Kriminalitet. Skandinaviske fængsler bliver et hårdere sted.
Af Asle Toje
Det er normalt, at lande med høj kriminalitet har større fængsler, mere politi og længere straffe. Denne mekanisme er nu kommet til Skandinavien. Straffene bliver længere, afsoningsforholdene mere rå, og fængslerne mere indvandrerdominerede. Afstanden mellem retorik og realiteter vokser i en af Skandinaviens mærkevarer, den progressive retspolitik.
Sikkerhedsklasse 1
»Vist er han stærk, men ikke på bodybuildermåden – og mælkehvid – der er jo ikke sol i fængslet.« Kvinden med lænketaske og lynlåsstøvler sad på en betonklods uden for højsikkerhedsfængslet Salberga. Hun kom fra det første stævnemøde med en indsat og var rigtig stolt af oplevelsen. Jeg havde godt vidst, at enkelte kvinder tiltrækkes af farlige kriminelle, men at møde en i hendes naturlige omgivelser var uventet – omtrent som at møde en elg.
Salberga ligger to timers kørsel nordvest for Stockholm. Jeg parkerede på de anviste gæstepladser ved siden af en hval af en BMW, som jeg skamfuldt må erkende, at jeg kender prisen på: 1,5 millioner. Som for at erkende nederlaget efterlod min Toyota prompte en pinlig, inkontinent plet på asfalten. Jeg gik hen til sikkerhedshegnet, trykkede på en knap og fik straks svar. En forvrid stemme afkrævede mig navn og personnummer og bad mig vente.
Tiden afkortes af den højlydte snak fra kvinden, som tydeligvis nu kan sætte kryds ved »at have sex med en morder« på sin liste over livsambitioner. »Der er ingen risiko,« svarer hun på et spørgsmål, »han er ikke ude før i 2030.« Fangen, jeg skal besøge, Ephraim T. Yohannes, afsoner 16 år for drab. Han bliver løsladt midt i 20-tallet. Han er ikke nogen populær fange. Der skulle mange forsøg til, før jeg fik besøgstilladelse. »Han får ikke mange besøg,« sagde en betjent, som næppe skulle have fortalt mig det.
Da jeg kommer inden for den seks meter høje ringmur, der omkranser fængslet, får jeg at vide, at jeg ikke må tage noget med ind. Hverken bælte, kuglepen eller papir. Efter metaldetektoren følger en kropsvisitation foretaget af to tatoverede betjente. Elektroniske ståldøre låses op og låses igen bag os på vej til besøgslokalerne. Interiøret er forstemmende – som om opgaven havde været at skabe en børnevenlig atmosfære, selv om man vidste, at det var dømt til at mislykkes.
Fængsel som omsorg
Det er en etableret sandhed, at Skandinavien har de venligste fængsler. Denne erkendelse opretholdes af systemets tilhængere og af det vitriolske kommentarfelt, der ledsager alle nyheder fra fængslerne. Udlændinge, som ser Skandinavien som en pil og en lengten, er specielt entusiastiske. I en længere artikel i The Atlantic er der ingen ende på den ros, som professor Doran Larson øser ud over skandinaviske fængslers ensidige fokus på rehabilitering: »Ingen straf er så effektiv som den straf, der ingen steder lader skinne igennem, at hensigten er at straffe.«
Det er kun delvis rigtigt. Sveriges tilbagefaldsprocent er omtrent som i andre europæiske lande; 40 procent har begået ny kriminalitet tre år efter afsluttet afsoning ifølge Brottsförebyggande Rådet. Hvad Larson har ret i, er, at vokabularet er blevet sprogvasket på maskinens silkeprogram. Her er der ingen straf eller afbigt, kun omsorg, behandling og myndiggørelse. En central inspirator, den norske kriminolog Nils Christie, skriver et sted: »I det civile samfund står værdier som godhed og tilgivelse centralt.« Og han tilføjer: »…straf betyder et brud med disse værdier.«
Det kulturradikale etos dominerer fortsat i skandinaviske fængsler. De tre lande fængsler kun lidt. Sveriges fængslingsrate er 53 pr. 100.000 indbyggere, en tiendedel af USA. Den ringe strafvilje lader ikke til at skabe højere kriminalitet. Svensk kriminalitet har siden 1990’erne ligget stabilt på cirka 15.000 anmeldte lovovertrædelser pr. 100.000 indbyggere. Men tallene skjuler et fald i berigelseskriminalitet og en forøgelse af antallet af drab og voldtægter. Det har skabt debat.
Kernen i debatten blev, om Sveriges høje indvandring har ført til mere kriminalitet. Kriminologen Jerzy Sarnecki påpeger, at anmeldte lovovertrædelser ikke er steget i samme takt som indvandringen, og at der derfor ikke er nogen klar sammenhæng mellem de to. Nationaløkonomen Robert Östling har påpeget, at kriminaliteten måske ville have været lavere uden indvandring. I vestlige lande har kriminaliteten ikke stabiliseret sig i de senere år, men er faldet.
Skandinaviske fængsler har stadig færre etniske skandinaver. I Sverige er 53 procent af de indsatte med lange fængselsstraffe født i udlandet. De ellers datahungrende svenskere har ikke tal på, hvor mange af de resterende, der har indvandrerbaggrund. Brottsförebyggande Rådet holdt i 2005 op med at redegøre for sammenhænge mellem personers oprindelse og kriminalitet. Studier af kriminalitet i Norge og Danmark har længe fundet en højere andel registreret kriminalitet blandt personer med indvandrerbaggrund end blandt den øvrige befolkning.
Mere vold
I mødelokalet er der en kort sofa, to stole, en vandkoger. Over fængselsmuren skæmmer toppene af syge fyrretræer himlen. På en hylde ligger et uvasket tæppe og et håndklæde, formodentlig til de amourøse. På bordpladen har nogen nedkradset fire ord på engelsk: »Verdens værste ferie«. Fængselsbetjenten stikker hovedet ind ad døren og peger på en ringeklokke ved siden af en alarmknap: »Hvis du trykker på den, kommer vi. Trykker du på den her, kommer vi hurtigt.«
Indsatte, der ikke spiller deres tildelte rolle, er et voksende problem for Kriminalforsorgen. De bliver ikke venligere af at blive mildt behandlet. »De er meget udfordrende,« udtaler Nils Öberg, Kriminalvårdens generaldirektør, til Helsingborgs Dagblad. Ifølge tal fra Kriminalvårdens årsrapport er antallet af grove voldsepisoder i svenske fængsler vokset med 20 procent på fem år. Og det på trods af, at antallet af indsatte er faldet med 12 procent. Sveriges TV4 har desuden afsløret en betydelig underrapportering af volden mellem indsatte.
Efter lidt ventetid lukkes Ephraim ind. Han er ikke så høj, som jeg havde ventet, cirka 1,70 meter, og mere spinkel. Vægtløftermusklerne fra de fotos, der har cirkuleret i pressen i forbindelse med retssagen, er forsvundet. Han har spinkle hænder og et fast blik. Han viser korset han har om halsen og velsigner meg. Jeg beder ham fortælle om tiden i fængslet, og han taler, afbryder sig selv, begynder et andet sted. Ephraim trives ikke i Salberga. Han vil væk.
Han havde sit første slagsmål i Kumla-fængslet. »A tall Swedish guy.« Ephraim beklager, at vi er nødt til at tale engelsk, men han mener, at han helt har mistet lysten til at lære svensk efter det, som samfundet har gjort mod ham. Han mener, at han er uskyldig. Den høje svensker havde mobbet ham og bedt ham fortælle en anden historie end den, han havde fortalt i retten. Ephraim følte, at han måtte forsvare sig.
Herefter blev han flyttet til den berygtede »sexbunker i Norrtälje«, et andet af Sveriges syv højsikkerhedsfængsler. Her trivedes han godt. Men så var han kommet i klammeri igen, denne gang med en araber, der havde angrebet ham med en »shank« – en kuglepen, der var smeltet og slebet som en kniv. Han var kommet bagfra og havde hugget Ephraim i halsen, men uden større skade. Ephraim insisterede på, at han var et tilfældigt offer. Da jeg siger, at det er svært at tro på, insisterer han igen. Ikke for sidste gang under vores tre timer lange møde.
Yohannes er ingen mønsterfange. Han har gentagne gange fået advarsler, fordi han nægter at deltage i pligtarbejde. Selv mener han, at »arbejdsterapien«, hvor fanger skruer svejsemaskiner sammen eller pakker æsker for 13 kroner i timen, er det rene slavearbejde. Dertil kommer, at han har truet fængselspersonalet og brudt ordensreglerne, fortrinsvis ved at være grov i munden og udløse alarmen i utide. Selv mener han, at personalet misbruger sin magt og chikanerer ham.
Klagelisten over afsoningsforholdene er meget lang. Efter at han blev overfaldet i Norrtälje, blev han isoleret og nægtet adgang til sine Bibeler, noget, som justitsombudsmanden har kritiseret fængslet for. Efter overfaldet krævede han også at blive flyttet, men det fortryder han nu.
Kriminologi
En central del af det skandinaviske straffeetos er opsummeret af kriminologen Nils Christie i devisen »Der findes ingen kriminalitet«. Tanken er, at kriminalitet er socialt konstrueret, og at samfundet derfor selv kan bestemme, hvor meget kriminalitet det vil have. I Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab (3/2005) henviser Christie til, at antallet af anmeldelser er tidoblet siden 1950erne, og at antallet af indsatte er mere end fordoblet. Han fortsætter: »Et af hjælpemidlerne er at skabe bevidsthed om handlingens flertydighed, at handlinger ikke er, men bliver.«
Ikke alle køber dette ræsonnement. Leif Petter Olaussen, førsteamanuensis ved Institut for Kriminologi ved Universitetet i Oslo, har givet sin egen institution følgende skudsmål i Morgenbladet (23/11-2011): »Hverken myndigheder, journalister, studenter eller andre kan forvente at finde opdateret, forskningsbaseret viden om norsk kriminalitet ved dette institut.« Spurt om hvad han ville si til dem, som mente, at han var naiv, svarede Christie i et radiointerview på NRK: »Men er det ikke også bare godt?«
En anden nestor i kriminologi, Jock Young, erkender, at faget har haft en ideologisk slagside, som nu må udfordres. »Det nye mønster [altså kriminologer, som mener, at kriminalitet findes, og at straf virker] står i kontrast til en generation med liberale meninger og forskning, der havde som mål at minimere politiets rolle og reducere antallet af betjente. Man kan ligefrem sige, at det har været en hemmelig dagsorden for akademisk kriminologi siden 1800-tallet.«
Fængselspsykiateren Anthony Daniels, der skriver under pseudonymet Theodore Dalrymple, er principielt modstander af at forklare kriminalitet som et forståeligt udslag af socioøkonomisk ulighed: »Problemet er, at dette fremelsker en tilbøjelighed, som mange kriminelle er fælles om, en manglende vilje til at tage ansvar for deres egne handlinger.« Han mener, at kriminologerne har medvirket til at normalisere og ufarliggøre kriminalitet: »Min erfaring er, at det er højst usædvanligt, at den dømte erkender sin skyld eller udtrykker anger.«
Dalrymple mener, at fokusset på omsorg springer buk over erkendelsen af at have voldt skade, som efter hans mening er en betingelse for at ændre adfærd. Yohannes er dømt for at have voldtaget og dræbt et tilfældigt offer, den 27-årige Elin Kranz i 2010. På trods af et omfattende bevismateriale, der indbefattede offerets DNA på hans undertøj, insisterer han på, at han er uskyldig, og at han er offer for en sammensværgelse. Jeg spørger, om der også er andre uskyldige, der afsoner i Salberga: »De fleste påstår, at de er uskyldige,« erkender Yohannes resigneret.
Hårdere straffe
En del af årsagen til, at Skandinavien får så megen positiv omtale for sine fængsler, er, at vore lande har overtaget kriminologernes syn på miljø og diskurs og har betragtet miljø og diskurs som kriminalitetens årsager og omsorg som kuren mod dem. I 2014 kunne The Guardian anerkendende fortælle, at siden 2004 var antallet af indsatte i svenske fængsler faldet fra 5722 til 4500, og i 2013 blev fire af landets fængsler lukket. Kriminalvårdens Nils Öberg formulerede artiklens overskrift: »Fængsel er ikke straf i Sverige. Vi sørger for, at folk kommer i bedre form.«
Sidste år vendte denne tendens. Antallet af fanger begyndte igen at stige. Öberg rykkede ud i medierne og bad indtrængende myndighederne om at forøge antallet af afsoningssteder og fængsler. Han henviste til erfaringerne fra 1900-tallet, som var sidste gang, Sverige reducerede fængselskapaciteten mere, end kriminaliteten tilsagde. Dengang førte det til fangeflugter, gidseltagninger og optøjer. For ikke at havne i samme situation igen må man ruste op fængslende, skriver direktør Nils Öberg i Dagens Nyheter (20/2-2018).
Årsagen er til dels en stigning i antallet af grove forbrydelser. Antallet af drab er i stærk stigning – 113 i 2017 – mod 54 i Danmark – og det samme gælder voldtægter – der blev anmeldt 7369 i 2017. Men misforholdet mellem kriminalitet og fængselskapacitet beror også på en anden, underkommunikeret tendens: at Skandinaviens berømmelige lave strafniveau i de senere år har ændret sig. Det gælder især Sverige.
I løbet af de seneste tyve år er strafniveauet blevet drastisk skærpet. Myndighederne har forøget strafferammen for en lang række forbrydelser. I 1974 medførte »livstid« 14 års fængsel, men i 2013 var afsoningstiden steget til næsten 25 år. Gennemsnitsstraffen for seksualforbrydelser er forøget med 20 procent siden 1997. Tanken om at strengere straffe afføder kriminalitet er gået af mode. Det synes at være myndighedernes respons på en ændret opinion.
I rapporten »Svenskernes syn på straff« fra 2010 konkluderer Kristina Jerre og Henrik Tham: »Undersøgelsen af den generelle retsbevidsthed viser, at svenskerne vil have strengere straffe. To tredjedele mener, at straffene er for milde, over halvdelen går generelt ind for længere fængselsstraffe, og tre fjerdedele mener, at voldelige forbrydelser bør straffes meget strengere, end de bliver i dag. Konklusionen på denne delundersøgelse ser ud til at være, at skærpelserne af straffelovgivningen og hårdere straffe ved domstolene har støtte i befolkningen.«
Det er svært at beskrive lettelsen ved at komme ud af Salberga. Tiden står ikke længere stille. Den populære fange-tatoveringen av et ur uden visere, gir mening. Den, der tror, at svenske fængsler er en feriekoloni, tager fejl. Stille og roligt har Sverige forladt sin fordums mærkevare, den progressive kriminalomsorg. Kun retorikken er tilbage som vildledende eufemismer. Straffene bliver længere, fængslerne hårdere. Det er sket samtidig med, at de indsatte i tiltagende grad er af anden etnisk herkomst end befolkningen uden for murene. Oversat af Claus Bech