Hvordan et land, som engang elskede ruiner, selv blev lagt i ruiner og fandt nye, umulige idealer
af Asle Toje
Et liv i en skoæske. En sommerdag for nogen tid siden sad jeg og skrev på folkebiblioteket i Bengstfors (Sverige). En samling, der var doneret til biblioteket, skulle brændes. Jeg fik øje på en skoæske med fotografier taget af svensk grossist i årene fra 1932 til 1952. Da jeg var moden til lidt adspredelse, gav jeg mig til at se på dem.
Blandt fotografierne er ægteparret Birkfelds rejser gennem Tyskland i årene efter anden verdenskrig på vej til ferie i Thal i Østrig. Hamburg, Köln, Nürnberg og Magdeburg ligger i ruiner. Der er knap et hus tilbage, som ikke er ødelagt. Og midt i det hele står den svenske turist Bertil himmelfalden i beige frakke.
Han står der som vores repræsentant. For Bertil havde ingen andel i denne krig, han havde hverken noget med nederlaget eller sejren at gøre. Krigen kom aldrig til Sverige. Ødelæggelserne havde han nok læst om, men oplevelsen af at stå midt i ruinerne af et før så moderne land står mejslet i hans ansigtstræk.
I 1945 lå 4, 8 millioner af Tysklands i alt 18, 8 millioner huse i grus. Etymologisk har ordet ”ruin” rod i det latinske ruere, der betyder at falde, falde fra hinanden. Ruinen er en del af civilisationens forløb, af dens ikke-gravlagte levninger. Ligesom kroppe er bygninger dømt til at smuldre.
I Magdeburg kom århundreders forfald på 36 minutter. Den 16. januar 1945 faldt der tusind tons bomber på byen. Royal Air Force havde perfektioneret bombningen af den tyske civilbefolkning. Først kom der bomber, som rev tagene af husene, derefter brandbomber og til sidst bomber, som forhindrede brandmænd i at arbejde.
De allieredes luftfotografier viser en mennesketom by. Udbombede gader fulde af murbrokker mellem lange rækker af mure uden tag. Ikke siden mongolernes hærgen havde noget land været udsat for et så tilintetgørende nederlag som Tyskland. Ødelæggende krige, javist, men aldrig så fullstendig.
Det er svært at se nogen fremtid efter det. Den tysk-amerikanske politolog Hans Morgenthau foreslog, at Tyskland skulle gøres til en ”græsgang for geder”. Østtysklands nationalsang hed ganske passende ”Auferstanden aus Ruinen”, genopstanden af ruiner.
Med en kraftanstrengelse blev byen ryddet. Kvinder, der blev kaldt ”Trümmerfrauen” (dvs. ruinkvinder), gjorde en stor del af arbejdet, eftersom cirka fire millioner mænd var døde og andre fire millioner var i krigsfangenskab. Der blev udlagt midlertidige jernbanespor, så en hel by kunne flyttes, trillebørlæs for trillebørlæs.
Da jeg voksede op, var der ikke ret mange krigsruiner tilbage i Vesttyskland. Min far, som læste medicin i München sidst i 1960’erne, talte ikke særlig pænt om Storbritannien, hvor man langt op i 1970’erne stadig samlede penge ind til genopbyggelsen af udbombede engelske kirker, mens der overalt i Vesttyskland var bygget nyt.
I den vesttyske nationalsangen blev ruinerne ikke nævnt, og at fjerne dem blev en slags national besættelse. En tidsrejsende kan nemt få mistanke om, at der er tale om parallelle virkeligheder, for der er ingen vidnesbyrd om Ragnarok 1945 i Tyskland af 2020. I hvert fald ikke i de byer, som turisterne besøger.
Magdeburg
Billederne gjorde mig opmærksom på Magdeburgs skæbne. Jeg kender ingen, der kender nogen i delstatshovedstaden i Sachsen Anhalt. Da jeg skulle besøge den, sendte jeg besked om det til mine mange tyske venner for at få at vide, om nogen af dem havde bekendte i byen. Ingen kender en bys særegenheder bedre end dens indbyggere.
Det viste sig også, at de færreste havde aflagt besøg i Magdeburg, selv om denne Elbens Jomfru kun ligger omkring en times kørsel fra Berlin. Mine venner er veluddannede og arbejder i Berlin eller Dresden, men de kommer fra vest. Desuden har Magdeburg et dårligt ry i Tyskland.
Når udenlandske medier interesserer sig for byen, skyldes det ofte, at dens højrepartier har haft gode valg. Historikeren Jörg Arnold skriver, at sønderbombningen har været vigtig for byens identitet helt frem til i dag. Den har gjort det muligt for magdeburgerne at opfatte sig som ofre på trods af nazisternes forbrydelser.
Den 16. januar organiserede forskellige højreradikale partier en demonstration for at mindes 75-årsdagen for ofrene for bombeangrebet på Magdeburg; ifølge bannere var der 16.000 døde. Det reelle tal ligger snarere på mellem to og fire tusind. Det officielle Tyskland foretrækker at mindes ofrene i koncentrationslejren Magda.
Det dårlige omdømme kommer også af, at Magdeburg er en styg by. Det var anderledes før krigen. Med sin barokarkitektur, mange værtshuse og smalle gader var Magdeburg et smukt eksempel på det førindustrielle Tyskland, omtrent som Dresden.
Byen brændte ned i 1631, men efter genopbygningen var den større og smukkere end før. Selv voksede jeg op med troen på, at Magdeburg var en vigtig tysk by på linje med Hamburg og Berlin. I den lutherske verden, jeg voksede op i, var Magdeburg ”vores” tyske hovedstad.
Bombningen af Magdeburg var næsten lige så slem som ødelæggelsen af Dresden en måned senere. Halvfems procent af husene i bykernen blev ødelagt. Og dermed forsvandt det gamle Magdeburg. Fortiden ligger begravet under de små bakker øst og vest for byen, som er ruindynger. Men den er mere end udbombede huse og manglende etager. Hele boligblokke blev tilintetgjort under bombeangrebet. Byens indre logik, som var vokset frem gennem århundreder, blev uigenkendelig. Byen blev berøvet sin identitet.
Ruinromantik
Engang dyrkede tyskerne ruiner. For Goethe spiller ruinen rollen som æstetisk udløser i det forfinede sind. ”Kloster i egeskov” (af Caspar David Friedrich, red.), Tysklands måske mest afholdte maleri, afbilder en ruin.
”Ruinen vidner om to kosmiske kræfter, natur og ånd, som modarbejder hinanden,” skrev den tyske sociolog Georg Simmel i 1911. Ruiner er gennemsyret af en foruroligende melankolsk ladning, en insisterende påmindelse om vores eget kortvarige jordeliv.
Ruinen forudsiger en fremtid, hvor nutidens strukturer er gået i forfald. Simmel skriver, at ”arkitektur er en forlængelse af menneskesjælen – den konflikt mellem at stræbe opefter og at styrte ned, som finder sted i ruinen, finder også til stadighed sted i menneskesjælen.”
På vejen ind i Magdeburg gør jeg holdt ved en ruin. Kristallpalast var engang Magdeburgs mest fashionable kabaret. Jeg forcerer et gærde og klatrer ind gennem en af garderobefløjene og ender i storsalen. Taget er styrtet ned og blokerer for adgang til scenen.
Her forstod jeg for første gang , hvad Simmel skriver om. Det er, som om hundrede års musik, latter og glæde giver et ekko på randen af erkendelsen, mens jeg vandrer fra sal til sal og til sidst kommer ud i baren med høje stole langs en uendelig lang bardisk af muggent nøddetræ.
Krystalpaladset brændte under bombeangrebet i 1945, men blev åbnet igen i 1949. Bygningen deler skæbne med mange andre bygninger i Østtyskland, der tilsyneladende overlevede krigen. Men de midlertidige reparationer udskød kun den sidste akt. I 1986 overlod myndighederne storsalen til forfaldet.
Nu da det er for sent, annoncerer plakater udenfor, at Krystalpaladset skal reddes. Desværre er der ikke ret meget at redde. Murværket forvitrer på grund af fugt og råd. Sådan forholder det sig med mange bygninger i det tidligere Østtyskland. Rundt regnet 1, 3 trillioner euro er overført fra vest til øst, men det er ikke nok.
Ud af ruinerne
”Jeg forsøger at sige til mine venner i Bayern: Forestil jer, at BMW, Airbus og Bayer lukkede ned i morgen. Det var det, der skete i DDR. Magdeburg var kendt som Stadt des Schwermaschinenbaus, sværindustriens by. Tabet af arbejdspladser fortsætter, men folk i vest har tilsyneladende ikke mere medfølelse tilbage i posen.”
Historikeren Michael Stöneberg er ekspert i moderne historie ved Kulturhistorisches Museum Magdeburg. Vi er på vej gennem museets udstilling, som fortæller om byens vækst og fald, begyndende med angrebet på Magdeburg i 1631, en af historiens store krigsforbrydelser.
Han forklarer, at ordet ”Magd” er et andet for ”pige”, og at drabene, voldtægterne og nedbrændingen af protestanternes hovedby blev et ankepunkt i den protestantiske propaganda. Ordet ”blodbryllup” var tænkt som en betegnelse for den slags kærlighed, protestanter kunne vente sig af katolikker. Byens navn blev oven i købet til verbet ”at magdeburgisere”, som betyder at udslette en by.
”DDR ønskede at genopbygge Magdeburg. Den var en af de få byer, der blev udpeget til at blive genopbygget i ’den nationale tradition’, dvs. at den skulle føres tilbage til den by, som den førhen havde været. Ødelæggelserne gav dog arkitekterne en ’tabula rasa’, der hurtigt blev fyldt ud med kommunistisk æstetik.”
Dette kom tydeligt til udtryk med Grosser Platz, et gigantisk åbent torv i byens centrum. Det blev aldrig færdigt, og flere andre byrum i Magdeburg forblev tomme. ”Pengene slog ikke til,” siger Stöneberg, ”DDR havde simpelthen ikke ressourcer til at føre planerne ud i livet.”
Magdeburg led også under, at byen havde haft mange kirker i centrum. Kommunisterne brød sig ikke om kirker. På Grosser Platz blev den fremtrædende og kun delvis ødelagte Ulrichskirche revet ned i 1950’erne. Yderligere to kirker i centrum blev revet ned, og Johanniskirche blev stående som ruin.
Tanken om at genopbygge byen med de genanvendte mursten i gammel stil blev opgivet i 1960’erne, og Magdeburg fik lange rækker med præfabrikerede bygninger uden nogen åbenbar plan for, hvordan byen skulle se ud. ”Mange mener, at Magdeburg blev behandlet dårligt,” siger Stöneberg.
Han tror, at der også var det problem, at Magdeburg var en tidligere prøjsisk garnisonsby, og at krigen gjorde byens militære identitet uacceptabel. Tidligere havde industriherrer finansieret dens forskønnelse, kulturliv og berømte museumssamlinger.
”Man siger,” ler Stöneberg, ”at den første generation skaber rigdom, den anden forvalter den, og den tredje studerer kunsthistorie.” Der var ikke plads til mæcener under kommunismen. Bybefolkningen var heller ikke den samme efter krigen, da mange var flygtet til vesten fra de tabte tyske provinser østpå.
For nylig blev der afholdt en folkeafstemning for at afgøre, om Ulrichskirche skulle genopbygges. Vælgerne sagde nej. ”Krigsruiner er ikke romantiske ruiner,” siger Stöneberg, ”de gemmer på minder, som folk helst vil glemme, eller måske står de for en nutid, som mangler viljen til at genrejse.”
Forglemmelsens kultur
Tyskland valgte ikke kun at glemme, men blev også tvunget til det. Filmhelten Arnold Schwarzenegger, som blev født i Thal i 1947 hvor Birkenfeldt ferierede, skriver i selvbiografien Total Recall (2012): ”Hvordan kunne vi forholde os til det utrolige drama, når ingen ville tale om det?”
”Det tredje rige skulle viskes ud. Alt, som havde haft noget med det at gøre, blev konfiskeret. Bøger, film, plakater, endda dagbøger og fotoalbummer. Det skulle alt sammen skaffes af vejen. Krigen skulle helt slettes af bevidstheden.” Krigen blev et ikke-tema for krigsgenerationen.
Tankegangen hos de allierede var, ikke urimeligt, at tysk militarisme havde kastet verden ud i to verdenskrige, og at det militaristiske tankegods derfor skulle rives op med rode. Vesttyskland blev afmilitariseret, kom først med i NATO i 1955, og landet var besat af fremmede styrker helt indtil 1989.
I det omfang krigen var et tema, så var det i forklarende erindringsværker som Ernst von Salomons Die Fragebogen (Spørgeskemaet, 1951). Spørgeskemaet er den standardformular, som de allierede brugte til at afkræve tyskerne oplysninger om deres forhold til nazismen. Salomons svar i bogform er 500 sider langt.
I kort form kan denne konservative forfatters svar udlægges som følger: Vi tyskere prøvede at være patriotiske og støttede vores land under naziregimet ved at overholde loven, støtte militæret og udføre vores arbejdsopgaver, mens vi forsøgte at undgå at blive mere indblandet i alle grusomhederne end højst nødvendigt.
Dette er syndsforladelse pr. selvbetjening. Anden verdenskrig var ikke ”endnu en krig”, men Krigen med stort, et sammenbrud for civilisationen. Parolen ”Jeg fulgte bare ordrer” gjorde det muligt for stornazister at gøre karriere i Vesttyskland og hurtigst muligt lægge gaskamrene og krigsforbrydelserne bag sig.
Opgøret kom først med krigsgenerationens børn og den afsky, som mange af dem følte ved mødet med det tredje riges forbrydelser og forældrenes selektive hukommelse. Der blev skrevet et utal af bøger, og det blev en hel litterær genre at afsværge sin fars ugerninger. Fædrenes synder hjemsøgte børnene.
I mellemtiden diskuterede akademikerne hidsigt, om Tysklands forbrydelser skyldtes forkerte grundholdninger, eller om tyskere var specielt onde. Forestillingen om tyskerne som en ”Täternation” (overgrebsnation) blev en kilde til identitet, især blandt tyske eliter, skriver sociologen Bernhard Giesen.
Uanset hvilken historisk figur eller begivenhed, der fejres eller mindes i Tyskland– det være sig Frederik den Store eller 68-generationen – er der en tendens til at det heleavspores i en debat om, hvordan dette relaterer til nazismen..
Den jødiske forfatter Jean Améry har en besk kommentar til dette forhold: ”Der er tale om tysk efterkrigs-fortvivlelse. Tyskeren føler sig som offer i en kafkask retssag. Mystiske kræfter har forvandlet ham til et insekt. Han viderefører simpelthen de mekanismer, der er blevet sat i gang.”
Et lignende skisma opstod ikke i DDR. Det skyldtes til dels, at det udbombede Østtyskland skulle betale krigsskadeserstatning. Hele fabrikker blev afmonteret og transporteret til Sovjetunionen. Et eksempel er Zinkhütte Magdeburg, som stadig er i drift i Kasakhstan.
Tysklands genforening var ikke kun et møde mellem kommunisme og kapitalisme, men også en konfrontation mellem to forskellige nationale selvbilleder. Østtyskland definerede sig som antifascistisk, et ”bedre Tyskland”. Det havde ikke det samme behov for et selvopgør fyrre år efter.
Identitet og fortiden
På vejen tilbage til Berlin lægger jeg mærke til, at gamle, forfaldne huse står tomme i hver eneste landsby. Angela Merkel har udtalt, at ”Tyskland må finde sig til rette med sig selv”. Tyskerne trænger til ”at komme over sig selv”, hører man oftere og oftere i NATO-kredse, hvor man er træt af selvbebrejdelserne.
Spørgsmålet om Tysklands identitet er afgørende for Europas fremtid. En ny patriotisme kan udløse understrømme i nabolandene, som kan afspore det europæiske projekt, og den selvudslettende impuls, som udløste migrationskrisen i 2015, kan få en lignende virkning.
Angela Merkel har ført kristendemokraterne (CDU) i en socialliberal retning. Partiet erobrede det politiske centrum ved at overtage signalsager fra SPD og De Grønne. Det er svært at pege på en klar konservativ sejr i løbet af de fjorten år, hun har været ved magten. Dette kan medvirke til at forklare, hvorfor konservative vælgere strømmer til det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD). Merkel anser AfD for at være en slags udskud, hvilket har bidraget til den igangværende kulturkamp mellem liberale og nationalkonservative kræfter.
Tyske akademikere og journalister stigmatiserer effektivt højreorienterede synspunkter i Tyskland. Enhver markering af tysk historie ender i en diskussion om dens relation til nazismen. Et citat fra Joschka Fischer, forhenværende udenrigsminister for De Grønne, kan stå for mange menneskers opfattelse: ”Tyskland har ikke brug for nationalisme, for intet har i samme grad som nationalismen ødelagt Tyskland. Når jeg hører AfD’s slagord, ser jeg de byer, jeg er vokset op i. Byer, hvor vi legede i ruinerne. Vores lege var levn fra krigen. Det står ualmindelig klart i min erindring.”
Til dette siger Götz Kubitschek, AfD’s intellektuelle gudfar: ”Vi vil ikke tilbage til fortiden, vi ønsker kun, at Tyskland skal blive et normalt land. Vi må holde op med at instrumentalisere fortiden som politisk middel til at vinde enhver diskussion. Vi må bryde ud af den kollektive psykose. Der er ikke noget moralsk verdensmesterskab, som skal vindes, det hele er en illusion.”
Denne holdning gør en forløsende overenskomst mellem identitet og fortid usandsynlig. Julia Hell og Andreas Schönle, forfatterne til bogen Ruins of Modernity (2010), hævder, at ”ruinerne har vidtrækkende politiske konsekvenser, som afslører og påvirker vores antagelser om individets og statens magt og om ideologiens betydning i social, moralsk og økonomisk sammenhæng.”
Måske kan tyskerne finde sammen igen ved at genopbygge deres ruiner? De svenske feriebilleder, der ansporede min rejse, viser, hvordan krigen berøvede tyske byer kontekst og mening. At hegne de resterende stykker af Tyskland fra før nazismenkunne mindske den fremmedgørelse, som mange tyskere oplever i den globale tidsalder. Som forfatterne konkludere: ”Ruiner kan betyde afslutningen på noget gammelt eller begyndelsen til noget nyt.”
Oversat af Claus Bech