England har det stadig svært med afindustrialiseringen
af Asle Toje
Da jeg i sin tid studerede i England, havde jeg en forelæser ved navn Clive Trebilcock, en hærdebred mand med lilla næse og et bidende vid. Han var usædvanlig velorienteret, en ener i økonomisk historie, men oplevede den største forsmædelighed, man kan opleve som akademiker. Trebilcocks hovedværk var bogen The Industrialization of the Continental Powers 1780-1914, der udkom i 1981. Til alt uheld udkom der det samme år også en noget bredere anlagt fremstilling af det samme emne, Peaceful Conquest: The Industrialization of Europe 1760-1970 af Sidney Pollard. Pollards bog blev anmeldt, fejret og sat på universiteternes pensum over hele verden.
Mennesker motiveres af forskellige ting, men listen er kort: Rigdom, kærlighed, magt og anerkendelse. Akademikere er efter min erfaring opslugt af anerkendelse. Vi er som gruppe meget stolte af vores intellekt og lige så opslugt af tegn på, at vores fortræffelighed anerkendes: Titler, priser, kildehenvisninger. Vi studerende mente, at forbigåelsen var årsagen til, at Trebilcock var så gnaven. Typisk nok lærte jeg mest af den professor, jeg kom dårligst ud af det med. Han brugte ofte Rotherham som eksempel på Englands industrialisering. Jeg var hunderæd for at blive grebet i uopmærksomhed, og mine tyve år gamle forelæsningsnoter er forbløffende detaljerede.
I lighed med mange andre byer i Nordengland blev den industrielle revolution et hamskifte for Rotherham. Da stålproduktionen begyndte, voksede befolkningen hurtigt fra 6.000 indbyggere i 1801 til 61.000 hundrede år senere. Da produktionen var på sit højeste, blev der produceret to millioner tons stål om året. Op gennem 1800-tallet blomstrede jern- og stålindustrien, og byen blev kendt for sin produktion af kanoner. Da Isambard Kingdom Brunel fik den uhørte idé at bygge et skib af jern, bestilte han pladerne i Rotherham.
Befolkningen migrerede fra fattigdom på landet til udbytning i byerne. Det engelske klassesamfunds paternalisme var en formildende omstændighed. Industriherrerne byggede mønsterboliger til arbejderne og ansatte tidens førende arkitekter til at tegn fabrikslokalerne. Elitens borgerpligt medførte også byfornyelse. Rotherham fik moderne faciliteter længe før Oslo. Rindende vand blev installeret i 1827 (Oslo: 1860), og byen fik gaslys i 1833 (Oslo: 1848). I 1838 (Oslo: 1854) nåede jernbanen til byen, som som også fik store parker, folkebiblioteker og sit eget museum.
Afindustrialiseringen begyndte før første verdenskrig. Krigsøkonomien løftede industrien til nye højder, men nedgangen i mellemkrigsårene blev kun forbigående bremset af krigens anden del. I sin bog beskriver Trebilcock statsmagtens forsøg på at klamre sig til fortidens økonomi. Ved at nationalisere og subsidiere industrien banede man vejen for Storbritanniens gradvise økonomiske kollaps i årtierne efter anden verdenskrig. Der var utvivlsom også andre årsager, men den manglende omstillingsevne var fællesnævneren. Man forberedte sig på en epoke, der ikke kom tilbage.
Der kom nye tider, men de udspillede sig i ruinerne af de gamle. Få steder er dette mere synligt end i Yorkshire. Op gennem 1980’erne nedlagde talrige industrianlæg og kulminer driften, og mange blev udraderet. Der er så godt ingenting tilbage af Rotherhams mest berømte stålværk, Park Gates. Den endelig afslutning på industrialismen blev drevet frem af den økonomiske politik under Margaret Thatcher i 1980’erne. Og den blev ledsaget af et nyt kulturelt klima, som begunstigede det sydlige England frem for det nordlige, og Nordengland blev nærmest ensbetydende med forbitret håbløshed.
Britisk statsindustrialisme gik af mode. Nedlæggelsen af værfter og tekstilindustri kunne begrundes med, at begge dele var forældede, men i sidste akt gik også briternes globale mærkevarer som Rootes og British Leyland med i købet. Staten fandt nye indtægtskilder i form af nordsøolie og finansvirksomhed i London City. Der var bred enighed om, at fremtiden lå i innovative ydelser og højteknologi inden for rammerne af en europæisk storøkonomi. Men det er lettere at omprioritere fra toppen end at leve med følgerne i byer, som var bygget op for at tjene gårsdagens økonomi.
De fleste veje til Rotherham fører gennem Sheffield længere mod nord. Sheffield ser ud til at være på vej op igen. Nye butiksskilte lyser op, og i gamle fabriksbygninger er der indrettet kaffebarer. Langs vejen ud af Attercliffe er der ikke så mange af de sexklubber og ”massageklinikker”, som forstaden var kendt for før i tiden, og som nu er erstattet af McDonalds og TGI Friday. Motorvejen giver rustne glimt af forløberne, jernbanen og kanalen. Ligesom andre steder markerer IKEA bygrænsen, hvor et afindustrialiseret landskab tager over. Stålindustrien, der lå langs kulbæltet mellem Sheffield og Rotherham er væk, ydermurene indhegner tomme rum. Der er forbavsende frodigt, planter bugner ud over murene, som om det grønne koger over i slowmotion. Men det er ikke klogt at spise noget af det, der vokser her. Briterne bruger betegnelsen ”brownfield land” om jord, der er forgiftet af 150 års industriforurening, der er sivet ned i jorden, og som fordyrer byggeprojekter.
Midt mellem Sheffield og Rotherham ligger Meadowhall, et gigantisk storcenter med glastag inspireret af victoriansk arkitektur på nogenlunde samme måde, som Caesar’s Palace i Las Vegas er inspireret af romersk arkitektur. Den lille familie står af og bliver afløst af to drenge i skoleuniform. På bred yorkshiredialekt diskuterer de, hvad der skal til for at få en bestemt slags udstyr og for at løse konkrete udfordringer i et tv-spil. De er så godt bekendt med kendsgerningerne og så løsningsorienterede, at det ville have været imponerende, hvis de havde talt om fænomener fra virkelighedens verden.
Det lovende formiddagsvejr skifter til støvregn. Afindustrialiseringen af Yorkshire rammer skævt. Mens byer med en forhistorie som Saltaire og York findes på The Times’ liste over Englands bedste byer at bo i, er Rotherham synonymt med nedtur. Måske var det Rotherhams fejl at klamre sig til fortiden, at kæmpe imod nedlæggelsen af stålværkerne. Byen har stadig et par stykker, men ikke med ret mange arbejdspladser.
Det største af dem, TATA Steel, hæver sig over floden i tomrummet efter Tinsley Towers, to 76 meter høje køletårne, som var Rotherhams vartegn, indtil de blev sprængt væk i 2008. Jeg står af bussen, det tager kun en time at gå ind til byen, og jeg har tid nok. I gråvejret er der ikke mange mennesker ude, og jeg går langs med Sheffield-kanalen og ind mod centrum til tonerne af Joy Division, forbi rensningsanlæg og containerkirkegårde, før jeg frister skæbnen og går ind på Hotel Corona. Det siger i grunden en hel del om hotellet, at det ikke har skiftet navn efter corona-udbruddet. Der er noget stoisk over et hotel, der ikke retter sig efter moden. Værelset er stort og rent med udsigt til et lukket pizzeria.
Set udefra virker Rotherham som et typisk offer for afindustrialiseringen, en kvart million mennesker strandet i økonomiens ebbe og flod. Høj arbejdsløshed, social nød og butikker, som har glemt at lukke. Der er påfaldende lidt liv i byens centrum, i hvert fald på en almindelig hverdag. På vejen tilbage gennem High Street er kun hver anden butik åben. Jeg spørger en kassedame i Food Plus, hvad grunden er. Hun trækker på skulderen og svarer, at mange af butikkerne er flyttet ud til storcenteret.
De forandringer, Rotherham har gennemgået, kunne nemt være skrevet i glemmebogen, hvis det ikke havde været for to lokalfotografer, George Bentley og Colin Leonard, som har dokumenteret dem. De fotograferede bymiljøer i Rotherham fra 1950’erne frem til i dag. Billederne kan ses på webstedet Rotherham Now & Then. I løbet af halvtreds år blev det meste af byen bygget om. Georgiansk, edwardiansk og gotisk arkitektur blev revet ned. Overraskende mange bygninger er skiftet ud med tomme huller, mens nybygningerne for det meste er i en arkitektonisk stil, der måske er tænkt som Bauhaus-inspireret, men mest af alt mindre om skure.
”På trods af alt klynkeriet,” siger Mark Harrison, der er lærer og aktiv i Rotherhams lokalhistoriske forening, ”var det spændende at vokse op i industriruinernes eventyrlige verden. Jeg legede her med mine kammerater. Spillede fodbold om vinteren i de forladte bygninger. Vi legede rollespilslege, indtil fabrikshallerne blev overtaget af vores gudsjammerlige rockbands og brugt som øvelseslokaler .” De fleste af vennerne bor nu andre steder, men nogle få er blevet tilbage. En god ven, Liam, ”er blevet entreprenør og istandsætter gamle industribygninger, mens Gary tjener godt på industrielle antikviteter.”
For Harrison er det industriruinerne, der har gjort Rotherham episk. Han beklager, at der er stadig færre ruiner at udforske. Han er ikke den forbitrede type, man måske ville have forventet at finde, når man taler med en person, der er vokset op i 1980’erne i Kimberworth lige uden for Rotherham og for nylig er flyttet tilbage. ”De huse, der er revet ned, ser sikkert charmerende ud på billeder, men jeg er vokset op med dem, og jeg kan betro dig, at de for det meste var dårligt bygget og fulde af træk, skimmelsvamp og råd.”
Han ser afindustrialiseringen som et økonomisk nederlag, men en kulturel sejr. ”Førhen var den pastorale landsby i Sydengland vores nationale identitet afbildet på et postkort. Med afindustrialiseringen blev byerne i Nordengland med deres sodsværtede mursten og blege ansigter lige så britiske som eftermiddagste og kirkespir.” Det takker han rockmusikken for. Han mener, at afindustrialiseringen har beriget britisk kultur med en dosis af det tragiske. Det har givet kulturen en brod, som hjalp den med at erobre verden på ny. Han forklarer, at Pink Floyd ville have været utænkelige uden sammenbruddet.
Jeg indså først meget senere, at Pink Floyd ikke kommer fra Rotherham. Faktisk er der ingen kendte rockgrupper, der kommer fra Rotherham. Byen er derimod bagtæppe for en berømt parodi af Jeremy Clarkson. I 1999 indspillede Top Gear-kendissen, der begyndte sin karriere som journalist på lokalbladet Rotherham Adviser, en sarkastisk rejsereportage, hvor han retter søgelyset mod byens forfald og fremstiller det som charmerende. Mark kender følelsen af at komme tilbage efter lang tids fravær. ”Man tænker, fy for den lede, Rotherham ser ikke for godt ud.”
Harrison mener, at iveren efter at forandre Rotherhams mærkevare var en medvirkende årsag til det mørkeste kapitel i byens historie. Vores byvandring ender på Ship Hill, hvor vi drikker frokost. Det var her langs rækken af nedslidte takeawayrestauranter og pubber med heldækkende klistermærker over vinduerne, at overgrebsmændene fandt deres ofre.
Sjældent har en by fået sit omdømme så eftertrykkeligt ødelagt. Når man taster ”Rotherham” på Google, er byens overgrebsskandale det første hit. Mellem 1997 og 2013 blev henved 1400 børn i Rotherham udsat for seksuelle overgreb; de blev voldtaget og bortført, sexhandlet til andre byer, slået og truet med at blive brændt levende. Gerningsmændene var næsten udelukkende af pakistansk oprindelse, og ofrene var næsten udelukkende hvide piger i skolealderen. Sådan skriver professor Alexis Jay, en forhenværende inspektør i socialstyrelsen, som fik til opgave at gennemføre en uvildig undersøgelse, efter at avisen The Times havde afsløret skandalen.
I rapporten beskriver hun, hvordan overgrebsmændene målrettet opsøgte sårbare piger fra arbejderklassefamilier. Jay konkluderer, at myndighederne lukkede øjnene for rapporter om, hvad børnene blev udsat for – af frygt for, at rapporterne, hvis de blev offentliggjort, kunne forstærke den antimuslimske mentalitet i en by, hvor muslimer kun udgjorde 8.000 ud af 254.000 indbyggere. Racisme lader til at have været en medvirkende årsag til overgrebene. Et af ofrene, Bridie Fell, fortæller i et interview i The Daily Telegraph, at pigerne altid blev omtalt som ”dirty gori”, pakistansk slang for en hvid kvinde. Dette går igen i andre ofres vidneforklaringer. Også politiets efterforskning konkluderede, at myndighederne vendte det døve øre til rapporterne om, hvad pigerne havde været igennem – af frygt for, at det kunne forværre ”race-spændinger”, hvis det blev kendt i en bredere offentlighed.
Skandalen blev afsløret af en enkelt journalist ved Andrew Norfolk. Norfolk var nordøst-korrespondent for The Times. Fra 2003 begyndte han at samle rapporter om pakistanske mænds overgreb på piger i alderen mellem 12 og 14 år. Gennem undersøgelser af retsdokumenter afslørede han, at der var tale om et udbredt fænomen. Da Norfolk blev hædret under British Press Awards i 2014, blev han spurgt, hvad der havde været de største udfordringer ved det flere år lange graverprojekt. ”Til at begynde med var det største problem at finde øvrighedspersoner, der var villige til at tale om emnet, selv uden referat. Frygten for at vove sig ind i et kulturelt minefelt […]”
Undersøgelseskommissionen skriver, at overgrebene kunne blive ved med at finde sted på grund af en kombination af faktorer som etnicitet, socialklasse og religion – samt frygt for anklager om racisme, foragt for arbejderklassen og de kommunale myndigheders uvilje mod at provokere et Labour-stemmende religiøst mindretal. Ønsket om at værne om byens ”image” var også en faktor. Mark Harrison mener, at sidstnævnte var vigtigere, end mange er klar over. Kommunen brugte store beløb på at opstille noget, der lignede moderne skulpturer i bykernen, og bestræbte sig flittigt på at få klik på sociale medier. Rotherham var i fuld gang med at genopfinde sig selv, og den gruppe, som ofrene repræsenterede, passede ikke ind i glansbilledet af det ”nye” Rotherham.
I 2019 blev Andrew Norfolk hængt ud af kolleger i en 72-siders pamflet, hvori det påstås, at hans journalistik er motiveret af et ønske om at stigmatisere muslimer. Forfatterne sørger også for at skælde ham ud for at være racist flere gange, vel at mærke kun i citater. To af de tre forfattere til smædeskriftet er professorer i journalistik ved ansete universiteter. Før Norfolk havde Labour-politikeren Anne Cryer forsøgte at trevle sagen op, men hun bøjede af, da hun blev anklaget for racisme. Racismeanklager har et højt injurierende potentiale og en lav bevisbyrde. Dette medvirker til at forklare, hvorfor overgrebene kunne blive ved i femten år.
Rotherham har en mindre andel af udenlandskfødte end mange andre britiske byer, omkring fem procent, men en stor del af de nyankomne ankom hurtigt, og mange er sigøjnere fra Slovakiet og Rumænien. De er kommet i konflikt med det pakistanske mindretal. Mark Harrison stopper ved hotellet før afrejsen, mere deprimeret end han var dagen før: ”Det ser ud til, at myndighederne opmuntrer grupper, der er vanskelige at integrere til at bosætte sig i marginaliserede byer som Rotherham. Dette vil føre til konflikt. ” Jeg spørger, om han tænker på at flytte? “Det går ikke, fordi huspriserne falder, og jeg skylder mere, end huset er værd.”
Oversat af Claus Bech