En Europæisk Union uden mandat vil bringe mennesker uden tilslutning ind i en føderation uden legitimitet ved hjælp af beskatning uden mandat
af Asle Toje
”Der er ingen chance for at nå til enighed om den fremtidige traktat, som I taler om. Hvis der opnås enighed, bliver traktaten ikke ratificeret, og hvis den bliver ratificeret, bliver den ikke taget i anvendelse. Og hvis den bliver taget i anvendelse, bliver den fuldstændig uacceptabel for Storbritannien.”
Sådan sagde den britiske udsending, da Spaak-komitéen i 1955 foreslog et europæisk indre marked. Han tog fejl. Ud af endeløse kriser rejste Den Europæiske Union (EU) sig med hoved og skuldre over alle andre former for internationalt samarbejde.
Mens mange europæere har kæmpet sig gennem den aktuelle pandemi, har ambitiøse politikere af alle afskygninger behandlet katastrofen som en stor mulighed, en lejlighed til at implementere deres politiske dagsordener i stor målestok. EU er ingen undtagelse.
EU-kommissionen har således foreslået en bistandspakke på 750 milliarder euro svarende til cirka 5 procent af EU’s samlede BNI, og hensigten er at hjælpe EU ud på den anden side af coronapandemien. Pengene skal findes ved at optage fælles lån på internationale pengemarkeder.
Denne plan, der ifølge The Financial Times blev klippet og klistret sammen under tre bilaterale videomøder mellem Tyskland og Frankrigs ledere, skal foruden at undgå massekonkurser i Sydeuropa styrke medlemslandenes sundhedsvæsen og fremme den ”økonomisk suverænitet”.
Lånene skal for det meste sendes til Sydeuropa, mens gælden skal tilbagebetales i forhold til, hvor meget de 27 EU-stater bidrager til fælleskassen med, og her betaler de sydlige stater forholdsvis lidt. Men står der ikke i EU-traktatens §125, at ”en medlemsstat hæfter ikke for en anden medlemsstats gældsforpligtelser”?
Jo, men euroen nødvendiggør den slags overførsler, som §125 ellers udelukker. Konstruktionsfejlen skyldes, at man har en fælles valuta uden en fælles finanspolitik eller samme type økonomi. Det er problematisk, når pengenes værdi bliver skabt den ene sted, men brugt et andet.
EU har også en kattelem. I EU-traktatens §122 står der, ar Rådet kan indføre et kollektivt ansvar ved ”naturkatastrofer eller usædvanlige hændelser”. Coronakrisen er klassificeret som en sådan hændelse, og vupti bliver EU en velfærdsstat i gigantisk målestok, hvor velstand omfordeles.
Det er i hvert fald tanken. Der er utilfredshed fra flere sider. Den tyske forfatningsdomstol kritiserede for nylig EU-domstolen for at have velsignet Den Europæiske Centralbanks krumspring på obligationsmarkedet, som skyldtes, at man ønskede at holde låneomkostningerne nede for de forgældede EU-lande, især i Sydeuropa.
Danskere, svenskere, østrigere og hollændere: De savner nok briterne nu. London havde rollen som bremseklods – eller øverste instans – alt efter synsvinklen. De små lande lod ofte briterne slås på deres vegne og lod dem fortælle føderalisterne, hvad der var ”fuldstændig uacceptabelt”, mens de selv talte med to tunger.
Nu er den store, venlige kæmpe der ikke mere, og vi har endnu til gode at se, om der findes andre lande, som har styrke til at modstå den tysk-fransk akse. At nægte at deltage svarer til at sige nej til USA i NATO. De to lande, Tyskland og Frankrig, ønsker at generobre rollen som EU’s lokomotiv; de lande, der bestemmer unionens fart og retning.
Der er gode begrundelser for redningspakken. Konkurser er kostbare. Det kan blive dyrt at nægte Italien og Spanien en økonomisk blodtransfusion. Desuden får det nordeuropæiske erhvervsliv urimelige konkurrencefordele gennem økonomisk doping. Firmaer som Renault, SAS og Lufthansa har allerede fået milliarder i statsstøtte i strid med EU’s regler. Det er ikke rimeligt, at lande, der overholder reglerne, skal gå under.
Desuden er tilslutningen til EU i frit fald, især i Italien. Unionen har ikke brug for opinionen, men Brexit afslørede, hvor farligt det er at ignorere den folkelige tilslutning. Et sidste aspekt er, at Merkels forestående tilbagetræden betyder, at hun kan tage en stor, kontroversiel beslutning på sin kappe uden at risikere ikke at blive genvalgt.
Planen vil kræve enstemmig støtte fra alle 27 EU-lande. Især i de fire ædruelige småstater kan det blive svært at forklare vælgerne, hvorfor de skal betale mere, når de i forvejen betaler så meget. Nya Wermlands-Tidningen, Sveriges store regionalavis, skrev på lederplads den 9. maj 2020: ”Det er et rent ud sagt anstødeligt og frækt forslag, som EU-kommissionen her fremlægger. Det pakkes ind i smukke ord om solidaritet, men det betyder i realiteten ikke andet, end at den, der bærer sig fornuftigt ad, skal betale for den, der ikke gør det.”
Af denne grund frister EU-kommissionen medlemsstaterne med, at gildet i stedet kan betales med nye ”grønne” skatter i EU-regi. Den ene mands krisehåndtering er den andens kup. Kommissionen har længe fået mundvand ved tanken om at kunne beskatte medlemslandene. Med en sådan magt kan union blive til føderation.
Og der er al mulig grund til at tro, at når dette princip først er etableret, vil kommende kriser føre til nye EU-skatter. Og de påfølgende klagemål vil jo ende ved EU-domstolen, som ifølge den tidligere tyske præsident Roman Herzog lider af ”integrationsfeber”.
Der hviler med andre ord en tyng byrde på de københavnske lederes skuldre. Europa er nok nyt, men spillet er gammelt. Kan de små lande modstå en så stor overmagt? EU har overvundet dårligere odds end som så, som da den nedstemte forfatningstraktat blev til Lissabontraktaten i 2007. Der er også rigtig mange nederlag.
Ursula von der Leyen fremlagde forslaget til gigantredningspakken for EU-parlamentet den 27. maj. Hun indledte med at sige: ”Dette er Europas øjeblik.” Nøjagtig de samme ord, som en anden EU-leder, Jacques Poos, brugte i 1991, da han lovede, at EU ville redde Jugoslavien fra en borgerkrig. Sådan gik det ikke.
Oversat af Claus Bech