Af ASLE TOJE
NEW DELHI – En gul tåge hænger tæt over jorden. Den klæber til ganen med en smag af udstødningsgas og latrin. Ensomme cykelrickshaws dukker frem fra halvmørket og opsluges igen. Klokken er et om natten på GB Road, New Delhis berygtede Red Light District. På gaden er der myldrende aktivitet. Skarer af arbejdere læsser gods på dobbelt-
parkerede trailere. At dømme efter reklameskiltene langs husfacaderne specialiserer GB-Road sig i handel med bildele, men bag facaderne er der en anden verden. Husene er som dybe bikuber, der rummer hundredvis af khotas, bordeller.
Ordet »bordel« leder tanken hen på kniplinger og knapstøvler, muligvis iblandet indtryk af nye tv-serier forlagt til 1800-tallets Whitehall, Reeperbahn eller Hell’s Kitchen. Her møder vi smukke, selvstændige kvinder og mænd, som er villige til at bruge vold for at fremme en progressiv samfundsanskuelse. Det er pasticher, som siger mere om vores samtid end om noget andet. Fortællingerne er betinget af, at den afbildede elendighed ikke længere forekommer i den vestlige verden. Den, som er interesseret i virkelighed, bør aflægge Garstin Bastion (GB) Road et besøg.
GB Road forbinder det gamle og det nye Delhi. Jeg hørte første gang om den fra fredsprisvinderen Kailash Satyarthi. Hans arbejde for at bekæmpe moderne slaveri består i at frigøre børn og kvinder, der lever i uformelt livegenskab. For i verdens tættest befolkede land er mennesker en billigere vare end maskiner. På GB Road får piger i vanskeligheder den røde læbestift, som er Indiens udgave af den røde lanterne, og bliver sendt af sted for at leve deres korte liv i bikubens celler. Som Satyarthi udtrykte det: »Det er også ’traditionel’ indisk kultur.«
GB Road er en af verdens ældste ludergader. Forhistorien rækker tilbage til Mogul-tiden. Prostitution har en lang forhistorie i Indien. Bogen History of Prostitution in Ancient India knytter den organiserede prostitution til hindutemplerne og påpeger, at Mahabharata, det uomgængelige værk i indisk litteratur, omtaler hele 42 sexarbejdere. Denne form for devadasi–prostitution skal have medført en vis social status, men da de muslimske moguler underlagde sig Nordindien, blev templerne svækket, og de tempelprostituerede påbegyndte den rejse, der ender på GB Road.
Farlig om natten
De britiske koloniherrer begrænsede og konsoliderede senere prostitutionen i Delhi til denne ene gade. Ingen bruger det nye gadenavn, der blev indført i 1966, Swami Shrahanand Marg. Alle indiske mænd kender til GB Road, som er
landets mest berygtede adresse. Det skyldes til dels, at GB Road er et farligt sted, hvor der jævnligt forekommer grove overfald – tilmed drab – i et land, hvor den slags ellers ikke er almindeligt. Langs facaderne hænger falmede »Savnet-plakater« af unge mænd, der sidst er blevet set på GB Road. En anden årsag er, at mange af de prostituerede har HIV.
Jeg falder i snak med en mobiltelefonsælger ved navn Suresh, som har en butik lige neden under et khota. Suresh mener, at det er en helt almindelig gade – om dagen. Mange af »the ladies« har børn og betaler altid til tiden. »De er gode nok. Hvad de lever af, kommer ikke mig ved.« En fed rotte kommer springende tværs over fortovet, og Suresh sparker ud efter den, før han mumlende tænder endnu en røgelsespind foran et billede af elefantguden Ganesh.
Nattens kunder er dhaba-tjenere, lasbilschauffører og daglejere. I et land, hvor mange mænd slider og slæber for at tjene penge nok til at gifte sig, er GB Road det eneste sted, hvor mange af dem nogensinde kommer til at opleve fysisk kærlighet. I vores ende af verden er det almindeligt at stemple de prostituerede og deres kunder med mærkaterne »offer« og »overgrebsmand«. Det kan der sikkert være belæg for, men det hjælper os ikke med at forstå GB Road. Her er der tale om proletar-prostitution; mænd, der ikke ejer andet end deres arbejdskraft, og som køber sex af kvinder i samme situation.
Ujævn vækst
GB Road er en rest af det gamle Indien på et kontinent i hurtig forandring. Landet har først for nylig udviklet et reelt indre marked for varer og tjenesteydelser og åbner sig i stigende grad for frihandel udadtil. Landets Økonomi er den hurtigst voksende i verden. Og dermed ændres en kultur. Indien har længe været stort nok og gammelt nok til at forblive anderledes. Produktion, påklædning, religion, livsanskuelse, ja, selv prostitution – var indtil for nylig grundlæggende anderledes end i Vesten.
I 2000-tallet er globaliseringen for alvor kommet til Indien. Landets økonomi er vokset med cirka seks procent om året, men velstanden er koncentreret i enkelte delstater og enkelte sociale lag. I 2017 påpegede Verdensbanken fraværet af en bred middelklasse til at drive væksten og optage landets ludfattige flertal. Af en befolkning på 1,3 milliarder er kun 267 millioner middelklasse, ifølge National Council of Applied Economic Research. Til sammenligning lever 180 millioner indere i hardcore-fattigdom.
Kastesystemet fremhæves ofte som den store bremseklods for økonomisk udvikling. Men dets betydning kan overdrives. I mødet med det moderne har hinduismen vist sig at være lige så omstillingsparat som kristendommen. Tegnebogen erstatter i stigende grad kasten som statusmarkør. Religion som dagligt ritual bliver mindre vigtig i byerne. Kaste-signalerende påklædning er for de fattige og til særlige lejligheder, Sadhu’er og andre hellige mænd udkonkurreres af tv-prædikanter. Det er en storslået oplevelse at se moderniteten transformere og fortære en ældgammel civilisation.
F-ordet
»Fuck?« Manden er gledet frem fra skyggerne og op på siden af mig og hvisker ordet på samme måde som narkopusherne ved Oslo Sentralbanestasjon, når de falbyder hash.
Da jeg ikke umiddelbart svarer, mobiliserer
han nødreserverne i sit engelske vokabular.
»You. Want. Fuck?« GB Road er underklassens
bordelstrøg. Her er sexhandel på det mest basale niveau: samleje for 100 rupier, cirka ti kroner. Kondomerne er af ringe kvalitet. FN har anslået, at fem procent af de prostituerede på GB Road er smittet med HIV; indiske kilder opererer med tal helt op til 40 procent.
Den eneste måde at komme ind på er at lade, som om jeg er interesseret. Jeg bliver gelejdet ind i en opgang, der er snæver og mørk, op ad trapper, hvor skuldrene skraber mod væggene i begge sider, og gennem korridorer med grønmalede jerndøre tæt ved siden af hinanden, stadig højere op. Det er mørkt, og luften er mættet af sved og dunst. Til sidst sendes jeg ind i en celle, der er en meter bred, med en briks naglet til væggen. Væggene er fulde af fotos af pinups: Madhuri Dixit, Shilpa Shetty og Aishwarya Rai. Hvad vil jeg have – en kashmiri, en nepaleser? De svedige ansigter er for tæt på. Jeg vil ud.
Jeg er dybere inde i GB Roads indvolde, end jeg havde forestillet mig. Håbet om at komme til at interviewe sexarbejdere var naivt. Pigerne er låst inde bag de grønne døre – det er ikke nogen salon, ikke et sted hvor man kan holde sig i baggrunden og observere. Jeg bliver reddet af et lig. En mand bærer på en tynd krop indhyllet i et hvidt lagen, mens han lyser foran sig med en iPhone. Fire tavse kvinder kommer sjokkende bagefter. Jeg bruger dette som forklaring på, at jeg har mistet lysten, og følger efter. Skældsord fra de ophidsede alfonser, der er vrede over at være blevet snydt for provision, følger mig ned på gaden.
Det seksuelle paradoks
Vores moderne kultur er på én gang seksualiseret og puritansk. Mens den seksuelle revolution i 1970erne skabte et overvejende positivt syn på seksualitet, har #metoo belært os om, at sex er potentielt traumatiserende. Claire Berlinski skriver i The American Interest: »Vi har i realiteten en lov-overtrædelse, der følges op med en hurtig og drakonisk straf, men som savner en klar definition.« Kampagnen har i høj grad sat fokus på overgrebsmændene. Samtidig har de ofte uklare beskyldninger og formodninger om, at den anklagede er skyldig, givet sex et dårligt ry.
Andrea Dworkin var en af 1980ernes mest berømte feminister. Hun mente, at friere adgang til pornografi ville betyde, at mænd i højere grad ville anskue kvinder som seksuelle objekter. Dworkin mente, at internetporno ville føre til en voldtægtsepidemi. Vi hører ikke ret meget til Dworkins teorier mere. Hovedsagelig fordi hun tog fejl. En anden feminist, Naomi Wolf, vender Dworkins pointe på hovedet: Hun hævder, at kvinder udkonkurreres af porno, og at porno-tsunamien lammer den mandlige libido: »I dag er naturligt nøgne kvinder ikke andet end dårlig porno.«
Forskning kan tyde på, at dette faktisk er korrekt, og at årsagen er fysiologisk. Engang troede sexologerne, at individets seksuelle triggere var iboende. Nyere forskning har vist, at menneskehjernen er mere formbar end hidtil antaget. Psykiateren Norman Doige hævder, at hyppig brug af porno omdirigerer de baner i hjernen, som styrer ophidselse. Porno udløser dopamin, og jo mere dopamin der udløses, jo mere bliver aktiviteten og impulsen sammenfiltret i hjernen. Det visuelle kommer til at overskygge lugt og berøring som ophidselsestriggere.
Sexlivet der forsvandt
I lang tid har man ment, at sex er noget grundlæggende menneskeligt – ikke det samme som abstrakte rettigheder, der skal fortolkes – nej, noget umiddelbart meningsfuldt, en impuls hinsides sprog og rationalitet, en intenst privat allmennmenneskelig aktivitet . Sex kan fornægtes eller fejres, men forbinder os alle sammen, fordi vi er mennesker. I modsætning til de fleste andre pattedyr dyrker mennesket ikke kun sex i forplantningsøjemed. En af de tavse, tunge tendenser i vor tid er, at der dyrkes stadig mindre sex.
Udadtil lever vi i en seksuelt frigjort tid. Den vestlige kultur er gennemseksualiseret. Udbredelsen af p-pillen ændrede samfundsnormerne og muliggjorde »den seksuelle revolution«. Resultatet var en tiltagende accept af sex uden for ægteskabet og den slags præferencer, som i tidligere tider blev betegnet under ét som »perversioner«. I 2017 offentliggjorde Jean Twenge, Ryne Sherman og Brooke Wells forskning, der tyder på, at amerikanere i gennemsnit har 15 procent mindre sex, end de havde i 1990erne. Nedgangen omfatter alle samfundslag, men de unge mest. Antallet af seksuelt aktive teenagere er faldet med 40 procent siden 1991.
Durex Global Sex Survey viser en lignende tendens. Undersøgelsen afslører også, at man i Indien finder den højeste seksuelle debutalder blandt de 39 lande i målingen, 19,8 år i snit. Og dette på trods af, at indisk populærkultur siden 1990erne har bevæget sig fra forbud mod kys på film til sexsatiren The Dirty Picture (2011). Også her synes en mere afslappet holdning til sex at være ledsaget af mindre kopulering. Det muliggøres af teknologien. Indien deler fjerdepladsen (med Sverige) på listen over »lande med mest trafik« på Pornhubs liste fra 2016 over stor-
forbrugere af internetporno.
På flodbredden
Nede på gaden bliver liget – en kvinde af ubestemmelig alder – vasket på fortovet og anbragt i en overpyntet rickshaw med navnet »Hitler« malet på bagpartiet flankeret af indiske hagekors. Manden tager med for at holde liget på plads. GB Road æder ungdom op, den er et sted, hvor livet – med Thomas Hobbes’ ord – er »frastødende, brutalt og kort«. Unge bliver hurtigt gamle her. Ikke kun de prostituerede. De mænd, der arbejder på gaden på GB Road, arbejder sig også til døde. De arbejder i 12-timersskift og sover under tynde tæpper på fortovet under bordellerne.
Den, der er i stand til at spare 10.000 kr. sammen, kan købe en gravplads, ellers venter krematorierne i Dwarka. For de allerfattigste vil den sidste hvile være en natlig rejse fulgt af en ulovlig begravelse i sandet på en flodbred som Yamunafloden syd for Delhi. Det er der, rickshawen er på vej hen. Mayank A. Soofi har skrevet bogen No One Could Love You More, der handler om kvinderne på GB Road. Heri beskriver han en ordning, hvor kvinderne betaler »leje« af deres celler på cirka 80 rupier, hvilket gør det nødvendigt at have mindst to kunder om dagen.
Den afdøde havde ingen penge, hun sendte det hele til sin søns plejefamilie. Jeg følger med de fire andre i gravfølget. Vi sidder på fortovet omkring et lille bål lavet af en knust træpalle. Klokken er efterhånden to. Der er flere kunder på gaden, og den yngste af kvinderne forsvinder snart med en rickshawcyklist. Aadhya er en lille kvinde i gul salwar-kjole, og hun taler lidt engelsk. Hun fortæller, at kvinden, der hed Pari, havde fået en sygdom, og at sygelejet var kortvarigt. Hun var hverken ung eller gammel. »32 år, måske 35?« Manden havde forladt hende. »En slem mand, han drak.« Pari kom fra Nepal og havde ingen familie i Delhi. »Vi var hendes familie,« siger en anden og dækker ansigtet til med sarien, da jeg spørger, hvad hun hedder. Samtalen ebber ud.
Sex og modernitet
Vi har siddet en tid på denne måde. Jeg har mange spørgsmål, som – i betragtning af
sammenhængen – ville have været upassende. Alle blikk hviler på på bålet. Efter en tid kommer en velklædt sikh med mandeløjne og mild stemme og beder om min opmærksomhed. Han oplyser mig med butlerstemme om, at jeg skal gå nu. »Visse elementer er blevet vrede. Du er her ikke af en reel grund. Hvis du bliver her, kan jeg ikke garantere, at du ikke bliver stukket ned med en kniv.« Jeg er træt og helt ude af stand til at vurdere, om der er tale om en reel trussel eller ej. Jeg ringer til Uber og beder om at blive hentet.
Mens jeg venter ved rundkørslen for enden af GB Road, standser en politibil. En betjent stiger ud og spørger høfligt, om han kan hjælpe med noget. »Det her er ikke et sted for en gentleman. Kom hellere tilbage til dagslyset.« Jeg byder ham på en cigaret og får tilladelse til at kalde ham kaptajn Kumar. Han arbejder på GB Road. Jeg spørger, hvor lang tid der skal gå, før der lukkes for al denne elendighed. Han svarer: »Den bliver lukket af Tinder.« For prostitution er ikke ulovlig i Indien; det er kun bordelvirksomhed, der er det. Inderne har taget internettet til sig med fynd og klem, og Kumar påstår, at den nye teknologi nu vil vende op og ned på prostitutionen. »GB Road er kun for dem, der ikke har en smartphone,« siger han. »Men det har alle om ti år.«
Moderniteten er den kraft, der fjerner os fra GB Road, fjerner os fra det umenneskelige. Men den verden, vi bygger, er ikke nødvendigvis menneskelig. Pornografi er umenneskeliggørende; dens funktion er at give seksuel tilfredsstillelse ved hjælp af et upersonligt surrogat. Med sin tingsliggørelse af det menneskelige begær er pornografien en rival til fysisk nærhed. Vi ved endnu ikke, om denne tendens har begrensede omkostninger, eller om vi nu vender os bort fra endnu en af vor arts formildende omstændigheder.
Oversat af Claus Bech.