En folkesjælsanalyse af norsk virkelighedsfiktion
af Asle Toje
”Hjernen er alene,” synger det norske rockband De Lillos med angst falset. Norsk musik er ingen eksportsucces, men vores litteratur har fået et globalt publikum ved at slås med nogenlunde det samme spørgsmål, opsummeret af den mest norske af alle tænkere, Marve Fleksnes: ”Alle tænker på sig selv, kun jeg tænker på mig.”
Deraf vor tids toneangivende litterære strømning, virkelighedsfiktionen. Virkelighedslitteratur er samlebetegnelse for romaner, der provokerer med private udleveringer og mangel på anonymisering, men fascinerer med virkelighedsnær ærlighed. Karl Ove Knausgårds Min kamp er flagskibet med sine seks kanondæk, seks bind af ypperste litterære kvalitet.
I kølvandet følger en flotille med dækkene ryddet til indre strid. Bøger, som udspringer af det personlige – fra forfattere som Linn Ullmann, Geir Gulliksen, Hanne Ørstavik, Tore Renberg og Tomas Espedal. Her er også det dyneløftende element repræsenteret af søstrene Vigdis og Helga Hjorths duellerende romaner om det private, der nok burde være forblevet privat.
Interessen for det virkelige individ er en forsinket detonation af, hvad filosoffen Friedrich Nietzsche skrev i slutningen af 1800-tallet. Nietzsche forudså rationalismens triumf og vidste også, at dette ville fratage os, menneskene, noget vigtigt. Ved at erklære gud for død ville vi også dræbe det, der gav livet mening.
Uden gudstroen var der ikke længere nogen fader, der kunne tilgive os vores mangelfuldhed, intet som kunne lindre menneskets angst ved tanken om egen forgængelighed. Nietzsches appel om at søge indad og ”være jorden tro” var en slags held og lykke til den ikke-svømmedygtige på springbrættet. Overmennesket, som Nietzsche trak op af hatten, var jo ingen løsning, i det mindste ikke for den slags mennesker der læser Nietzsche.
I Norge blev den gamle verdensanskuelses sammenbrud dæmpet af den nationale vækkelse. I 1859 trådte nogle forfattere, der sammen skulle komme til at udgøre den forgyldte generation i norsk litteratur – bl. a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnsson, Asmund Olavsson Vinje, Jonas Lie og Rikard Nordraak – sammen for at genoplive Det Norske Selskap.
Denne forening, som sidst i 1700-tallet havde været samlingspunkt for patriotiske eksilnordmænd i København, satte sig nu som mål at præge den kulturelle og politiske udvikling i et land, der var låst fast i en kærlighedsløs union med Sverige. Denne aspiration blev snart sammenvævet med den radikale forandring i skandinavisk åndsliv, der hedder ”det moderne gennembrud”.
I 1871 holdt den tyveårige Georg Brandes en række forelæsninger ved Københavns Universitet under overskriften Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Her fremførte han sin programerklæring for en ny retning: ”Det, at en litteratur i vore dage lever, viser sig i, at den sætter problemer under debat.” Han ville væk fra fantasilitteraturen.
Brandes’ appel fandt en mere frugtbar grobund i Norge end i Danmark. En generation talentfulde forfattere sluttede sig til tanken om, at litteraturen skulle være samfundskritisk og realistisk. Litteratur skulle have en tendens, den skulle have et klart budskab, og den skulle beskæftige sig med reelle spørgsmål i samfundet her og nu.
Men hvordan lader dette sig gøre uden at trække veksler på virkeligheden, på det levede liv? Det gør det ikke. Litteraturprofessoren Per Buvik skriver i avisen Klassekampen (19. november 2016): ”Det er ikke noget nyt, at litterære skikkelser er inspireret af virkelige personer.” Det er heller ikke nyt, at virkeligheden, der antages at have inspireret forfatteren, overskygger tekstens kunstneriske budskab.
Buvik henviser til Sigbjørn Obstfelders fortælling ”Korset” (1896), der formodentlig beskriver en kærlighedstrekant mellem forfatteren og to andre kunstkendisser, Oda og Christian Krohg. Selv om de alle tre var bekendte af Brandes, så han det almenmenneskelige i bekendelsen: ”Digterens Stil skælver af Undren over Livets Herlighed, af Henrykkelse over Lykkens sjældne Øjeblikke og af Angst for de uerstattelige Tab, som Livet bringer …”
For den, der mødte sig selv lettere maskeret i den slags nøgleromaner, hvor persongalleriet var let genkendeligt for enhver, der vidste bare en lille smule om forfatternes liv, var det ikke altid lige nemt at se kunsten frem for injurien. Dette var bagtæppet for norsk litteraturhistories mest berømte retssag. Agnar Mykles Sangen om den røde rubin udkom i 1956 og blev politianmeldt på grund af sine sexskildringer. Efter en omfattende retsproces blev bogen konfiskeret og forbudt.
Mange læste den som en nøgleroman. Brugen af virkelige personer og hensynet til dem var et centralt spørgsmål i retssagen. Dommen blev hurtigt stemplet som et fejlgreb, og ”at mykle” berigede det norske sprog som synonym for at kopulere. Mykle erklærede i øvrigt i 1970 krig mod Danmark, som fik to måneder til at ”mobilisere hæren, marinen og flyvevåbnet” på grund af en dansk filmatisering, som efter forfatterens mening var en vanhelligelse af dette norske mesterværk.
Mykles litterære greb skulle blive skoledannende for en generation af norske forfattere, der debuterede i 1990’erne. De udmærkede sig ved romaner, der lå tæt op ad faktisk hændelser og med faktiske individer på rollelisten. Der er sikkert mange grunde til, at nøgleromanen, et barn af det moderne gennembrud, nåede sin naturlige konklusion med virkelighedsromanen.
Virkelighedsromanen er på sin vis et fabeldyr, som er virkelighed og fiktion på samme tid. Den blev muliggjort af den stærke betoning af ytringsfriheden i norsk retspraksis, som igen gjorde det muligt for forfattere at udlevere virkelige mennesker uden at opgive ”Mykle-privilegiet”, altså at sætte sig ud over injurielovgivningen.
En anden grund til romanens indtog i privatsfæren kan have noget at gøre med forandringer i læsemønsteret. Kvinder læser flere romaner, mænd færre. Kvindedominansen er åbenbar for enhver, der har været med til bogsignering hos de norske virkelighedsromanforfattere. Cerebrale kvinder synes om passive mænd. Ikke til at gå i seng med, naturligvis, men som mænd de kan forstå og respektere. Her kan kvinden læse tvangfrit og uden risiko for overgreb.
Filosoffen Simone de Beauvoir beskriver det feminine domæne som ”immanent”, et lukket rum viet det indestængte, passive, stillestående og selvoptagede. Som jo sådan set kunne være en ondsindet, men rammende beskrivelse af norsk virkelighedslitteratur. Man kan mene, hvad man vil om at skrive indsigtsfuldt om sine sindsstemningers finere nuancer, men maskulint er det ikke.
Der tales meget om en modsætning mellem anorektisk og bulimisk fortællekunst – som repræsenteret af henholdsvis Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård, der på hver sin måde repræsenterer virkelighedslitteraturens højdepunkter. Begge vrider det almenmenneskelige ud af det private, begge beskriver den moderne skam over at være mand, og begge søger svar på, hvad det vil sige ”at være jorden tro”.
Virkelighedslitteraturen er ikke nogen norsk opfindelse. Litteraturhistorisk kan genren spores tilbage til Augustin, og den var et centralt begreb i fransk litteraturkritik i 1900-tallet, men det er interessant at spørge, hvorfor netop denne genre er blevet rendyrket i netop Norge.
Vi har etableret, at virkelighedslitteraturen er en naturlig forlængelse af norsk litterær tradition. Men den er kun én af flere mulige forlængelser; litteraturen kunne jo også have bygget videre på arven efter Knut Hamsun eller Sigrid Undset for nu at nævne to nobelpristagere, der skriver transcendent og ikke immanent – for at bevare de Beauvoirs begrebspar.
En tænkelig årsag kunne være, at nordmænd er optaget af sig selv. I 1890 var Friedrich Engels på ferie i Norge og bemærkede i sine rejsebreve, hvor ualmindelig optagede nordmænd var af Norge. Om dette er udtryk for en ung stats skrøbelige selvfølelse, svingende mellem overmod og selvforagt, skal være usagt her. Sikkert er det, at nordmænd finder sig selv interessante. Vi taler om langrend – også til udlændinge som ikke er interesseret i langrend.
Den norske virkelighedslitteratur er selvoptaget, men hvis den kun havde været det, var den forblevet et indre anliggende ligesom norsk musik eller norsk kogekunst. Men den norske virkelighedslitteratur er blevet en international succes. Knausgård fejres som en moderne Proust i USA, i Danmark kan den belæste sin Espedal, og i Tyskland dyrkes Jon Fosse som en ny Ibsen.
Forfatteren James Baldwin sagde engang i et interview med Life Magazine (25. maj 1963): ”Du tror, din smerte og dit smadrede hjerte er uden sidestykke i verdenshistorien. Men så læser du. Det var [bøger], der lærte mig, at de ting, der gjorde mest ondt, var de samme ting, som forbandt mig med alle andre mennesker, som lever nu, som nogensinde har levet.” Det er denne erkendelse, som virkelighedslitteraturen introducerede en ny generation for.
Kan det måske bero på, at Norge i lighed med Danmark og Sverige har ligget på forkanten af den vestlige modernitet, ikke mindst hvad angår individualismen? Et samfund, hvor mennesket fra toppen af Maslows behovspyramide kunne skue ud over det hele og i afsmag for 1900-tallets forsøg på at skabe en ny gud rette blikket indefter og finde svaret på, hvad det vil sige at være menneske, ved ærligt at besvare spørgsmålet: Hvem er jeg?
Der er også et andet norsk karaktertræk, som har gjort det muligt. Lad mig her fremsætte en privat betragtning. I en tidligere tilværelse arbejdede jeg med evaluering af bistandsprojekter. Noget, som altid overrumplede vores samarbejdspartnere, var nordmændenes skamløse evne til selvkritik – eller måske ikke bare evne – fryd er et rigtigere ord. Nordmændenes vilje til skånselsløst at dissekere deres egen utilstrækkelighed forbløffede afrikanerne.
De fleste kulturer har en vis kapacitet til selvkritik, men få har større evne end nordmændene til at nyde det – ikke i selvforsvar som briternes selvforklejnende humor, men som noget, der af filosoffen Peter Wessel Zapffe er blevet kaldt en ”barsk glæde”. Knausgårds Min kamp befrier sig for politisk korrekthed ved at udlevere sig fuldstændig. Ikke nogen ringe bedrift i en tid, hvor klam moralisme klæber til Vestens kultur, som tøjet klæber efter en ufrivillig svømmetur.
Virkelighedslitteraturens guldalder blev kort. Sammenbruddet kom i skikkelse af Vigdis Hjorths roman Arv og miljø, hvori hun i et anfald af terapi anklager sin døde far for incest. Forfatterens søster nøjedes ikke med at skære tænder som de fleste andre virkelighedsromanstatister, men skrev i stedet sin egen ”roman” – Fri vilje – anskuet fra familiens perspektiv. Og hun ramte storesøsterens kritikerroste bekendelsesroman så hårdt, at den fik slagside og sank.
Den internationale ekspert i virkelighedslitteratur, Paul John Eakin, skriver i indledningen til Mapping the Ethics of Life Writing: ”Virkelighedsforfattere kritiseres ikke kun for at fortælle den personlige og historiske sandhed, men også for at fortælle for meget sandhed.”
I den næste generation af norske forfattere, der debuterede efter 2000, er der kun få, som skriver bekendelsesprosa. Litteraturanmelderen Ingrid Økland skriver i Aftenposten (24. september 2016): ”Den nyskabende fase er forbi, og virkelighedslitteraturen truer med at bryde sammen som litteratur, fordi den indgår i en jævn strøm af facebookopdateringer, dagbogsnotater og selvoptagede bekendelser.” Måske. Men dette referer jo ikke til kunsten, kun til den emotionelle voyeurismen.
Sandheden er, at virkelighedslitteraturen led skibbrud på det samme rev som individualismen. For den hårde sandhed er, at individet ikke er iboende interessant – det er det liv, vi har levet, der gør os interessante. Det er problemet med de norske virkelighedsforfattere: De har ikke oplevet ret meget. De tror, de er nøgne, når de er indhyllet i litteratur. Det er en inversion af kejserens nye klæder. Ikke ”han tror, han har tøj på, men han er nøgen” – men ”han tror, han er nøgen, men er fuldt påklædt”.
De tror, at kunsten kan redde dem, men vikler sig i stedet ind i metafysikken, der jo altid er formindskende. Det er jo pointen med jorden og gud og alt det der: At indse at der hinsides metafysikken findes en direkte adgang til det, som giver både mindre og mere. Det forholder sig nok sådan, at virkelighedsforfatterne aldrig kan benytte sig af Nietzsches udvej, netop fordi de ønsker at skrive. Nietzsches overmenneske er overmenneske, fordi det holder op med at gøre det, som egentlig er så uhyre enkelt: Det holder op med at reflektere over sig selv.
Virkelighedslitteraturen opstod i Norge i det øjeblik, den første generation ”oliebørn” blev voksne i et land, der prædikede nøjsomhed og sammenhold, men praktiserede overflod og individualisme. De reflekterede over, hvorfor tolerance ikke fjerner skam, og hvorfor de ikke var lykkeligere med al deres individualisme. De søgte svar i sig selv og fandt dem ikke. Ikke nogen ringe erkendelse, men heller ikke en erkendelse, der opmuntrer til efterfølgelse. Måske er det i virkeligheden virkelighedslitteraturens druknende skrig, ønsket om at slippe fri for sig selv – og bare leve. Måske havde nordmændene svaret hele tiden, nemlig at tage på langrend.
Oversat af Claus Bech