Essay . Det er ingen tilfældighed, at tv-serien Skam er norsk. Udskamning er for nordmænd, hvad vand er for fisk. Men hvorfor føler de ingen klimaskam?
Asle Toje
Skam er en norsk paradedisciplin. Det påstod den danske indvandrer Aksel Sandemose, som skrev Janteloven. Paragraf 1 lyder: »Du skal ikke tro, du er noget.« Loven beskriver, hvordan flertallet fremtvinger den enkeltes åndelige underkastelse.
Den norske tv-serie Skam har også gået sin sejrsgang i Danmark. Det øjeblik, som NRK kårede til »det fineste« i de 43 afsnit, var, da den unge homofile sagde, at han støttede kampen for anerkendelse, men ikke ønskede at blive sat i bås med Pride-paradens udagerende hedonisme.
Det får hans ven til at se rødt. Han henviser til kampen for homofiles rettigheder og konkluderer med moralsk harme: »Jeg synes, at før du selv har taget den kamp, før du har turdet stå frem som den, du er, skal du være pokkers forsigtig med at tale om, at du er hævet over gay pride!«
Skam er en individuel følelse, men et kollektivt fænomen. Tilslutning er altafgørende. Det er ikke et privat anliggende. Enten støtter man de etablerede sandheder, eller også skal man være »pokkers forsigtig«. Nordmænd har det som fisk i vandet med udskamning. Vi kan virkelig være ualmindelig kedelige.
For tiden afprøves et antal nye skamfølelser. Der tales om flyskam og om kødskam; der findes bilskam og hvidhedsskam. Skammens profeter er journalister, dens evangelister er hyppigt universitetsansatte med kompetencer i fag, der ikke eksisterede for tyve år siden. Det gælder både Norge og andre lande.
Klimaskam er et forholdsvis nyt ord, som først dukkede op på tryk i Norge i 2007; brugen af det eksploderede i 2019, men kollapsede året efter, hvis man skal tro databasen Atekst. Et flertal af forekomsterne er negative i forhold til selve begrebet. Hvorfor?
Det var uheldigt, at den svenske forsker Jakob Grandin påtog sig at lancere klimaskam i den norske avis Morgenbladet (29/11-2019). Han pegede på Sverige som moralsk forbillede. Det er sjældent et godt sted at begynde i Norge.
Klimaskammen faldt ikke bare på gulvet som en svensk smörgåstærte, men gik i stumper og stykker som en europæisk rumraket allerede under affyringen. Hvorfor? Professor Per-Einar Binder mener i bogen En kort introduksjon til eksistentiell psykologi (2021), at klimaskyld er et rigtigere ord end klimaskam.
Skylden kommer altså før skammen. Årsagen til skylden i denne sammenhæng er det fossile brændstof, der blev opdaget ud for Norges kyster i 1969 og går under den schwungfulde betegnelse »oljå«, olie. Kilden til Norges rigdom. Salg af brændstof gør det muligt at være blandt klodens ivrigste forbrugere.
Det er et nyt fænomen. Et af de mest mindeværdige øjeblikke i dokumentaren Olje! (2009) er, da norske arbejdere i 1970 forsigtigt åbner de første kasser med boreudstyr.
Til de amerikanske værkføreres raseri ville de norske arbejdere gemme forskallingsbrædderne, så de kunne bygge hytter af dem. Her halvtreds år senere har olien løftet arbejderklassen på Vestlandet op til PH-lamper og Land Rovere.
Den fyrreårige Elias Kvalvik fra Karmøy arbejder i oliebranchen som Operational Planner. Han tjener godt, men ikke ualmindelig godt. Ikke sammenlignet med de værdier, som er den direkte konsekvens af hans joystick-kompetence, når der skal bores borehuller. »Når det koster ti millioner at ramme ved siden af, hyrer de nordmænd – selv i Brasilien og Mozambique. Vi er meget dygtige til det,« siger han.
Kvalvik stammer fra en sømandsslægt, og han har altid foretrukket at arbejde med skumsprøjt i ansigtet, olie eller ikke olie. Han føler ingen skam over at tjene til livets ophold i oliebranchen. »Nordsøolie er nok den reneste olie i verden.«
Olietilhængere påstår, at nedskæringer i norsk olieproduktion ikke vil føre til andet, end at den vil blive udskiftet med mindre rent brændstof fra andre producenter. Hertil svarer miljølobbyen, at »stenalderen holdt ikke op, fordi der ikke var flere sten«.
Miljøbevægelsens mål i Norge er at nedlægge udvindingen af olie og gas så hurtigt som muligt. Et utal af avisartikler har handlet om at finde »den nye olie« – forslagene til, hvad det kunne være, indbefatter alt fra batterier, vindkraft, biomasse og datalagring til Michelin-restauranter, e-sport, kunst, granit og offentlig forvaltning.
Hvis der er en fællesnævner for den slags debatter, er det, at alle løsninger kræver offentlige midler. En brutal udlægning er, at erhvervslivet mener, at statsstøtte er den nye olie.
Der ligger stadig store værdier under havet på den norske sokkel. Klimabevægelsen med miljøbevægelsen i spidsen kræver, at udvindingen af olie skal holde op. Arbeiderpartiet og Høyre, der udgør tyngdepunktet i enhver norsk regering, er skeptiske.
Årsagen er, at olie og gas er Norges mest produktive erhverv. Vi har verdens dyreste velfærdsstat. Statens udgifter målt i andel af BNP var 51 procent før pandemien. De fleste nordmænd, også klimabevægelsens medlemmer, modtager omfordelte midler, der stammer fra olie og gas.
Hovedårsagen til, at klimaskammen ikke får fodfæste i Norge er sandsynligvis, at alle nordmænd har fået del i velstanden. I modsætning til Storbritannien har Norge forvaltet olierigdommen klogt. Norske myndigheder har begrænset private selskabers ejerskab til oliefelter til 50 procent. Resten ejes af staten.
I 1972 oprettedes et helstatsligt olieselskab ved navn Statoil (nu Equinor), som konkurrerede med udenlandske selskaber og sørgede for ekspertise om branchens faktiske udgifter. Den norske stat hentede penge i begge ender. Ikke alene beskattede den olieindustrien hårdt, den ejede også en stor del af den.
Det klogeste var, at Norge ikke kun opsparede indtægterne, men også investerede dem. Statens pensionsfond er en af verdens største fonde med en værdi på 1,2 billioner dollars.
Størstedelen af dens værdi er afkastet af dens investeringer, ikke olieindtægter. I en verden hvor afkastet af kapital er højere end afkastet af arbejde, lønner det sig at være rig. For Norges vedkommende betyder det velstand for det store flertal.
Jeg skriver dette på Utsira, Norges vestligste ø. Familiens ødegård på Utsira var i min barndom som en tidsmaskine. Bortset fra en souvenirpude fra Curacao og nogle årgange af tegneserien Kaptein Miki var inventaret intakt bevaret fra det tidlige 20. århundrede. Der var linoleumstapet på væggene, og katekismen lå på sengebordet.
Her var et hjem, hvor man passede godt på sine ejendele. Hvis noget kunne genbruges, blev det ikke smidt ud. I kælderen stod en kasse med bøjede søm, som var blevet trukket ud, da laden blev revet ned. Overalt var der drivtømmer, som var fundet langs kysten, og som blev brugt til opvarmning om vinteren.
Som dreng holdt jeg ferie under strenge blikke fra sortklædte forfædre på familievæggen. De havde haft hårde liv. Slægten stod i centrum. Hvis ulykken ramte, opfostrede de hinandens børn. Ulykken ramte jævnligt. Kirkegården er fuld af dem, der forulykkede på havet.
Min morfar blev tidligt faderløs. Som niårig måtte han gå ud af skolen og deltage i sildefiskeriet for at bidrage til familiens forsørgelse. Fjorten år gammel udmønstrede han som sømand og sejlede til Australien og Amerika. Men han vendte hjem til familien på Utsira.
Halvtreds år senere bliver jeg, barnebarnet, modtaget af Utsira-boerne, som var jeg en af dem. Det tyske ord »Heimat« sammenfletter betydningen af de norske ord »hjem« og »tilhørighed«. De fleste nordmænd stammer ikke fra byer, selv om de har boet i byer i generationer.
De fleste synes at have deres identitet knyttet til et sted i udkanten. Olierigdommen er en vigtig årsag til, at disse steder lever. I modsætning til Sverige er den norske landsbygd ikke død. På Utsira er de små hytter blevet suppleret med bekvemme villaer. Fiskere og lodser er erstattet af olie- og værftsarbejdere.
I 2010 fandt man landets tredjestørste oliefelt på Utsirahøjderyggen. Kommunen håber på at få en andel af infrastrukturen og de medfølgende arbejdspladser.
Men andre steder murrer det. I 2009 påstod den norske kirkes biskopper, at Norge har hentet mere end nok olie op af undergrunden. Det er ikke kun opsigtsvækkende, fordi Norge kun har hentet cirka halvdelen af de beregnede forekomster op, men også fordi kirken er så entydig i sin opfattelse.
Espen Ottosen er gruppeleder i Norsk Luthersk Misjonssamband og teolog. Han mener, at en del af statskirkens biskoppers forsøg på at etablere klimaskam har rødder i teologien. For hvem er mest syndig? Synderen eller den, der tjener på synden?
Ottosen er en bredskuldret mand, en missionær, som helt mangler den impotens, der sommetider præger præster. Han kommer fra den lavkirkelige del af kirken og mener, at den norske kirke er blevet stadig mere optaget af »strukturelle synder« på bekostning af den individuelle synd.
Ottosen mener, at et »mindstemål, vi må kræve for at undgå det rene hykleri«, er, at kirken indrømmer, at den radikale omlægning, den kræver, vil ramme hele samfundet, derunder også kirken selv. Og at den selv er villig til at klare sig med mindre.
Ottosen har undertiden indtaget rollen som kritiker af resterne af statskirken. Han lægger ikke skjul på, at han ikke bryder sig om biskoppernes tilbøjelighed til at tale fra prædikestolen om olieudvinding, kønsskifte og fri indvandring.
Biskoppernes udspil fik ikke andre virkninger, end at den beviste, at nordmænd ikke søger politisk vejledning i kirken. Miljøbevægelsen har for længst indset, at vælgerne ikke stemmer på en regering, der nedlægger olieindustrien, så de forsøgte sig med loven i stedet for. Paragraf 112 i grundloven.
Grundlovens miljøparagraf lyder: »Enhver har ret til et miljø, som sikrer helbredet, og til en natur, hvor produktionsevne og mangfoldighed bevares.« I 2016 sagsøgte miljøorganisationerne Greenpeace og Natur & Ungdom den norske stat.
Deres påstand var, at udvindingstilladelser til olievirksomhed i Barentshavet var i strid med den paragraf. De tabte hele vejen til højesteret. Dommen blev betegnet som knusende.
Hvad så med populærkulturen? Tv-serier er naturligvis ikke sandhed, men kan give et indtryk af herskende opfattelser. Den norske thriller Okkupert (2015-) handler om, at Norge bliver besat af Rusland med EU’s medvirken, fordi statsministeren af klimahensyn får den idé at indstille al eksport af olie og gas.
Den venlige, svage statsminister med sit enfoldige smil savner forståelse for verdens grundlæggende brutalitet. Han forstår ikke, at han har bortødslet Norges vigtigste aktiv. Forsøgene på at appellere til en højere moral end egeninteressen ender med besættelse.
Dette er et voldsomt billede i Norge, et land, som uden besvær blev besat i 1940, fordi myndighederne troede på nedrustning og dialog, mens resten af verden bevægede sig mod oprustning og konfrontation.
Så vi vender tilbage til politikken. Den er det rev, klimaskammen har lidt skibbrud på. Alle Stortingets partier er ivrige for ikke at fremstå som miljøfjendtlige. For tre partier, Miljøpartiet de Grønne, Venstre og Sosialistisk Venstreparti er klimaet hovedsagen. I en sådan situation må klimaskammen da have en chance?
Miljøpartiet er det eneste af dem, som ønsker at nedlægge oliesektoren – dog ikke lige nu. I 2035. De mener, at det vil fremtvinge ny teknologi. Fagforeningsleder Frode Alfheim har sagt, at »dette er opskriften på massearbejdsløshed«, mens oliedirektør Erik Haugane har svaret, at »bilen ikke var blevet opfundet hurtigere, hvis alle heste var blevet skudt i 1700-tallet.«
Miljøpartiet er under stort pres fra sine yngre medlemmer, som med Greta Tunbergs ord »ønsker panik«. Siden valget for fire år siden har partiledelsen dog nægtet at svare på spørgsmål om, i hvilket omfang deres politik vil føre til en lavere levestandard, sandsynligvis fordi de har indset, at netop dette punkt er en tabersag.
For de fleste nordmænd er det at være miljøvenlig blevet anset for at være garniture til en højkonsumerende livsstil. Når statens subsidier bevirker, at man kan købe en Tesla, som ellers ville have kostet 1,2 millioner, for kun 700.000, er der mange, som køber Tesla. Ved siden af den anden bil.
Jeg tager kontakt med Nina Schjander Luhr, som arbejder i Solidaritetshuset i Oslo og har et bredt netværk blandt norske klimavenner. Hun mener, at årsagen til, at klimaskammen ikke får fodfæste i Norge, er, at mådehold ikke længere er en norsk dyd.
»Man ser det i Stortinget, hvor repræsentanterne fra Socialistisk Venstreparti går klædt i italienske habitter. Man ser det på loppemarkeder, hvor folk forærer tøj væk, som de har købt, men aldrig brugt. Og man ser det blandt klimaforkæmpere, som tilsyneladende mener, at deres forbrug er nødvendigt, mens alle andres er problematisk.«
Vi bliver siddende længe og taler om, hvordan olien har forandret Norge. Ødegården på Utsira er nu udstyret med fladskærm. Hos købmanden kan man købe friske croissanter. Man kan sige meget om konsumerisme, men det her er, hvad vi i Norge kalder »gildt« – godt og opløftende.
Den norske økofilosof Arne Næss havde en konkurrence om, hvem der kunne tænde flest lys med en enkelt tændstik. Hensigten var at appellere til nordmændenes mådehold. Engang var det en værdi, der gav sig udslag i, at de første oliearbejdere ville gemme forskallingsbrædder til genbrug.
Denne værdi er fuldstændig gået tabt i den overflod, som olien har medført. Og af den grund er nordmænd ikke interesseret i at føle klimaskam. Vi kan købe elbiler, hvis de er statsstøttede. Vi kan købe klimakvoter, hvis arbejdspladsen betaler.
Men kom ikke og bed os om at føle skam, fordi vi forbruger.
Oversat af Claus Bech