Energikrise. Olie og gas, vindkraft og vandkraft; Norge har det hele i rigelige mængder. Så hvorfor er elpriserne eksploderet? Stortinget er i oprør og regeringen trængt.
Weekendavisen 25. AUGUST 2022
Norge er et godt land at leve i, hvis man skal tro internationale målinger.
Ifølge The Economist Democracy Index for 2021 er Norge verdens mest demokratiske land; ifølge Press Freedom Index har vi de frieste medier, og ifølge FN’s Highest Development Index er Norge mest udviklede samfund.
Norge befinder sig i en unik situation: Vi har penge på kontoen. Ved udgangen af første halvår 2022 var den norske oliefonds markedsværdi 11.657 milliarder kroner. Men på trods af det er utilfredsheden stor. Norge har i sommerens løb været præget af en strejkebølge inden for transport, industri, sundhed og skole.
Strejkerne har som altid handlet om løn og arbejdsvilkår, men i år er strejkeviljen blevet styrket af rekordhøje prisstigninger drevet af høj inflation. I maj var den årlige stigning i forbrugerprisindekset på hele 5,7 procent, det højeste der er målt siden 1988.
Fra maj til juni var prisstigningerne på fødevarer de højeste i fyrre år. En bakke med seks æg steg med 5,50 krone fra den ene dag til den anden. Kaffe, som nordmænd drikker mere af end stort set alle andre folkeslag, er steget med 19 procent på et år. Den slags kan gøre folk morgensure hele dagen.
En kvinde i Askim påstår, at hun sulter, for at hendes børn kan få mad nok. En idrætsklub i Oslo kan fortælle, at medlemmerne ikke har råd til det beskedne kontingent til fodboldholdet. Måske lidt overdramatisk. Men det er upassende at anføre sandheden, at man ikke har råd til 20.000 kr ekstra på elregningen i hytten på fjeldet.
For selv om Norge er et velhavende land, er nordmænd som de fleste andre europæere tilbøjelige til at leve over evne. Finanstilsynet har for nylig advaret om, at den samlede gæld (realkreditlån og andre lån) som andel af bruttoårsindkomsten blandt låntagere, der optager nye lån med pant i fast ejendom, ligger på hele 347 procent.
Import af tyske elpriser
I sommer har en ganske særlig sag overskygget alle de andre: Elregningen. Sydnorge har haft en tør sommer. Det påvirker vandstanden i landets 1400 vandmagasiner, som bruges til at drive de turbiner, der producerer 90 procent af landets elektricitet.
Norge har traditionelt været så velsignet med vandkraft, at nordmændene har nydt godt af billig elektricitet. I 2022 er det blevet åbenbart, at denne situation har ændret sig. Ved at knytte Norge til EU’s fælles energimarked har Norge også importeret tyske elpriser. I Oslo er elprisen steget 1380 procent sammenlignet med det normale.
Mens priserne er steget, har regeringen ”fulgt situationen nøje” og foretaget sig meget lidt. Der blev indført en ordning, som gik ud på, at husholdninger kan få kompensation fra staten på 55 procent, når markedsprisen på el i gennemsnit stiger med over 70 øre pr. kilowatt-time på en måned.
Regningerne bliver alligevel høje, fordi hytter – som der findes 440.000 af i et land med 5 millioner indbyggere – ikke er dækket af ordningen. Det er industrien heller ikke. Sidst på sommeren indstillede solcelleproducenten REC produktionen i Kristiansand på grund af stigende elpriser.
De høje og hurtigt stigende ejendomspriser i Norge betyder, at rigtig mange nordmænd har meget store boliglån. Så længe renten lå i nærheden af nul, var det fristende at udnytte prisstigningerne til at optage nye lån i boligen og bruge dem til forbrug.
Nu stiger renten hurtigt. Norges Bank hævede foliorenten til 1,75 procent i august og meddelte samtidig, at den sandsynligvis vil stige en gang til i september. Boligmarkedet er gået i stå. Der er risiko for, at storbyerne står foran et brat fald i boligpriserne, som man også har set det i Stockholm.
Regressive skatter
Karl Marx fremhævede forskellen på ”an sich” og ”für sich”. Et problem er ikke et problem i sig selv, det bliver kun et problem, når nogen opfatter det som sådan. Påfaldende mange nordmænd, især den fattigste tredjedel, oplever nu, at prisen på livsfornødenheder overstiger deres indtægter.
En del af årsagen til, at Norge har haft held til at undgå den såkaldte ressourceforbandelse, som er skyld i, at ressourcerige lande ofte er fattige, er ifølge de rige landes tænketank OECD, at den norske stat beskatter befolkningen jævnt og bredt.
Indkomstskatten holdes forholdsvis lav, mens et utal af afgifter sørger for, at staten får sin andel, når varer og tjenester konsumeres. Problemet er, at disse nye skatter er regressive – de koster lige meget, hvad enten man er kong Salomon eller Jørgen Hattemager. Det koster nu 59 kr at køre ind i Oslo med en benzindrevet bil.
Strejker – som har været forholdsvis ualmindelige i Norge – bliver mere udbredte, når lønmodtagerne prøver at holde trit med de stigende priser eller i det mindste at undgå at afstanden bliver for stor. Når arbejdsgiverne køber sig til våbenhvile ved at give efter, opdager flere grupper, at strejker virker.
Galoperende energipriser, arbejdskonflikter, stigende renter og politisk handlingslammelse. Det er ikke så sært, at en sådan cocktail sætter strøm til norsk politik. Og især elpriserne er blevet symbol på hele miseren.
Alle nordmænd har oplevet, at elregningerne er blevet højere og stadig stiger. Det er et politisk problem, eftersom vælgerne i sin tid blev forsikret om, at det under ingen omstændigheder ville ske, da Norge knyttede sig til det europæiske energimarked, hvor der på kort og mellemlang sigt produceres alt for lidt elektricitet.
Regeringen har siden jul fundet på justerende initiativer for at sikre, at producenterne ikke tømmer magasinerne for at få euro til gengæld. Der er sat et loft over, hvor meget husholdninger kan komme til at betale. Fornuftige tiltag, men de gør ikke noget for at løse det underliggende problem.
Fra planteæder til rovdyr
Det underliggende problem er naturligvis, at Norge har fortøjet sig til en større skude, som for længst er begyndt at synke. Regeringens problem er, at stortingsflertallet er nået frem til, at regeringen ikke er tilstrækkelig handlekraftig. Et mindretal vil stoppe al eleksport. Et andet mindretal vil indføre en maksimalpris på el. I virkeligheden ønsker det konservative parti det samme som Arbejderpartiet, men mere selvtillid.
Stortinget vil i september afbryde sommerferien for at gennemføre et ekstraordinært møde om energikrisen. Det er et skud for boven for den norske regering, som netop i temmelig stort omfang har overladt det til Stortinget at håndtere samme energikrise.
Historisk set er flertalsregeringer en sjældenhed i Norge. Problemet løses som regel ved, at regeringen forhandler sig til et flertal for finansloven med allierede i oppositionen. Når flertallet er på plads, plejer Stortinget at holde fred. Nogen skal jo regere landet, og det kan lige så godt være regeringen.
Der er faktisk et gran af sandhed i mundheldet om, at ”den, som Gud har givet et embede, har han også givet forstand”. Når et parti er i regering, har det en tendens til at gøre sig umage. I oppositionen er de bedste politikere tilbøjelige til at finde andet arbejde, og dem, der bliver siddende tilbage i Stortinget, forvitrer hurtigere end sovjetisk cement.
Forholdet mellem regeringen og Stortinget er centralt for folkestyret. Som Johan Sverdrup udtrykte det ved indførelsen af parlamentarismen i 1884: ”Sagen er, at der ikke længere kan regeres uden Stortinget, men at der skal regeres med Stortinget.”
I tider, hvor regeringen er stærk og kompetent, kan Stortingets magt tilsyneladende være svækket. I teorien skal regeringen henvende sig til Stortinget og argumentere for sine sager og dermed medvirke til, at landet regeres i fuld åbenhed. I praksis orienterer stærke regeringer helst ikke om sine planer, før det er for sent at lave om på dem.
Men af og til forvandles et planteædende parlament til et rovdyr på jagt. Dette kalder vi i Norge for ”stortingsregjereri”. Regeringen oser af svaghed. Jonas Gahr Støre har i realiteten kun to valg: Det ene er at true med at gå af med henvisning til princippet om, at det er regeringens privilegium at tilrettelægge sit eget arbejde.
Alternativet er naturligvis, at han og regeringen accepterer de politiske realiteter og går med til at lade sig detailstyre af Stortinget. At udskrive valg er ikke et alternativ, al den stund Norge ligesom Danmark har en negativ parlamentarisme: Regeringen bliver siddende, indtil oppositionen truer med eller vedtager et mistillidsvotum.
Den forhenværende statsminister Kåre Willoch sammenfattede risikoen ved ”stortingsregjereri” i følgende eksempel: ”Oppositionen, som har flertal, forøger systematisk populære afgifter mere, end regeringen finder forsvarligt. Derefter må regeringen fremsætte forslag om upopulære nedskæringer. Det giver stemmer til oppositionen.”
Upopulær regering
Dette lader i nogen grad til at være det, vi er vidne til nu. Oppositionen ser ud til at ville give alle grupper ‘el-subsidier’, som vil drive inflationen op, hvilket regeringen så får skylden for. Her et år efter stortingsvalget har de to regeringspartier tilsammen mistet omkring 13 procent i vælgertilslutning. Ifølge meningsmålingerne har de ikke mere end en fjerdedel af vælgerne med sig.
Hvilke muligheder har regeringen så? Det mest indlysende vil vel være at arbejde møjsommeligt hen mod koalitioner i Stortinget. Problemet er bare, at regeringen Støre – trods sine mange stærke sider – mangler en fuldblods stortingspolitiker som Kjell Magne Bondevik eller Odd Einar Dørum.
For at styrke regeringen og forøge dens handlekraft kunne det være en god idé at udvide koalitionen med Sosialistisk Venstreparti, som havde et godt valg i 2021 og nu har omkring 9 procents tilslutning. Problemet er, at det kan komme til at koste en hel del i form af uklog politik, som Høyre vil kræve i Stortinget. Høyre er nu landets suverænt største parti med næsten 30 procents tilslutning.
Havde det været et afsnit af tv-serien Borgen, ville statsministeren måske have forsøgt sig med et judogreb, som kunne lokke partiet Venstre over på venstrefløjen. Det er ingen hemmelighed, at de tidligere koalitionspartnere Fremskrittspartiet og Venstre afskyr hinanden i en sådan grad, at et regeringssamarbejde ville blive vanskeligt. Måske kan Venstres krav neutralisere kravene fra Sosialistisk Venstreparti?
Men det er ikke Borgen, og Støre er alt for reel til at forsøge sig med den slags fiksfakserier. Hans instinkt vil være at stå det igennem. Problemet er bare, at det murrer i hans eget parti. Arbeiderpartiets forhenværende kronprins Trond Giske, som blev væltet efter en #metoo-skandale, leder nu oppositionen mod sin egen regering.
For landmandspartiet Senterpartiet er der ingen udvej. Partiet har set de stærke kort forsvinde, før partilederen Trygve Slagsvold Vedum fik mulighed for at spille dem ud. Medmindre der sker noget uforudset – som at eksportkablerne lukkes ”midlertidigt” – vil partiet kunne øjne spærregrænsen, før vinteren er omme.
Fodboldlegenden Egil Drillo Olsen sagde engang, at ”2-0 er en farlig føring”. Man kunne næsten tro, at Norge er ved at erfare, at når man befinder sig på toppen af fjeldet, fører alle veje ned. Statsministeren tror åbenbart, at nordmændene vil forbande Putin, når de sidder og fryser til vinter. Han tager temmelig sikkert fejl. Vælgere er tilbøjelige til at holde deres egne myndigheder ansvarlige.
Og her står vi så nu. I de kommende uger og måneder vil Stortinget afprøve, hvor langt de kan trække regeringen rundt ved næsen. Regeringen har lige udskiftet energiministeren. Og den ny mand på posten, Terje Asland, ser allerede udslidt ud. Det bliver et langt efterår for mindretalsregeringen Støre.
Oversat af Claus Bech