Spomenik: Eksperimenter i modernitet
af Asle Toje
Det er en varm eftermiddag i det bjergområde, der danner Kroatiens grænse mod Bosnien. I skyggerne stiger sværme af myg op fra grøfterne. Min lejede bil er løbet tør for sprinklervæske, og den ene vinduesvisker tværer den andens fedt ud. Insekterne flyver så tæt, at de skaber bevægelse i luften og gør udsigten flimrende og drømmeagtig For at slippe væk søger jeg op mod højderne. Øverst på en bjergknold kommer jeg til et mindesmærke. Det ligner et stykke af en drivaksel eller måske et kirurgisk implantat af rustfrit stål.
Jeg har fundet et spomenik, serbokroatisk for ”monument”, men i praksis bruges ordet om en bestemt type monumenter. Tusinder af den slags monumenter blev opført undt omkring i Jugoslavien for at mindes sejren i anden verdenskrig. Der var en kreativitet i Jugoslavien, som ikke fandtes andre steder i østblokken. De monumenter, der kom ud af det, bærer præg af et overskud – fra det luftige, næsten overjordiske til det skæbnesvangre, menneskelige, og er bygget helt uden kommercielle hensyn.
Spomenik-monumenterne er opført i beton eller stål, men oftest i beton. Artsmangfoldigheden er blændende. Det er, som om man har valgt de mest uforgængelige forslag i konkurrencen hver eneste gang. En assyrisk sarkofag? Et Darth Vader-rumskib? En bjælkehytte i beton? Bare gå i gang. De blev for det meste opført i 1960’erne og 1970’erne i afsidesliggende egne, hvor partisanerne havde haft deres tilflugtssteder. De blev bygget for at sætte mindesmærker over en krig, som foruden besættelse havde medført borgerkrig, massemord og etnisk udrensning. Monumenterne blev ofte rejst på lokalt initiativ, hvilket forklarer, hvorfor de spænder så bredt i deres udformning.
Det monument, jeg havde fundet i Petrova Gora, var viet ”folkeoprøret i Kordun og Banija”, og stod færdigt i 1981, beklædt i svensk rustfrit stål. Det blev så kostbart, at Jugoslavien måtte tage et lån i Den Internationale Valutafond for at få det fuldført. Det er tegnet af Vojin Bakic, som var ikke arkitekt, men billedhugger, hvilket måske kan medvirke til at forklare, hvorfor monumentet er så kompromisløst vellykket. Han var også serber, og det kan så forklare, hvorfor hans mesterværk nu er en kroatisk ruin. Det har nok heller ikke hjulpet, at serbiske separatister brugte det som feltlazaret og kommandopost under borgerkrigen i 1990’erne.
Monumentets forhistorie er stærk. Under anden verdenskrig trak serbiske partisaner og bønder sig tilbage i bjergene for at fortsætte kampen mod den tyske besættelsesmagt og deres allierede i den kroatiske fascistorganisation Ustase. Det var en ulige kamp. I 1942 stormede kroaterne bjerget og massakrerede serberne, som i kampens sidste faser kæmpede med økser og høtyve. Over 300 partisaner blev dræbt og delte skæbne med cirka en tredjedel af befolkningen i bjergegnene. I 1991 løsrev serbiske separatister sig fra den nye kroatiske stat og udråbte en selvstændig republik med hovedsæde i byen Glina ved bjergenes fod. Det blev midtpunktet i den serbiske Krajina-republik i Kroatiens hjerte. Kroaterne generobrede regionen i 1995. Jeg gjorde holdt i Glina, hvor mange af husene står og forfalder, fordi de serbere, der engang boede i dem, blev fordrevet under borgerkrigen. Langs kysten får man indtryk af, at kroaterne er aspirerende italienere. Længere inde i landet er befolkningen mindre poleret, mere slavisk, kan man måske sige. Folk her er mindre optaget af, hvordan de tager sig ud, som oftest et tegn på at man har større bekymringer end udseendet.
Aftensmaden på en gadegrill er førsteklasses. Først en salat med friske tomater, frisk paprika, friskt alting. Så kød fra en helstegt gris i middelalderlig overflod, mindst 1000 kalorier. Til dessert en iste. Isklumper så store som barnehænder. Der var bryllup i nabohuset med et band, der sang et Oasis-nummer på udenadslært engelsk: Dog look back Kananga! I hair jussay. Det var som et pust af 1990’ernes Balkan: Cigaretternes og skægstubbenes Balkan, Casio-orglernes og de etniske udrensningers Balkan.
Jeg sad for mig selv og grinede idiotisk. Det tydeligste tegn på tre måneders corona-karantæne er tabet af sociale færdigheder. Tre unge, som sad og drak sodavand, spurgte ikke, hvad der var så morsomt, men jeg sagde det alligevel. Og under samtalen, som jeg syntes gik fint, men som ved nærmere eftertanke i bilen bagefter må have virket tvungen og temmelig mærkelig, forsøgte jeg at få dem til at fortælle om monumenterne og især monumentet i Petrova Gora. De unge mennesker dirigerede mig op i de grønne bjerge på grænsen til Bosnien, og den ældste af dem, en næsten to meter høj teenager, sagde formanende: ”Men hold dig til vejene, for der ligger stadig landminer i skoven.
Vejen op i bjergene fører forbi mange forladte serbiske gårde med smukke træhuse. Vejen går fra grusvej til hjulspor med græs i midten, og jeg kørte på en måde, som man kun kører en lejet bil på. På den anden side af en bjergknold bremser jeg med en udskridning foran en vogn fra det kroatiske grænsepoliti. Tre døre går op samtidig, og bistre mænd stiger ud. De har en tordenkile på camouflageuniformen. Da de har undersøgt mit pas, lader de sig overbevise om, at jeg ikke er kommet for at hente asylsøgere der har sneget sig over grænsen fra Bosnien. Jeg stiller et par spørgsmål om spomenik-monumentet, og lederen af holdet ser bistert på mig: ”Jeg vil anbefale dig at besøge Petar-monumentet i stedet for.” Petar-monumentet i Petrova Gora er et nytt mindesmærke for en kroatisk konge, som faldt under forsvaret af et bjergpas, som historikerne er enige om ikke var i Petrova Gora.
Jeg parkerede på den store parkeringsplads, der var helt tom. For enden af en brolagt allé lå en bygning, som tidligere havde huset et museum, en café og et udsigtspunkt. Nu er den ribbet for alt, og der er kun en iøjnefaldende silhuet tilbage. Beklædningen af rustfrit stål er blevet stjålet, så indmaden, kabler og isolationsplader hænger ud gennem skelettet. Da jeg kommer hen til dørene, opdager jeg at de er svejset til. Der er kun ti meter op til an afsats med et knust vindue, så jeg tager chancen og klatrer op ad facaden.
Efter et par hop og lyden af knust glas mod beton er jeg inde. Monumentet virker større indefra, og det er tomt og stille, helt stille. Interiøret er forfald og ødelæggelse. Det er ribbet for alt af værdi. Elevatorerne står med halvåbne døre og afrevne ledninger, så jeg holder mig til trappen, der bølgende følger bygningens umulige design, og ender oppe på taget i 9. sals højde, 40 meter over jorden. Monumentet står på det højeste punkt i en stor skov, og udsigten er grøn, så langt øjet rækker.
På vejen ned gennem etagerne hører jeg lyde. Fra noget, der er mindre end et menneske, men større end en fugl. Nysgerrigt følger jeg lyden nedad, mens lyset bliver svagere. Til sidst står jeg ved nedgangen til kælderen, som er spærret med et gitter, der er vredet til side. Ti trin nede er der kulsort. Lommelygten holder op med at virke, og jeg bakser med mobiltelefonen, da jeg pludselig træder ned i vand. Efter ekkoet at dømme befinder jeg mig i en stor kælder, som er blevet til et bassin. I det svage lys fra mobiltelefonen ser jeg en krusning på vej hen mod mig. Der er et dyr i vandet. Større end nogen rotte jeg har set. Jeg venter ikke, til jeg kan se det tættere på, men løber op ad trappen.
Da jeg kommer ned fra ruinen, stadig med hjertet i munden, er min Fiat Panda ikke længere alene på parkeringspladsen. Nu er der også to Renault-varevogne og nogle unge mennesker. Da jeg har tænkt mig at overnatte her på stedet, går jeg hen for at slå en sludder af med dem. Der er syv, viser det sig, og de er alle i tyverne. Mændene med fuldskæg, pigerne barfodede. Josh, der er amerikaner, ligger på skranken i besøgscenteret og lytter til en bog af den menneskefjendske filosof Eugene Thacker, The Dust of This Planet (2011). Han hilser fra liggende stilling og opfordrer mig til at slå mig ned. Hvis han undrer sig over, hvem jeg er, røber han det ikke.
Under et vildtvoksende æbletræ er to af mændene, begge tjekkiske, i gang med at spænde en stor presenning ud, så den danner et shelter, og to tyske piger henter tørt løv og lægger det til rette som et bredt underlag til at sove på. En canadisk pige koger en gryde nudler sammen med udskårne stykker af de vilde æbler. Jeg spænder min egen hængekøje ud og tænker, at vi nemt kan komme godt ud af det med hinanden, for jeg har været backpacker. Hjemmelavede smykker og drømmefangere, tynde bukser og midlertidig vegetarisme, behørig buddhisme og duftlys er mig ikke fremmed.
Men de unge mennesker her er anderledes end dem, jeg kendte i 1990’erne. Det virker ikke, som om de er på ferie, snarere som om de gør et oprigtigt ment forsøg på at leve på en anden måde. Jeg er taknemmelig, da de byder mig på en skål nudler, for alternativet er at spise de tørre Napolitanke-kiks, jeg har liggende i bilen. Det bliver en lang, snakkesalig aften, og med forbehold for en eventuelt svigtende hukommelse, var det mest overraskende, at alle de unge mennesker havde lært hinanden at kende på internettet. Denne aften lærte mig, at vi, der er vokset op uden internettet, skal vogte os for at tro, at vi kan forstå den næste generation ud fra vores egne erfaringer.
De ledte efter et sted, hvor de kunne slå sig ned og leve af jordens grøde. De troede, de kunne finde deres Eden et sted i den postkommunistiske ødemark, et sted, hvor alle kunne være sig selv. De fortalte om en hemmelig dal på grænsen mellem Rumænien og Ukraine, der var afspærret som militært område under kommunismen, et sted, hvor naturen er uberørt og husene tomme. Det lød for godt til at være sandt.
De havde tænkt sig at finde en forladt gård og simpelthen flytte ind, tage den i besiddelse. Jeg stillede mig tvivlende, men Anton mente, at jeg var hjernevasket til at tro på ejendomsretten. ”Mange steder er der næsten ingen unge mennesker tilbage, og der er flere huse og mere jord, end den tilbageværende befolkning kan overkomme, Hvis vi er høflige og respekterer dem, der bor der i forvejen, tror jeg, de vil tage godt imod os.” De havde medbragt mange pakker med frø fra et tysk havecenter.
Interessen for jugoslavisk arkitektur har fået en renæssance her i det 21. århundrede. Jugoslavien gik i opløsning for et kvart århundrede siden og blev omdannet til syv nye stater, men de modernistiske perler, som blev opført i den sydslaviske føderations storhedstid, har været genstand for fornyet interesse – højdepunktet var en meget omtalt udstilling i 2018 på Museum of Modern Art i New York med titlen Towards a Concrete Uropia. Det var den tyske pige, Ute, som var mest interesseret i spomenik-monumenterne. Hun mindede mig om norske universitetssocialister i sin begejstring for det jugoslaviske eksperiment. Graffiti tydede på, at forskellige grupper radikale pilgrimme havde aflagt monumentet besøg før i tiden. Der var hilsener fra Antifa Rijeka, Black Lives Matter Berlin og Black Block Lille.
Udlændinge værdsætter de overjordiske kreationer ikke kun på grund af deres historiske betydning, men også på grund af deres innovative, fremtidsrettede design. Ungdommen er på jagt efter ruiner, og spomenik-monumenterne har tilsyneladende også en ideologisk appel. Til min overraskelse var alle de unge mennesker tilhængere af bølgen af statue-ikonoklasme, som har fejet hen over den vestlige verden under coronakrisen, først og fremmest fordi de ikke bryder sig om det, som statuerne repræsenterer. Samtidig var de harmfulde over spomenik-monumenternes skæbne. Monumenter for antinationalisme passer dårligt her, eftersom Jugoslavien blev opløst i nationalismens navn. I Kroatien ligger de fleste monumenter i ruiner. De er fossiler af en falleret vision om et politisk fællesskab på trods af konkurrerende nationaliteter, etniciteter og religioner.
Den Jugoslaviske Føderation var på viktige måder en forløber for Den Europæiske Union. Den var et helhjertet forsøg på at skabe en ny politisk virkelighed. På samme måde som i Jugoslavien er EU’s monumentale stil modernistisk og undgår specifikke hentydninger til religion, historie eller kultur. Den fokuserer på fremtiden. EUs designsprog er modernistisk og løsrevet fra den faktiske historie. Sådan vil man undgå chauvinisme, også det på samme måde som spomenik-monumenterne. På den måde bliver ruinerne af spomenik-monumenterne en næsten smertefuldt relevant memento mori: Hvad du er, var jeg; og hvad jeg er, skal du blive.
De fleste af Vojin Bakics monumenter er i dag ødelagt eller overladt til forfaldet. Det er inderlig trist. Jeg er ingen fan af Shopping Mall-modernisme, men god modernisme er fantastisk, og Petrova Gora er noget af det bedste, jeg har set. Der er en dyster ironi i, at den eneste måde, Bakic kunne få sine projekter realiseret på, var at vie dem til ”det jugoslaviske folk” eller til ”antinationalismen”. Men der er ingen symbolik i værkerne, som signalere disse holdninger. Kroaterne lader landets måske mest bemærkelsesværdige bygningsværker forfalde på grund deres oprindelse. Fremtiden vil undre sig over, hvordan de kunne lade det ske.
Jugoslavien satte sig som mål at skabe en ny politisk orden, et dristigt og fantastisk projekt – et klasseløst samfund, hvor broderskab, enhed og socialisme skulle redde folket fra historien. Spomenik-monumenterne var en del af den store plan. I en artikel af Nina Stevanovic fra 2017 citeres en kilde, som oplyser, at der allerede i 1961 var konstrueret over 14.000 mindesmærker over hele Jugoslavien. I intet andet europæisk land finder man et tilsvarende antal mindesmærker opført i moderne tid. Det er interessant, at vor tids oprørere nu besøger dem, ligesom victoriatidens ungdom i sin tid opsøgte ruiner fra antikken.
Det var en smuk aften, en af de hyggeligste jeg husker, også selv om jeg sagde nej tak til cannabis for bedre at kunne skrive. Det bedste var stilheden. De unge lyttede til Enya gennem trådløse ørepropper, uden at jeg hørte en lyd. Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor de unge, jeg underviser på universitetet, er så veltilpassede, så ivrige efter at få en plads i kontorlandskabet. Det er, som om frygten for det ukendte er stærkere end viljen til at prøve at gøre verden til sin egen. Nu ryster en ny oprørsgeneration den vestlige verden med sin postmoderne ideologi. Måske var jeg vidne til begyndelsen på et nyt ungdomsoprør?
Oversat af Claus Bech