Regeringsskifte. Efter valget i Norge afløser den ene splittede koalition den anden. Ved valget var det dem, der tabte mindst, der vandt.
asle toje
For Jonas Gahr Støre var valget i mandags absolut sidste chance. Arbeiderpartiet har aldrig været så længe fra magten eller haft så lav tilslutning som under hans lederskab. Partiet er blevet mindre i lighed med andre centrum-venstre-partier i resten af Europa.
Det skortede også på held på den blå fløj.
Det sidste valg i 2017 førte til en splittet koalition bestående af Høyre, Fremskrittspartiet, Kristelig Folkeparti (KrF) og Venstre (V) med Erna Solberg (H) som statsminister. Samarbejdsklimaet var dårligt og blev værre med tiden.
Denne ménage à quatre kostede dyrt. Statens udgifter målt som andel af BNP voksede til opsigtsvækkende 66 procent i 2020. Dermed troner Norge øverst af samtlige lande i OECD’s oversigt over størrelsen på den offentlige sektor som andel af værdiskabelsen.
Regeringsdeltagelsen med Fremskrittspartiet rev Kristelig Folkeparti midt over. Partilederen mente, at partiet burde rykke over på venstrefløjen, men tabte på landsmødet og måtte gå af. Den upopulære koalition fremtvang også et lederskifte i 4-procentspartiet Venstre.
Fremskrittspartiet trådte ud af regeringen i januar 2021. Den udløsende faktor var, at regeringen bøjede sig for mediepresset og hentede en IS-kvinde hjem til Norge. Sagen førte også til, at Frp skiftede leder fra Siv Jensen til Sylvi Listhaug.
På Karl Johan
Men nu er der valg igen. To dage forinden er der myldrende liv på Oslos hovedstrøg Karl Johan. I alle boder falbyder politikere deres varer. Der er næsten ingen vælgere, for det meste kun skolebørn. Fremskrittspartiet har tre valgmedarbejdere, som gør rede for partiets politik for hver sin gruppe af hijabklædte migranter på demokratikursus.
Fremskrittspartiet kæmper for at minimere nederlaget. Sylvi Listhaug har fulgt Tony Blairs »tretrins guide til valgsejr«: Mobiliser grundfjeldet; reager effektivt på din modstanders mærkesager; vær forførende. Listhaug kørte i autocamper, forsvarede olieindustrien og tog sig godt ud i nationaldragt.
Hos Høyre er valgmedarbejderne pensionister. De forklarer tålmodigt partiets økonomiske politik for børn, som stadig får lommepenge. Ernas ansigt ses overalt. På T-shirts og kaffekopper. Statsministeren er mere populær end partiet.
Foran en campingvogn signalerer Senterpartiets (Sp) enlige landmand med hele sit væsen, at han ikke trives i byen. Ikke så sært. Denne valgkamp har ikke været god for Sp. Partiet havde 21 procents tilslutning i januar, kun 13 procent i september.
Senterpartiet har vokset sig større uden for byerne som følge af regeringens centraliserende reformer. Partiets leder, Trygve Slagsvold Vedum, er universelt vellidt. Men den politiske vindersag har ikke været på dagsordenen. Og i en valgkamp drevet af meningsmålinger bliver tilbagegangen selvforstærkende.
Sosialistisk Venstreparti kender sit publikum. De deler slikkepinde ud. Af Norges tre miljøpartier har partiet klaret sig bedst, godt hjulpet af FN’s klimarapport, som dominerede valgkampens første fase. Miljøpartiet de Grønnes folk stirrer på trængslen ved SV’s bod, grønne af misundelse.
De tørlagte kommunister i partiet Rødt repræsenteres af arbejderklassens støttegrupper. Svedige ansigter og udråbstegn. Uretfærdighed, uretfærdighed over alt. For første gang ligger partiet til at komme over spærregrænsen. At kritisere de rige er populært i år.
Men ungdommen tager hurtigt afsked, for Arbeiderpartiets Hadia Tajik taler i TV2’s glashus foran Stortinget! Hun ankommer i kileformation flankeret af farvekoordinerede rådgivere. Unge Høyre er mødt op med blå faner for at heppe på finansminister Jan Tore Sanner, som åbenbart bliver distraheret af deres taktløse og taktfaste råb: Four more years!
KrF har noget beklageligt over sig. Denne gang beklager de dybt deres leders anvendelse af Stortingets kompensationsordninger. Avisen Aftenposten har timet en stinker af en afsløring, som har sendt partiet ned under spærregrænsen.
To dage før valget talte de politiske kommentatorer om, at valget repræsenterer en tilbagegang for de store partier, mens alle de små partier så ud til at komme over spærregrænsen. Norge kunne glæde sig til en mindretalsregering bestående af Ap og Sp og SV.
Valgdagen
Den norske valgkamp er kort, men intens. Selve valgdagen er traditionelt en politisk hviledag. Et træk ved norske valg er, at andelen af forhåndsstemmer er høj, omkring 40 procent. Af dem, der stemmer på valgdagen, bestemmer cirka halvdelen sig først i valglokalet.
For de fire store partier var ventetiden denne gang en lidelse, fordi alle havde fået skræmmende dårlige målinger. Jeg ankommer til Senterpartiets valgfest, kort før den sædvanligvis præcise valgdagsmåling bliver offentliggjort klokken 21. Stemningen er neddæmpet og afventende.
Senterpartiet har denne gang valgt en modig strategi. De har lanceret deres leder som statsministerkandidat. Tanken er, at hvis Sp skal gå ind i en flertalskoalition med Sosialistisk Venstreparti, må Arbeiderpartiet give dem topposter, hvis de er lige store.
Meningsmålingerne viser, at det ikke er realistisk, men hvor slemt vil det blive? Da målingen viser, at partiet vil få omkring 14 procents tilslutning, bryder forsamlingen ud i hæmningsløs jubel. Dårligere end ventet, men partiet bliver det tredjestørste og får størst fremgang af alle partierne.
Et stenkast derfra på Hotel Bristol holder Fremskrittspartiet valgfest. En ung mand går rundt og giver besked. »Norges Radio rapporterer direkte herfra om to minutter. Jeg vil have jubel!« Han får spredt bifald. Da brølet kommer, virker ungdomspolitikeren forvirret. Hvad var der sket?
Det viser sig, at miljøpartiet De Grønne er havnet under spærregrænsen sammen med Kristelig Folkeparti. Egen succes er en glæde, men andres nederlag er heller ikke at foragte. Frp har mistet over tre procentpoint, men Høyre har mistet mere, næsten fem procent.
Rundt ved bordene diskuteres partiets fremtid. Ungdomspartiets ledelse mener, at partiet nu må rendyrke oppositionsrollen og maksimere stemmetallet. Partileder Listhaug er uenig. I takketalen hævder hun, at valget bør lære Høyre, at de vinder mest ved at regere med Frp alene.
Der er rigtig mange journalister til Frp’s fest, som er kendt for at være festligere end de andre. Jeg støder ind i en gnaven journalist fra Dagens Næringsliv på Høyres valgfest, og her er der kun lidt at rapportere og endnu mindre at drikke.
Klokken bliver 23, før statsminister Solberg ankommer. Prognoserne viser nu, at Arbeiderpartiet, Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti tilsammen har mere end de 85 nødvendige mandater af de i alt 169 mandater i Stortinget. Statsministerens parti, Høyre, har kun fået 20 procent, plus decimaler.
Norges næste statsminister, Arbeiderpartiets Jonas Gahr Støre, venter, til Solberg har erkendt nederlaget, før han går på talerstolen foran en glad og lettet forsamling. De jubler for 26, 4 procent. Det er 1, 2 procentpoint bedre end valget i 2001, som var Arbeiderpartiets dårligste i hundrede år.
I sejrstalen takkede Støre høfligt Erna Solberg for otte år som en solid og god statsminister. Det er midnat, og journalister fra ni valgfester stimler sammen uden for Folkets Hus. Der er bred enighed om, at Støre er en ubehjælpsom oppositionspolitiker, men bliver en duelig statsminister.
Lille land, hvad nu?
Set på afstand medførte valget i 2021 en yderligere svækkelse af de regeringsbærende partier. Arbeiderpartiet og Høyre, tyngdepunkterne i enhver tænkelig regering, ligger fast på procenter i 20’erne. Regeringsdannelsen gøres nemmere af, at Miljøpartiet De Grønne og Kristelig Folkepart ligger under spærregrænsen.
Det mest sandsynlige er, at Støre genrejser den rødgrønne koalition, som regerede i otte år, før Erna Solberg tog over: Arbeiderpartiet, Senterpartiet og Sosialistisk Venstrepart. Sammen vil de have et stabilt flertal.
Problemet er, at Senterpartiet har udelukket at regere sammen med det radikale Sosialistisk Venstreparti. Men det var, da partiet havde 20 procents tilslutning i meningsmålingerne.. Politik er et sted, hvor de stærke gør, hvad de kan, og de svage lider, hvad de må. Alle koalitionsregeringer er ulykkelige på hver sin måde.
Valget ventes ikke at få stor betydning for Norge. Vælgerne har svækket de regeringsbærende partier uden at give noget klart mandat til en forandring. Miljøpartiet De Grønnes nederlag var et nederlag for drømmen om en grøn revolution. Den nye regering ventes at føre omtrent samme politik som den gamle.
Weekendavisens udsendte vandrer hjem gennem Oslos nattegader. Lavmælte grupper af partifolk traver hjem til uopredte senge. Alle er skuffede, de fleste er også lettede. Ved stortingsvalget i 2021 var det dem, der tabte mindst, som vandt magten.