. Hvad mon han ville have sagt om EU? Weber satte sin lid til folkestyret. Han mente, at demokratier må frembringe karismatiske ledere, som kan holde bureaukratiet i snor og udforme inspirerende politiske målsætninger.

Ledere af den karat glimrer ved deres fravær i dagens Europa.

Vore ledere er gennemgående uinspirerende. Moderne politik er blevet indsnævret, den appellerer til en højere form for folkevilje, altså at eliterne repræsenterer, hvad folket burde ønske. På enkelte områder er eliterne kommet så langt fra folkeholdningen, at de to parter har mistet hinanden af syne.

Denne styreform er nu under pres. Liberale sandheder udfordres af stadig tydeligere modstemmer, fri bevægelse og åbne grænser har mistet folkelig opbakning, sociale eksperimenter som liberal multikulturalisme og europæisk integration er upopulære. En lignende utilfredshed vækker det at rette op på historiens uretfærdigheder eller regulere tilstrømningen af indvandrere gennem overnationale retsinstanser. I udenrigspolitikken har liberal internationalisme øget byrderne, men færre synes villige til at bære dem.

Det er på ingen måde sikkert, at den rumlen, vi hører nu for tiden, bærer bud om noget politisk jordskælv i Europa.

Hvis vores verdensdel finder tilbage til økonomisk vækst, tyder alle tegn i sol og måne på, at det liberale Europa vil overleve og dets kritikere forblive politiske mærkværdigheder. Afløses årene med stagnation derimod ikke af fornyet vækst, men af økonomisk depression, vil meninger, holdninger og normer baseret på den liberale doktrin begynde at vakle.

Asle Toje (f. 1974) er forskningschef på Nobel-instituttet i Oslo og har undervist i statskundskab på Oslo Universitet. Han har netop udgivet bogen »Jernburet – Liberalismens krise«, som er en opfølger på »Rødt, Hvitt & Blått – om demokratiet i Europa« (2012). Oversat fra norsk af Sara Høyrup.